Jeg var uden bil denne tirsdag, men vejrudsigten var rigtig god og jeg anglede derfor efter kørselshjælp på Havbasse-turnettet. Det virkede, Ali tilbød at hente mig på vej til Helsingør og han kom i god tid, så vi var i Helsingør omkring 45 minutter før resten af holdet.

Jøsses et kaos, når 9 Havbasser skal klæde om og pakke båd, men båden kom i vandet og blev fyldt op med forskelligt grej, intet blev glemt og alle var glade. Nu skulle vi så bare sejle et par sømil, ud til vraget af den engelske damper S.S. Otto. Det var roligt vejr og strømmen var heller ingen udfordring – endnu, så Kasper blev smidt i for at gøre fast i vraget. Han kom dog snart op igen og meldte om meget strøm på bunden og at loddet derfor var revet af vraget. Anden gang var lykkens gang og signal-flåddet kun hurtigt i overfladen, så vi kunne fastgøre båden og påbegynde dykningen.

Vil man nyde friheden ved dykning, skal man ikke pakke det ind i for mange regler og procedurer. I Havbasserne nyder vi meget friheden og jeg fik kantet mig gennem mængden af udstyr og dykkere og nåede i vandet som nummer 3 eller 4. Nedad gik det og nu begyndte jeg at forstå besværlighederne, med at få loddet til at blive på vraget ved første forsøg. Strømmen tiltog med dybden og var på vraget omkring en knob, flere steder var der så meget turbulens, at jeg simpelthen blev drejet rundt og måtte holde fast i vraget. Men sigten var sjælden god, det er svært at sætte meter på, da det jo var blevet halvmørkt, men den var på den gode side af 5 meter.

Der var gjort fast i bagbords side ved broen, i et jernspant vi tidligere har bundet i og jeg svømmede nu mod agten. Her kunne jeg oppe i vandet over mig, fange de store sej i lyskeglen og de skinnede helt op i mørket, når lyset ramte dem – et flot syn. Jeg rundede vragets agterende og fulgte nu styrbord side frem mod stævnen. Det var især her jeg mærkede turbulensen, jeg vristede en taskekrabbe fri fra dens skjul men lod den gå, eller rettere rulle afsted, da strømmen her var meget kraftig. Fremme i stævnen, hvor der nu er meget åbent i underetagen, var det som at kigge ind i en vaskemaskine, tang, vragrester og småfisk blev hvirvlet rundt og rundt af strømmen, hvilket jeg lå lidt tid og lod mig underholde af.

Herfra gik det tilbage langs bagbords side og sigten var så god, at jeg allerede herfra kunne se lysglimtene fra de to strobes, som var fastgjort på bundtovet. Men da jeg kom nærmere var det noget andet lys som optog mig, to lyskegler flakkede vildt rundt i alle retninger og da jeg kom tættere på, kunne jeg se hvad der var los.

For det var præcis hvad der var galt, bundtovet var gået løs, eller rettere det jernspant som Kasper havde gjort fast i, var knækket og både Kasper og Peter kæmpede nu en desperat kamp, for at det hele ikke skulle drive af vraget. Der var ikke plads til, at vi kunne være 3 mand om at holde om kæden med den ene hånd og i vraget med den anden. Så jeg tog en hurtig beslutning, forlod vraget op ad bundtovet så hurtigt jeg fandt det forsvarligt og råbte ”BIND AF” idet jeg gennembrød vandoverfladen, båden blev hurtigt bundet af og det mindskede nu trækket i tovet betydeligt.

Jeg forstod nu hvad årsagen til det passerede var, vinden var tiltaget betydeligt og sammen med den kraftige strøm i hele vandsøjlen, havde trækket i tovet åbenbart været for meget, for det jernspant som ellers tidligere har holdt Havgassen sikkert på plads.

Vi kunne på navigatoren se, at bøjen ikke havde flyttet sig, vi forventede derfor at missionen var lykkedes og at Kasper og Peter havde fået gjort fast et nyt sted. Vi holdt os nu tæt til bøjen og efter noget tid, kom Kasper i overflade og kunne bekræfte, at der igen var gjort fast i vraget. Kasper var nu meget træt, havde tabt sin kniv og sin dykkecomputer i kampens hede og havde ikke mere luft i flaskerne, end til et par fest-balloner. Vi fik igen gjort Havgassen fast i bøjen og de resterende 3 mand kom nu sikkert i vandet og fik deres dyk. Men de som havde svømmet rundt på vraget under alle strabadserne, havde ingen anelse om, at de havde været sekunder fra, at skulle lave en fri opstigning i kraftig strøm, tusmørke og tæt på én meter bølger.

Men som altid endte det lykkeligt, Thomas fandt Kaspers dykkecomputer, alle havde nydt den gode sigt og grillen var også blevet tændt, trods blæsten. Vi drev nu med vind og strøm mod syd i det tiltagende mørke og der blev delt grillede burgere med chili-ketchup rundt.

Da alle havde tygget af munden og drukket deres øl, startede Juhl op og satte kurs mod Helsingør havn. Vi blev nu igen mindet om, at Havgassen er rigtig god at dykke fra, men ikke så god at sejle i, ikke de bølger i hvert fald, for vandet væltede ind over os og Kasper som havde svedt sådan under det hårde arbejde for fællesskabet, havde været så uforsigtig at tage dragten af.

Det kan sgú da noget det der tirsdagsdyk, jeg glæder mig til næste tirsdag.

Allan Jensen