Narvik 68º26’18″N Onsdag

18/11-2009

Narvik 68º26’18″N Onsdag
Jeg har så fået æren af at få lov til at berette lidt om Onsdagens dyk.
De forgik på vraget af D/S Elise Schulte, som ligger i Dyrøysundet ved Finnlandsneset meget tæt på en bro over sundet. Rederiet: Atlas Reederei A.G, Ejede gennem tiden 3-4 skibe med navnet Elise Schulte. De forliste alle. Et belastet navn.

Elise Schultze
Elise Schulte

  • Skibets navn: “Elise Schulte”, tidligere “Rounton Grange”
  • Hjemhavn: Embden
  • Nationalitet: Tyskland
  • Type: dampskib (D/S)
  • Brt: 4613
  • Dim: 117,08 x 15,90 x 8,24 meter
  • Byggeår: 1913
  • Værft: Northumberland S.B.Co, Howden – on – Tyne – nr. 199.

Kilde http://www.vrakdykking.com

Skibet sank d 10.01.1942 efter grundstødning på et dengang ukendt skær, vor skipper sagde godt nok at lodsen der var ombord sejlede på grund med vilje. Men om dette er sandt, eller det med den historie som med mange af de danske frihedskæmper historier vides ikke.

Og nu på bunden
Og nu et fint vrag

På grund gik det dog, og efter et stykke tid hvor besætning, papirer, ejendele osv. osv. blev reddet sank det og er så gennem tiden blevet til det vrag vi dykkede på denne onsdag. At skibets værdier blev bjærget er tydeligvis ikke noget der stoppede da skibet sank, da næsten alt hvad der tænkes kan var skruet af.

Lille Rødfisk på vraget
Lille Rødfisk på vraget

Dog står nødrattet stadig ude agter, dette skyldes nok kun at det er af jern.

Vraget ligger på grundt vand med knap 10 meter vand ned til bakken, hvor der er bundet en bøje fast. Største dykkedybde på vraget skulle efter sigende være 38 meter.
Skibet ligger med omkring 50° slagside til bagbord. Og var på trods af sin rimeligt ujomfruelige stand et meget flot vrag at dykke på da der var god sigt og der stadig er meget af dækshuse og overbygning tilbage, Broen er dog væk den blev bortsprængt efter krigen.

Jeg dykkede sammen med Juhl og vi nåede på første dykket hele vraget rundt, og der var skam masser at se på, Havkatte, rødtunger, dykkere og vrag. Men at der skulle være store mængder af nøgensnegle og andre bløddyr tror jeg nu ikke på. Men det var et fint vrag med kig gennem skylights ned til maskinen, svalegange, kahytter og faktisk utroligt lidt mudder.

Nøgen snegle overalt på vragene
Fin nøgensnegl på vraget

Da vi kom op viste det sig at der ved et uheld havde sneget sig noget marineliv med op på en flaske, dette blev naturligvis af synderen PPP overgivet til tures Mest troværdige (og eneste) biolog. Som ikke blev stum af glæde, desværre kan man næsten sige.
På andet dykket efter frokost som vistnok var noget med flødesovs, valgte Juhl og jeg at dykke hver for sig. Juhl vist for at jage noget andet end sovs, og jeg for at køre kultivatoren gennem lidt mudder.

I salonen blev det til en knækket suppeske og i en af messerne til en håndfuld flasker hvoraf de fleste pænt blev lagt frem til genfinding af interesserede, det var dog ikke alle der fandt dem. I kabyssen var det sjovt at se hvorledes alle jerngryderne var væltet ned i bagbord side og lå som en meget stor og uoverskuelig opvask.

Kæmpe brandmand på sidste vers
kæmpe brandmand på sidste vers

For lige at bruge lidt mere af den dyre nitrox valgte jeg som afslutning på dykket at svømme ind på det skær skibet var stødt på og lå så der og kunne se tilbage på vraget og et væld af dykkere.

Da jeg som soluret kun tager mig af de lyse timer kan jeg desværre ikke berette noget fra de øvrige 19 timer i døgnet, og bortset fra det kan jeg faktisk ikke huske ret meget fra aftenen, men jeg er sikker på at vi havde det sjovt.

Styrmand Olsen
Styrmand Olsen

Thomas

Forrige side/dag/nat Næste side/dag/nat