Vi skulle jo på tirsdagsdyk inden dagene bliver for korte, og når nu vejret tillod det. Der var et vindhul og mådelig strøm ved Helsingør fra kl. ca. 18, så vi fik sendt bil og båd af sted, og da den sidste flaske var fyldt, fulgte vi efter.

Nu er det tiden for skumringsdyk

Grejet blev smidt om bord, vi fik sat kursen og tøffede op mod Birgit/Vargön.

Solskin på havnen

Tøffede, for dønningerne krabbede en del op udenfor havnen, ¨så det var hverken tørt eller behageligt at sejle stærkt. Vindhullet var lidt forsinket, for det var der ikke, da vi sejlede ud.

Der var helt roligt inde i havnen…

Vi kom dog nogenlunde helskindede frem, og efter et par runder blev loddet også kastet, desværre mens skruen var i gang, så loddet lå ikke, hvor det gjorde gavn. Op igen og nyt forsøg, og denne gang så det mere troværdigt ud.

Fra da vi troede på det…

Jeg var klar allerede fra starten, så jeg røg i det helt strømløse overfladevand og gled ned langs tovet i en, i bedste fald, moderat sigt på ca. 3 meter. Jeg nåede ned til springlaget, hvor en rivende nordgående bundflod tvang mig til at holde i tovet og forsøge at hale mig frem til vraget. Det gik et par meter, men jeg mærkede kæden rutchede langs med et eller andet og gled af. Sigten var helt elendig, under en meter, og da jeg kom på bunden, kunne jeg ikke hale loddet tilbage til der, hvor jeg troede vraget var. Jeg returnerede, og vi valgte at forsøge på Otto i stedet.

Vi var klar…

Der var kun godt en sømil, så jeg beholdt grejet på, og Otto er nem at kaste på, når der ikke er strøm. Jeg røg i og Peter ville følge et minut eller to senere. Jeg kom ned til springlaget og så toppen af daviden, og tænkte, så kan det ikke gå helt galt. En meter længere nede lå jeg og flagrede som en vimpel i strømmen, men fik mig halet tværs hen over vraget, og undervejs fik jeg lige slået tovet rundt om et eller andet, så vi ikke trak det af.

Mand nummer to på vej!

Det var der nu ikke fare for, for kæde og lod lå opstrøms i forhold til vraget og kilede. Jeg fik halet det op på vraget, og i fællesskab fik Peter og undertegnede flyttet loddet over i læsiden og gjort fast. Det tog kun et splitsekund, for vi susede tværs hen over vraget.

Strømmen var så kraftig at nøgensneglene fik midterskilning

Herefter var det blot at finde læ for strømmen, hvilket egentligt ikke var let og hele dykket foregik i armgang. Sigten var egentlig ok, 4-5 meter, og alle sønelliker og anemoner var helt udfoldede og farverige. Der var torsk, der gemte sig mellem ”svellerne” og lidt forskellige buskhoveder og havkarusser m.m.

Den her torsk lignede en, der var træt af livet…

Men et afslappende dyk var det nu ikke og efter en lille halv time havde jeg fåret nok og gik mod overfladen, hvor der nu også var kommet lidt strøm, ikke meget, men lige nok til at man kunne blive smurt ind i alle de brandmænd, der valgte at tage turen næsten forbi…

Det er som et ungpigeværelse, hvor de prøver hinandens tøj…

Oppe i båden blev PIV gjort klar, dvs. han skulle lige have Peters termotrøje, for der var noget med en glemt inderdragt… Han dykkede efterfølgende et ret kort dyk, for der manglede vist et kilo bly eller to til at kompensere for trøjen.

Glad mand med tørre hænder

Vi fik efterhånden samling på tropperne g stævnede mod Kronborg, mens vi bemærkede at vind og bølger var noget mere medgørlige på turen ind.

Stille og roligt hjemad

I havnen var det business as usual, og retur til Farum, hvo vi takkede af lidt efter 22.

Der er meget der sal pakkes…

Kim R