Af Mads Ejrnæs Tønder
Det er fredag den 23. juni, og i dag skal jeg endelig til Norge. Efter at have set frem til denne tur i flere år, og uheldigvis måtte springe fra i sidste øjeblik, sidste år, så er det endelig blevet en realitet.
Klaris Sr., Tox og jeg mødes ved Svømmehallen kl. 14, hvor vi pakker Havskum som vi skal have med derop. Rasmus som overtog min plads sidste år, kører sammen med Klaris Jr. i en anden bil. De har planlagt at tage afsted ved 20-tiden. Egentlig skulle Jess også have været med, men måtte desværre melde fra kort tid forinden.

Kl. 15 er vi klar og på vej med Havskum. Eller det vil sige, vi ruller lige ud i myldretidstrafikken, som vi desværre får glæde af hele vejen fra Farum til Øresundsbroen. I tæt trafik finder man hurtigt ud af, at Havskum er en større båd end Havtasken og et par campingspejle kunne have været en rigtig god idé. Man kunne ikke se trafikken bagude i nogen af bilens spejle. Trafikken letter dog heldigvis og endelig kører vi ind i Sverige. Første stop er for at købe slik til turen. Vi stormer en ICA og 10 min senere er vi ude med tre poser med 6 kg bland-selv-slik!!! Efterfølgende prøver vi forgæves at finde et sted at spise aftensmad, men når der er midsommerfest i Sverige, så lukker landet åbenbart ned. Det lykkes alligevel at finde en McDonalds som har åbent og vi får stillet sulten.
Niels og Tox overtager styringen ved midnat og kører natten igennem. Jeg ved ikke om det var min kørsel eller om Sverige bare er et kedeligt land, men efter de to tager over, inde i Norge, begynder der at ske ting og sager. Vi tager mere eller mindre frivilligt en tur øst om Storsjøen på en lidt hullet og snoet Marguerite-rute og senere i morgendisen, er vi MEGET tætte på at snitte en stor elg, med sidespejlene. Den står og nyder lidt græs i rabatten og vi ser den ikke før vi er lige ved siden af den – måske meget godt at vi ikke havde de der campingspejle på alligevel 😉
Tidlig på morgenen gør vi holdt med udsigt til en af de mange smukke fjorde. Fjeldene har rejst sig og vi kan rigtigt mærke at vi er i Norge.

Vi pakker og hopper i bilen for at køre det sidste stykke vej – der skulle kun være 15 minutter igen – siger Niels der kender området godt. Og Niels får da også ret, da vi efter 15 minutter (efter fjerde gang Niels siger, at der kun er 15 min.) ankommer til hytten. Mikkel og Rasmus er ankommet lige umiddelbart før os, da de har valgt at tage en øhh ”smutvej” der indbefattede en færgeoverfart.

Endelig fremme, er humøret højt hos alle. Solen skinner, vandet ser for vildt ud, båden er i vandet og vi er pludselig meget friske trods den lange tur. Og så er der selvfølgelig lige en der skal sige ”Hvem fa’en er det, der har fyldt en hel pose med gammelmands-slik?”. Ingen navne nævnt, men Tox følte sig vist lidt ramt. Vi redder dagen og humøret ved at hoppe i dragterne og sejle ud – siger man ikke at havet sletter alle spor – det gjorde det nu ikke i dette tilfælde. Gammelmandsslik er vist et begreb der er kommet for at blive.
Endelig oplever jeg det de alle der har jaget i Norge har snakket om i flere år. Og hvor har de bare haft ret. Til alle jer der læser dette og som ikke har været på en tur herop, kan jeg kun sige. Norge ER et fantastisk sted at undervandsjage. Fiskene er mange og de er store. Der er arter man aldrig har set før. Gigantisk kelp dækker bunden og stikker man hovedet under det øverste lag oplever man et helt økosystem afskåret fra resten af vandsøjlen. Klipperne skaber de vildeste landskaber under overfladen, så man næsten glemmer at kigge efter fisk. Det er kort sagt fantastisk.


Den lange køretur er dog svær at komme udenom og vi er alle trætte efter den forholdsvis korte tur på vandet. Vi får aftensmad og går til køjs – for mit vedkommende allerede med mange nye indtryk. Det lover godt.
Søndag.
Vi vågner til høj sol og spejlblankt vand. Niels har været tidlig oppe og lavet morgenmad til alle med friskbagt brød som vi indtager i spisestuen med udsigt til vandet – what’s not to like!
Kl. 9 går vi i båden og sejler ud. Vi starter på Imarsundbroen og puklerne lige omkring og fanger hurtigt lidt fisk. Vi sejler ud til Jess’ kæp ved Fiskefarmen. Tox er første mand i vandet og kommer kort efter op med en rigtig stor og flot lubbe.

