Det er ikke nemt at være dykker i øjeblikket, vejret driller og folks lyst til at udfordre vejrudsigterne er ikke stor.

Heldigvis ville PPP prøve sin nyindkøbte båd og derfor kørte Henning og undertegnede til Vordingborg, hvorfra vi skulle sejle ud til Landgangsbåden. Vi fik læsset grejet til et dyk, for det var nok det, vraget kunne bære. Hvis man havde lyst til mere, kunne man jo bare gentage successen med samme flaske, for dybden var jo på alle måder overkommelig.

Der var ingen strøm, da vi nåede frem til positionen og der var kun let vind, Henning blev kastet i for at gøre fast, og PPP og undertegnede fik lige genopfrisket minder fra gamle dage, hvor dykningen fyldte mere i vores liv … Underholdningen stod en nysgerrig sæl for, den holdt sig tæt på båden, men dog på sikker afstand (armslængdeprincippet).

Dykningen var vist ok, Henning var nede en times tid og Peter havde da også været nede længe, så jeg havde store forventninger, da jeg røg i. Der var ingen strøm i overfladen, men det var der lidt strøm på langs af vraget og strømmen rev sediment op fra bunden. Det hjalp på sigten, der højst var et par meter, altså noget under, hvad man kan forvente på de kanter.

Der var lidt efterladenskaber fra krigens tid, men det var noget nedbrudt. Der var ikke meget biologi at blive begejstret over, krabber og sortmundede kutlinger var det eneste, der futtede rundt dernede. Og selvfølgelig muslinger overalt.
Efter ca. tre kvarter bandt jeg af og skulle stifte bekendtskab med Peters stige. Det gik, men jeg var nu glad for at der ikke var noget strøm.

Herefter debriefede vi i solskinnet og da vi havde sunket indtrykkene, gik det tilbage til slæbestedet, hvor vi relativt nemt kom hen over kompostbunken og fik båden på traileren og tømt for det, der ikke skulle hjem til Peter.

Kim R