Der var mere vind, end vi havde forventet, så vi diskuterede hvad vi kunne få ud af dagen. Vi aftalte, at sejle ud til Mirs og derefter vurdere om vi ville fortsætte. Forholdene var dog nogenlunde, så vi valgte at fortsætte mod Stenfragteren og tage Mirs på returen.

Vel ankommet  ved Stenfragteren blev loddet smidt og vi bemærkede at der ikke var stærk strøm, men der var vind og bølger.

Juhl hoppede i og blev snydt lidt af at strøm og bølger ikke gik helt samme vej, så der skulle padles igennem for at få fat i tovet. Det lykkedes og kort efter lå flåddet i overfladen som tegn på at der var gjort fast.

Herefter gjorde Thomas og undertegnede klar og lod René være kaptajn et par minutter, mens Juhl klatrede op… Vi havde lige talt om, at  der ikke var brandmænd i overfladen, men det tror da f…, når de alle sammen er fra 3 meter og nedefter – til gengæld var der mange. Sigten var formidabel, + 10 m i mellemvandet, men det lukkede lidt ned mod vraget, hvor der var 3-4 meter, hvis der ikke var nærkontakt med den meget bløde bund.

Vraget var fyldt med taskekrabber, primært hunner, der bar rogn. Nogle af dem var så store som middagstallerkner 😊 Ellers var der en masse nøgensnegle og æg deraf, mange langer og nogle torsk i forskellige størrelser        .

Da jeg havde haft mine 40 minutter ville computeren til at straffe mig, men med tanke på at løbe spidsrod mellem brandmændene på tovet, fortrak jeg mod overfladen, mens opgaven var tålelig. Tilbage i båden var Juhl, ved at grille, så der var varme pølser lige så snart flasken var taget af.

Der gik ikke længe, så kunne vi mærke at der var bundet af, og René kom hurtigt op, han kunne vist fornemme, at der var mad i farvandet.

Herefter sejlede vi mod Mirs, en noget bumpet tur, søen var ukomfortabel og bølgerne byggede op. Fremme ved Mirs var det som altid svært at få ordentligt udslag på ekkoloddet, men loddet kom i  og Juhl med .

Heller ikke her tog det mange minutter og Thomas og jeg hoppede i. Forholdene var som på Stenfragteren, rigtig god sigt indtil lige over vraget, men sigten på vraget var 3-4 meter, hvilket er ualmindelig god sigt på Mirs.

Igen masser af taskekrabber og en enkelt fin hummer var der også. Også her var der en del langer og nogle torsk. Der var ikke så mange fiskeliner på vraget, som frygtet, efter vinterens torskestop i Øresund.

Herefter op, hvor vi havde fået en ny legekammerat. En sule holdt sig helt tæt på båden og kiggede nysgerrigt under vand ved båden.

Den var på det nærmeste håndtam, men var ikke interesseret i ristede løg og syltede agurker. Renés bobler på tovet var åbenbart interessante og René dykkede ud lige ved fuglen, som fulgte pænt med ham helt hen til båden. Sulen blev ved båden, men vi skulle jo hjem og vores nye ven så ked ud af det, da vi sejlede væk…

Kim R