Seriemord i Trykkerdammen
Malte, Peter H. og Carsten kom ikke i vandet dagen før, da der var dyk på Jacobus Fritzen i Østersøen. Peter havde fået sig en armforlænger af en miniharpun, som skulle indvies, så et hurtigt søndagssmut til Trykkerdammen måtte være sagen. Peter hentede Carsten, så flaskerne kunne fyldes i svømmehallen, og vi var hurtigt ude af døren, for vi havde aftalt med Malte at mødes i Helsingør kl. 10. Snakken gik lystigt i Peters bil, og inden vi nåede at opdage det, var den helt af sig selv på vej til Peters arbejde! Vi bøvlede lidt rundt med noget vejarbejde i Holte men kom alligevel hurtigt på motorvejen og nåede kl. 10.04 op til Malte, som allerede var næsten klar til at komme i vandet, der var strøget fladt og næsten strømfrit.
Fladt og indbydende
Ud med alt grejet af bilen og så skulle Peters nye våben lige studeres. Våbenet havde ikke kostet alverden, så det skulle da blive spændende at se, om det kunne tjene sig hjem.
Seriemorderen med sin nye miniharpun
Seriemorderen med sin nye miniharpun
Vi kom i vandet og aftalte hurtigt en simpel dykkeplan, som vi naturligvis ikke fulgte til punkt og prikke. Vi sik-sakkede udad i NØ retning i det 4-6 grader varme vand, og ”trigger happy” som Peter var, skulle der snart skydes til måls.
De første spæde forsøg var tæt på men ikke gode nok. Lidt indskyden af våbenet viste sig nødvendigt, og Peter fandt hurtigt teknikken, så med hensyn til oprydning i nærmiljøet overgås Peter ikke af hverken Steven Seagall eller andre af samme kaliber!
En af de første flade skydeskiver var meget sen i optrækket, da Peter skød efter den første gang. Den ikke så meget som ænsede noget som helst. Andet forsøg var en anelse bedre, for harpunen borede sig ned i sandet til venstre for fiskens hoved og denne gang tættere på. Peter ladede kanonen igen, og pludselig kom kræet på andre tanker og forsvandt i en støvsky. Den lade flade var ikke hurtig nok til at alarmere sine artsfæller, så inden vi havde set os om, havde Peter de første to flade siddende på sin fangstsnor. De baskede og svømmede ivrigt derudaf i en sådan grad, at man skulle tro, at Peter brugte dem som UV-scooter. Vi futtede om på må og få, og de sløveste af rødspætterne måtte med Peter op, så de kvikke af arten kunne få lov at formere sig til vores senere besøg på sæsonen. Fangststatistik for Peters vedkommende: 1 flad hvert 10. minut = 6 fisk, så seriemorderens miniharpun har allerede tjent sig hjem!
Da Malte så, hvor god gang Peter havde i oprydningen, fik han (fiske)blod på tanden og fremdrog sin dykkerkniv. Nu havde Peter jo gjort et fint job, så der var ikke så mange flade tilbage til Malte, som dog nakkede to pæne rødspætter.
Under turen rundt på må og få fandt vi selvfølgelig både den hvide jolle med bunden i vejret og de sølle vragrester af Twin. Det er efterhånden svært på afstand at se, om der er tale om vragrester eller om det blot er en større dynge tang. En tur hen over resterne og ned langs de lave sider gav ikke flere fisk på fangstsnoren, så vi nød derfor det fine lys og den gode sigt på 10-12 meter. Selvom vi tøffede noget planløst rundt, fandt vi tilbage til trappen og kom op ca. 25 meter fra den efter 60 minutters hyggedyk.
Vel oppe igen gik Malte i gang med på fortovsmuren at skære hovederne af sine fisk, hvilket en kvindelig hundelufter kom forbi og så. Vi noterede os tydeligt væmmelsen i hendes ansigt, hvorefter hun skyndte sig at krydse over til det modsatte fortov.
Fish on the rocks
Der kom hurtigt gang i kaffedrikkeriet, og Peter konstaterede, at hans halsmanchet havde lukket en del vand ind. Som trøst kunne Malte byde på skønne kanelsnegle bagt af kæresten. Mums!
Snegle i sukkerdragt
Boksen med kanelsnegle fik vi også ryddet behørigt op i med besked til Malte om, at denne snegleart lægger vi gerne gane til en anden gang.
Bilerne blev pakket, og vi takkede hinanden for en hyggelig dag og skiltes.
Måske jeg snart skulle ønske sig noget fangstgrej…..
Carsten