Dagens bådtur med 9 personer blæste væk og blev til en lidt ynkelig erstatningstur til Trykkerdammen med tre deltagere.

Forholdene var så som så, vinden var frisk -10 m/s fra sydlig retning, så der var gang i den ved Trykkerdammen, hvor vind og højvande fik bølgerne til at slå op over broen. Heldigvis var sigten nogenlunde og i omegnen af 5 meter, når man kom ud over ålegræsset.

Der var lidt strøm men ikke noget der forhindrede os i at dykke, og der var da også lidt at se på. Der var en del eremitkrebs, der sad på mudderbunden og spiste sig i form til forårets erotiske højdepunkter, og så var der fladfisk, hvoraf flere var i overraskende god form og størrelse.

En tur ud omkring vraget afslørede, at de uskønne mælkekasser fra sidst var væk, og tak for det! , og at vraget, den smule der var, nu er splittet endnu mere ad.

Nu har vragoplevelsen der ikke været noget at skrive hjem om, men det er jo et punkt man kan bruge som pejlemærke.

Tilbage efter en times tid, så der må jo have været noget at se på. Inde ved broen var der pludselig trængsel, for der var nogle elever, der skulle i vandet. Stakkels dem, forholdene var på ingen måde behagelige for kursister – eller os, men vi kunne jo bare have ladet være..

Ved broen var der desuden ophobet store mængder af løsrevet ålegræs, der fik alle til at ligne omvandrende kompostbunker, når man kom ud af vandet…
Kim R