Jeg bøvler selv lidt med mine hjemmebyggede harpuner. Jeg har tre harpuner med herop. To specifikt bygget til Norges-turen. Den ene blev bygget til sidste års tur (90cm roller), men da turen så blev udskudt til i år, for mit vedkommende, så byggede jeg endnu en hen over vinteren (85cm fusion), Ingen af dem havde jeg fået testet nok inden turen – og det vat jo så nok lidt en fejl. Derudover havde jeg en tredje harpun med som back-up; en som har virket upåklageligt i flere år. De to nye, som er med denne dag vælger desværre begge at fejle på elastikkerne. Rasmus og Mikkel får dykket efter lidt kammuslinger, og da vi kommer tilbage til hytten om eftermiddagen, er køleboksen godt fyldt. Der bliver renset fisk og muslinger i det nye rense-hus ved bådebroen.
Vi spiser på terrassen, drikker G&T med medbragt Limfjordsgin – en gin der er produceret af vores mesterkok og uv-jæger som nogle af jer måske kender fra vores madlavnings-arrangementer på Sletten Kro.

Herefter der bliver slebet spyd og fixet elastikker.
Tox har medbragt top-liret fiskegrej og får udfordret Niels til en konkurrence på bådebroen. Kort tid efter kommer Niels op igen. Han har fanget 2 makreller og synes det var lidt for nemt. Der går et stykke tid før Tox dukker op.

Mandag:
Igen fantastisk vejr med kun svag vind. Vi sejler til Smøla broen og bliver sat af på hver vores bropille. Store stimer af mørksej ligger lige bag os mens vi dykker ned langs bropillerne for at finde eventuelle lubber og torsk. På en af turene tilbage til overfladen dykker jeg lige op igennem stimen af Mørksej der cirkler rund om mig så tæt at man ikke kan se igennem stimen, det var en ret fed oplevelse. Harpunerne spiller max efter gårsdagens reparation, men de store fisk dukker desværre ikke rigtigt op. Næste stop er områderne omkring fyret. Her er der flere fisk, men også her har vi svært ved at finde de helt store fisk. Niels genbesøger Isla de Klaris og de unge napper 130 kammuslinger mere. Vi sejler hjem og ordner fisk. Vejret er stadig fantastisk og vi spiser ude igen.
Tox fisker lidt og fanger en makrel, som af en eller anden grund er uden for konkurrencen – jeg tror aldrig jeg finder ud af de gældende regler for stangfiskende gammelmandsjægere.

Tirsdag
Det er skyet, lidt koldere og blæsende.
Mikkel tager en hjemmedag, så vi andre fire sejler ud til Smølabroen. Strømmen er stærkere end sidst, men der er heller ikke denne gang særligt mange fisk. Rasmus skyder en stor sømrokke og kort tid efter finder også jeg en.

Det bliver spændende at prøve at tilberede sådan en, der skal nok lige googles lidt opskrifter. Vi vælger at skifte lokation og sejler afsted mod fyret. Vi når dog ikke langt før Rasmus taber sit GoPro inklusiv head-mount ud over siden på båden. Vi når lige at markere en position men der er godt med strøm, 13 meter dybt og ikke verdens bedste sigt. Tox og jeg hopper i vandet sammen med Rasmus for at se om vi skulle være heldige at få øje på kameraet, men må hurtigt sande at det ser ret umuligt ud. Men lige som Tox og jeg er kommet op i båden igen kommer Rasmus op og har fundet det. Det var simpelthen et umuligt dyk! Men på en eller anden måde lykkedes det alligevel – vildt nok!
Tilbage ved fyret er forholdene helt anderledes end sidst. Der er gang i vandet og de store lubber har travlt med at jage. Det kaster nogle gode fangster af sig og Niels tager også turens største lubbe (og turens bredeste smil).

På vejen hjem stopper vi kort ved fiskefarmen Niels og jeg bliver i båden mens Rasmus og Tox tager et hurtigt dyk. Strømmen er dog helt vanvittig og suger hurtigt de sidste kræfter ud af de to gutter i vandet.
Vi sejler hjem, hvor vi møder Mikkel. Han har i løbet af dagen være ude på bropillerne ved en bro han kunne svømme til fra hytten. Han har ramt nogle meget flotte lubber som desværre ikke ville med hjem. Han har dog også snuppet en havørred, som han fik til frokost.

