Dagen stod på træning til den kommende Øresund cup, hvor Team Havbasserne skal konkurrere mod flere af Nordens bedste uvj-hold. Selvom ugen har stået på masser af vind fra vest, øjnede vi en chance med et vindhul på kun 3 m/s ifølge YR.

UVJ i det friske forårsvejr
Vi havde aftalt at mødes tidligt i klubben, og jeg fik da også en SMS kl. 5:12 om at min makker var oppe og i fuld gang.
Havtasken blev sat i vandet i Skovshoved og kursen blev sat mod Ryggen. Omkring Spidsen af Nordhavn var bølgerne så store, at vi blev bekymret for hjemturen, hvis det blæste yderligere op. Med godt sømandskab og sund fornuft (Søren Bergstrøm ville have været stolt af os) vendte vi mod det nye Uvj-vrag ved Nordhavn, og fik det lokaliseret.

Man kan jo altid jage lidt i læ…
I Hellerup havn fik vi kigget på kommende ønsker til ny klubbåd, der også kan omfatte skaffen, bad og overnatning. Med nyt mod lagde vi os i bugten mellem Hellerup og Nordhavn. Vi fik tjekket området ud, og nydt at komme i det fortsat kolde forårsvand.

Et af turens højdepunkter – kanelgifler, kaffe og en fodvarmer
Turen gik nu mod Skovshoved for at tjekke om der var noget spændende langs molen. Vi mødte en nøgensvømmerklub her. De foreslog venligt om vi kunne jage et andet sted. Der var ellers god mulighed for at tage en god måler og ny personlig rekord.
Vi sejlede også til Knud Rasmussen, hvor Teddi fik afprøvet sin dingleflaske i et dejligt dyk med op til 6 meters sigt. Jeg fik prøvet drivanker og alle funktioner på navigatoren. Endnu engang vendte Havtasken i havn med friske fladfisk.

Drivankeret…
Vi fik lært en del nye ting, så vi var svært tilfredse med endnu en lærerig og hyggelig dag på Sundet.
Dagen blev afsluttet med frokost i klubben fra Cafe Mette Jacobsen, mens vi forsøgte at forstå turberegneren på hjemmesiden.
Jess