Lubbe er efter min mening en af de bedste spisefisk herhjemme!

I sidste uge var jeg på opdagelses tur med Mikkel. Turen stod på 5 nye vrag som skulle testes. Vejrudsigten så rigtig god ud om morgenen for så senere på dagen at blive rigtig windy..
Dagen startede ved solopgang. Der var fladt vand og kun et par sømil til første vrag på omkring de 20m.

Det viste sig dog hurtigt at strømmen var så kraftig at man måtte holde fast i ankertovet i mellem dykkene for så at spurte over til markeringen og dykke… hård start 🙂
Og det blev ikke bedre af at fiskene udeblev. Vi fandt nogle super lovende vrag, men fiskene var der bare ikke rigtig. Mikkel fandt dog en enkelt hummer som fik lov at leve videre.

Først på det sidste vrag, et godt smadret vrag med maks 1m højde lykkedes det at finde fisk. Det var egentlig blot for at få en enkelt torsk med hjem, men jeg blev overrasket over at spotte en lubbe. ræsende over bunden på et dyk. Taktikken blev ændret og jeg forsøgte aspetto (redaktionen har slået ordet op for novicerne i uv-jagt, og det betyder at man lægger sig i baghold) i stedet og kaldte på fisken. Jeg fik positioneret mig på et stykke vrag og kaldte og kaldte.. ingenting. Efter 1:40 begyndte jeg at tænke på at svømme opad, men så kom den fandme tilbage med høj fart i hovedet på mig. Et velplaceret skud lige bag gællerne. En fin lubbe på omkring 2,5kg blev sikret.
Fisken blev til fish and chips til 8 pers.

Lækker dag på vandet hvor moralen måske er at det er godt givet ud at starte med lidt aspetto hver gang man prøver et nyt sted?
Rasmus W