Stille vejr på Øresund d. 20/1 2023

Endelig en dag med dykkevejr, Steffen og Kim slog en tur op på Havbasse-mailen i Havgassen. Men med tanke på temperaturen, foreslog jeg at vi kunne sejle i min båd, da jeg meldte mig til. Det blev vel modtaget, en opvarmet kabine kan godt konkurrere med den kortere sejltid.

En tur i lukket båd gør det hele meget mere behageligt!

Da jeg vågnede ved 8-tiden, var det klart og stille vejr, men ved 10-tiden lagde tågen sig tykt i min have og jeg blev ærlig talt lidt ængstelig. Jeg kørte på havnen og også her lå tågen tykt over sundet – suk. Jeg varskoede Steffen, Kim og også Anders Erbs, som havde meldt sig på, om en mulig aflysning, men at vi måtte se tiden an lidt endnu.

Ikke alle aktiviteter kunne klares inde i varmen…

Tågen lettede igen og snart var vi på vej tværs over Øresund, for at starte 2023 op, med et dyk på Robert. Vraget blev hurtigt scannet og loddet smidt i agten, Anders formåede at binde på på 7 minutter, trods det at sigten var tættere på en halv, end på én meter de fleste steder. Havde jeg ikke været på vraget hundredevis af gange, havde jeg givet op efter meget kort tid, men jeg genkendte hurtigt pullerten hvorpå der var bundet fast. Det var bagbord side lige foran poop-dækket, så jeg startede med at svømme agten rundt langs først lønningen og siden søgelænderet, hvorefter jeg krydsede tværs over vraget, langs skottet mellem lastrummet og beboelsen agter. Herefter frem mod broen i bagbord side, indtil jeg nåede denne. Her begyndte modet at svigte, især da tallene på min Suunto næsten ikke kunne aflæses, jeg huskede pludselig godt at den havde vist ”low” på batteri de sidste par dyk, men NU bliver batteriet skiftet.

Der var ingen vind på hjemturen

Jeg vendte om og svømmede tilbage til påbindings stedet, tog den rundt om agten i modsatte retning end før, kun afbrudt af søgen efter rødtunger i revnen under styrbord skandæk, hvor der ofte er velsmagende rødtunger, som kan overrumples med hånd og kniv. Herefter var det bare at stige langsomt op i lyset og konstatere at jeg kun havde været på vraget i 24 minutter. Det føltes meget længere.

Lidt deco skulle der til og så op i solen, fra bundtovet og mod lejderen nåede jeg lige at hilse på Kim, som var på vej ned som sidstemand. Oppe i båden, fik vi os en kold øl i det fine vejr og jeg hørte Steffen og Anders tale en masse rebreather teknik jeg ikke forstod, men hyggeligt var det.

Efter en halv times tid var Kim også tilbage, bundtovet op, dykkerflaget ned og så afsted mod Rungsted. En rigtig hyggelig sejltur i havblik og vi talte selvfølgelig om alle de som ikke var med, mens vi fik både øl og Underberg. Kort tid før vi nåede Rungsted, mødte vi en sæl som lige ville hilse på, tilbage var nu bare at tømme båden og fortøje den. Nu er vi i gang.

Allan Jensen