Vi renser vores fisk og erfarer at sømrokken er en både slimet og ru fætter at håndtere.
Der bliver vakuumpakket, vejet og noteret, som de øvrige dage, inden det hele lægges i hyttens kummefryser. Denne aften spiser vi aftensmaden (lækre spicy fisketacos) indenfor, da der er rundt regnet 20 mill. knot /m3 udenfor.
Onsdag
Solen er tilbage, vinden har lagt sig og Niels har endnu engang tryllet i køkkenet fra morgenstunden. Jeg er pissetræt og huden på min hænder hænger i laser, men jeg glæder mig. Vi dykker på nogle småøer og undersøiske pukler. Jeg finder et sted, hvor jeg i skjul af noget tang kan ligge og overvåge et område, hvor en stor flok lubber cirkler rundt og kommer tæt på. Tjah måske blev jeg grebet lidt af jagten, der blev i hvert fald luget lidt ud i bestanden her.
Vi tager tilbage til fiskefarmen. Mikkel skyder en fed torsk og kort efter råber Rasmus, at han har skudt en kæmpetorsk og har brug for hjælp, da spyddet sidder yderligt. Mikkel træder til og torsken kommer efterfølgende op i båden. Da vi ikke har fået vægten med i båden, starter en ekspertudveksling om, hvor meget sådan en bandit vejer – om det er ”måler” eller ej.

Efterfølgende tager vi til Tox Island som efter gavmildt fiskeri på både fisk og kammuslinger skifter navn til Tox Treasure Island. Også her glimter Klaris Sr. Og tager turens største mørksej.
Hjemme igen kører filet-fabrikken som smurt og fryseren får lagt et ekstra lag i. Vi får også foræret en masse kammuslingeskaller til de omkringboende tyske gæster.
Efter dagens optælling, begynder det at se ud som om, at vores kvote næsten er brugt op, så Rasmus og jeg får karantæne. Det bliver ikke direkte sagt, men som alle ved, så behøver gammelmandsjægere jo ikke at tale for at sige noget 😉
Torsdag
Torsdag bliver en lidt rolig dag, da vi ikke vil skyde for meget, til at lukke kvoten allerede denne dag. Vi har jo også en fredag hvor vi skal ud. Jeg brillerer ved at glemme mine harpuner på land. Som jeg jo tørt må konstatere ”Hvem fa’en bygger harpuner i to år til en tur, og så glemmer dem på land!!!”. Nå men jeg får i stedet skudt lidt med mit GoPro, hvilket jo også var lidt bedre ift. vores kvote. Denne dag bliver der taget mange kammuslinger. Primært af Rasmus og Mikkel, men Tox hjælper også til. Vi finder ud af en arbejdsfordeling, hvor nogle samler muslingerne mens dem der sidder i båden løbende renser dem. Så slipper vi for vægten af alle skallerne inde på land, når fiskeaffaldet efter rensning skal sejles ud og smides i vandet.

Vi er denne dag på en del forskellige spots, også på en lille ø som omtales som ”Gammelmands-øen” da først Niels og Tox har forladt båden :))
Om aftenen hjemme i hytten finder vi ud af via chat-bot’en hos det norske toldvæsen, at kammuslingerne ikke tæller med i fiskekvoten (skaldyr). Det giver os lige 10 kg mere til vores kvote til om fredagen. Totalt optur!
Fredag
Vi vågner til en grå dag, det har regnet en del om natten. Men det er turens sidste dag, og med gårdsdagens besked fra det norske toldvæsen, må Rasmus og jeg godt lege med igen.
For at lukke kvoten skal vi have 20 kg filet. Og med ca. 40% filet på pelagiske fisk, ja så skal der landes ca. 50 kg. hele fisk. Det lykkes trods en lidt kort dag på vandet. Mikkel finder endda også en fin hummer. Tilbage ved hytten får vi renset og pakket fisk en sidste gang.
Båd og grej bliver vasket og båden bliver trukket op på traileren.
Efter aftensmaden skal der fordeles fisk. Når man ser al fisken samlet, er det jo vanvittige mængder. Og med næsten 500 kammuslinger, begynder alle at tvivle lidt på om vi har plads nok i vores medbragte flamingokasser. Det lykkes lige præcis med hjælp fra Tox´s ekstra medbragte køleboks.
Vi siger farvel til Mikkel og Rasmus der har valgt at køre fredag aften.
Vi andre bliver natten over og kører hjem lørdag morgen efter morgenmaden.
Men inden vi slutter dagen, skal fiskekonkurrencen naturligvis afgøres. Det bliver desværre en lidt tam affære. Uden et eneste hug hos hverken Niels eller Tox, måtte Tox erkende sit nederlag. Det blev en trist dag på kajen for nogle – og en sand fest for andre.
Lørdag morgen kommer vi afsted fra hytte ca. 07.30 og er hjemme i Farum med båden 00.30. Det har alt i alt en vild god tur med skønne oplevelser både over og under vandet. Godt selskab, gode fangster, godt alt muligt …kæft det var godt, og jeg gør det helt sikkert igen på et tidspunkt – også selvom man, verbalt, skal høre for lidt af hvert, fra John Wayne, kvotekonge o.lign. Men som de der har været i Norge flere gange, siger ”Vi har vel alle haft en første gang i Norge” J

Mads
Ps. Klubben burde måske overveje at investere i et par campingspejle til transporten af Havskum. De koster ikke alverden og vil gøre de lange ture med båden en hel del mere sikker.