Endelig er foråret kommet og Peter Juhl havde spottet, at det for en gangs skyld ikke var blæsevejr i weekenden. 8.30 var alle mødt i Farum og vi var af sted mod Gilleleje inden 9.

Så var det desværre også slut med at holde tidsplanen. Havgassen var fuldstændig drænet for strøm og vi måtte sætte kabler til Kim bil bare for at få hævet motoren og komme ned af rampen. I vandet med Havgassen og på med Kims bil endnu engang for at få startet motoren. Efter et kvarter stoppede vi motoren igen for at se, om batteriet havde taget imod ladestrømmen. Heldigvis var der nu strøm nok til at starte motoren igen, så vi regnede med, at en frisk tur op til kronprinsen ville lade batteriet nok til, at vi kunne komme hjem igen… ellers lovede vejrudsigten sydvesten vind, så om ikke andet, kunne vi vel drive til Lysekil og vente på at traileren kom og hentede os J

En times tør sejltur over et næsten fladt vand. Solskin og en vind så kold at det bed i kinderne. Vel fremme var det vindstille og solen kunne få lov at varme os igen. Kim og Nicolai kappedes om at komme sidst ned og binde på … uklart hvem der vandt, men de fik bundet på helt oppe i stævnen, blot et finnespark fra kanonerne. Peter og harpunen hoppede i som andet hold og Steen og Kenneth ventede til sidst. På vejen ned mødte vi Nicolai og han var så venlig at sætte min tørdragtslange på. Skønt, for det er så koldt på brystet at trykke på inflatorknappen, når ikke slangen er monteret. Da vi kom til vraget hang der et par store torsk på tovet, – rigtige torsk, ikke havbasser…

Sigten var ok , 3 – 4 meter, vi svømmede frem mod stævnen og nød synet af kanonerne, der peger flot frem og opad. Bagbords kanon huser en lille buskhoved og nej, intet kamera L
Dækket vrimlede med store taskekrabber. Nogle gik frit og andre sad viklet ind i fiskenet. Især helt ude i stævnen var der en masse tyndt og nyt fiskenet. Jeg forbarmede mig over en af krabberne og skar den fri. Den kravlede en halv meter og viklede sig ind i det næste stykke net. Jeg kiggede på computeren og besluttede mig for at bruge min sparsomme bundtid på noget bedre end at redde dødsdømte krabber.

Overalt på vraget er der søanemoner, dødemandshånd, slangestjerner, krabber, bjerggylt og torsk. Et rigtig flot syn.

Vandet var ikke varmt! Det gik fint så længe vi var nede på vraget, men jeg fik lige nogle minutter på tovet og det bed godt nok i fingerspidserne. Nicolai skulle prøve sin nye trilaminatdragt fra England og han kunne vist godt have brugt en ekstra underdragt.

Oppe igen solen var det til gengæld dejlig varmt og bortset fra Peter storvildtsjæger, var der udbredt stemning for at gasse grundigt af inden vi skulle ned i kulden igen. Andet dyk var samme rækkefølge som sidst. Nicolai tog sig en ordentlig svømmetur bagud på vraget, hvor det er faldet sammen og mest ligger som store plader. Tiden tikkede og han endte med at få mindst et kvarters tid på tovet. Sten og jeg mødte ham i hvert fald på tovet både på vej ned og op J

Da vi kom ned anden gang, sad Peter og rensede torsk på bunden. Han gad tilsyneladende ikke endnu en gang at høre på beklagelserne over fiskeblod på havgassen. Vi svømmede bagud kiggede under pladerne efter torsk. Der var et par enkelte tilbage, dem lod vi være..

På første dyk havde jeg et kvarter NDL tid på bunden og selv med halvanden times i overfladen havde jeg kun 8 minutter NDL på andet dyk… Jeg tror min nye Uwatec er i den konservative ende. De otte minutter gik alt for hurtigt og jeg måtte endnu engang hænge på tovet og fryse, mens Sten (32%) bare svømmede forbi og op i varmen.

Alle mand oppe, solen skinnede fra en skyfri himmel og havet var spejlblankt. Det var næsten ikke til at forstå, og svært at tage sig sammen til at sejle hjem.

Vel tilbage i Farum kunne vi kigge på hinanden og konstatere, at det atter er blevet sæson for solcreme J

Tak for en dejlig tur.
Kenneth