Da vejrudsigten spåede stille vejr og sommertiden gjorde det længe lyst, prøvede jeg på at lokke pøbelen ud på dykkertur. Vel vidende om, at det var tidligt på sæsonen for tirsdagsdyk og kombineret med en sen udsendelse af mailen var forhåbningerne ikke store. Der kom et par afvisende svar, en med arbejde og en med at det var tåget. Til sidst endte vi med at være Kennet Krull og undertegnede, og eneste realistiske bud på dykkerdestination var Trykkerdammen.

Det dykker jo ikke af sig selv…
Vi kørte mod nord og tågen kom på Helsingørmotorvejen, helt præcist fra Nivå og nordpå, men med varierende tæthed. Desværre var den mest tæt over Øresund. Vi var de eneste, der forvildede os på dykkertur denne tågede og fugtige aften, men vandet var fladt og sigten godt og vel 5 meter.
Der var svag strøm og vandet var 5-6 grader varmt. Faktisk viste min computer kortvarigt 7 grader… Nu husker jeg ikke om Kenneth har en pee-valve…
Der var de sædvanlige mere eller mindre sky fladfisk og nogle mindre torsk på 10 cm. Ellers var der ikke meget nyt, der er ved at komme fedtemøg på ålegræsset, som også så småt er ved at vokse efter vinterpausen. Efter et besøg ved resterne af PADI-vraget gik det tilbage mod broen, hvor vi kunne komme i land igen efter 40 minutter.

Så er vi klar til at komme hjemad…
Efter en kop kaffe og lidt sammenpakning af grej i det klamme vejr, gik det hver til sit…
Kim R