Så er det blevet forår. Det betyder at Pighvarene trækker ind på lavt vand. Der er tidligere fanget mange Pighvar i Køgebugt, så turen gik dertil. Besætningen bestod af Selina, Jesper, Rasmus og Rune.

Jesper og Rune mødes i Farum og kørte båden til Ishøj Havn, hvor vi mødes med Selina og Rasmus. Vi fik hurtigt båden i vandet og klædt om.
Vejret var fantastisk med en svag vind fra NV. Vi kom hurtigt ud til det første sted, som vi havde udset os. Det havde blæst kraftigt fra Ø optil turen, så vi var spændte på at se hvor god sigten var. Den var heldig vis fremragende. Så vi fandt hurtigt nogle områder med god pighvargrus. Men der var desværre ikke nogen pighvar, ja faktisk slet ikke nogle fisk.

Vi tog ud på lidt dybere vand. Vi fandt områder med grus, som ville være perfekte til pighvar, men der var desværre ikke nogen. Så vi måtte nøjes med at nyde lidt fridykning og den gode sigtbarhed.
Vi sluttede af på meget lavt vandt for at se om de gemte sig der, men igen uden held. Vi vidste at det var gået ned ad bakke for pighvarene i Køgebugt, men det var alligevel overraskende at vi ikke fandt nogen. Vi kan håbe, at det skyldes at vi var for tidligt ude og vandet derfor ikke var helt varmt nok.
Turens højdepunkt blev derfor Selinas hjemmebagte kagen, som vi nød på vandet.

Det var en dag, der mindede os om, at det ikke altid er fangsten, der tæller, men de oplevelser vi deler og de minder, vi skaber sammen.
Rune