UV-jagttur med Havskum d. 3/1 2023

Efter flere forsøg på at komme ud efter de sidste torsk i Øresund inden fredningen frem til foråret indtræffer, lykkedes det endelig at få det hele til at klappe.

En dag med solskin – næsten lige så sjælden som torsk i Øresund…

Normalt plejer det at være en tur booket gennem Wejnold tours med alt inkluderet, men den flittige aspirant er trådt ind i de voksnes rækker.

Derfor hentede Chris Chris mig tidlig morgen, og vi satte kurs mod Farum for at hente båden. Wejnold ville møde os i havnen med kaffe og croissanter.

Vi ankommer til havnen, og solen titter frem, det er småt med bølger, og der er varmt vand under bruseren, sikke en start.

Vi får båden i vandet, og rammer hurtigt vraget, forholdene er fine med en smule strøm og en fin sigt. Wejnold var hurtigt i vandet, og sikrede markeringen var fastgjort, jeg hopper i med harpun og fanger Wejnold, som siger, at jeg bare kan tage første dyk, men i bedste tourguide stil overlader jeg selvfølgelig harpunen til Wejnold, da glade gæster i forretningen alle dage er værdsat.

Han dykker ned med mig i hælene, og tredje hul han kigger i, går harpunen af. Jeg tænker hurtigt, at missionen er lykkedes, det må vrimle med fisk.

En fin torsk kommer med op, og jeg lader harpunen i hast med tanke på alle de fisk der bare står og venter på mig. Jeg dykker ned og kigger i første, anden, tredje, fjerde, femte, sjette…… til den store frustration er vraget TOMT. Chris Chris som ikke har været så aktiv i år grundet højskole kommer i vandet og forsøger at hjælpe med at holde moralen høj. Mens Wejnold står i solens stråler og nyder otiummet.

Med kolde tæer og knækkede sjæle insisterer vi på nogle drev henover fyret for at sikre os en torsk. Forholdene er vildt flotte, men fiskene var der simpelthen ikke.

Christian Faurschou