Jeg tog ned til PPP da vejret så ud til at være super og ingen andre ville på tur. Vel ankommmet blev vi enige om at tage til Kriegers Flak ca. 30 sømil ude og lede efter et ukendt vrag.

Da vi nåede målet var alle vindmøllerne gået i stå. Måske holdt de Corona-fri. Vi søgte i ca, 40 minutter og fik et lille udslag, så dræget blev smidt og så i med PPP. Der gik ikke lang tid før han igen var i overfladen og sagde, at det var nogle store sten – øv!

Øv, men videre til et nyt vrag, der skulle være sikker. Anne eller Anna ca. 2,5 sømil nærmere mod Møn. Ingen udslag, så videre til den næste sikre. En stor bunke jern med mange små torsk på – Helene Menzell (S. S. Friesenberg red.) Jeg gik ned, men måtte op igen, da min nye automat var meget utæt ved slangesamlingen ved 2. trin. Op på stigen til Peter, der prøvede at lave den, men forgæves. Så af med den, i med en blindprop og ned igen. Der var rigtigt meget gammelt jern, men ingen billeder og heller ikke noget nazi-guld.

Videre igen til næste “nye” vrag – ned med Peter og efter noget tid kom han op igen og sagde ”Satans osse” – så må man tænke sig til resten, måske var der guld eller? Jeg sprang over, da min utæthed havde brugt lige rigeligt luft.

Det var også blæst lidt op, så ind i havn, pakke og så hjemad.
Tak for en god dag!
Søren