Da fastelavnsarrangementet var blevet aflyst var der tid til at dykke i stedet. Vi kunne dog ikke mobilisere ret mange, om det var gårsdagens flaskeeftersyn eller det regnvåde vejr, det er fortsat uvist, men alt i alt var vejret nu ikke så slemt.

Skrubbe
Det var kun Søren og undertegnede, der trodsede støvregnen og de 3-4 sekundmeter fra vest, og uden at sige for meget, så var det mest spændende på turen politiets fartfælder på både ud- og hjemvej.
For en gangs skyld var der masser plads ved Trykkerdammen, men det kunne vi godt leve med. Og dykningen? Sigten var vel godt et par meter og temperaturen ca. 3 ⁰C. Strømmen var sydgående, men forsvandt dybere end 8-9 meter. Der var mange flade fra 4 meters dybde og udefteraf af varierende kvalitet, og de besad varierende grad af ”skyhed”. Men fiskene var generelt mere sky end de plejer at være på denne årstid

Endnu en skrubbe
Efter en halv times tid gik det mod land, og på vejen ind fik jeg skræmt en stenbider, der var i ålegræsset. Den flygtede med god fart inden den kunne fotograferes, faktisk har jeg aldrig før set en hurtig stenbider, så det var lidt nyt..
Da jeg nåede ind, stod Søren og holdt udkik fra broen. Han så tilfreds ud for han var mere tør end sidst. Og jeg selv – tør for tredje gang i træk, gad vide om det bliver en vane…
Kim R