Gammelmandsjægernes Centralkomité havde planlagt en ”Stenbidertur –Nu med aupair” der skulle finde sted i weekenden 18.-20. marts. Desværre blev aupair’en forhindret i at deltage, så med kun 5 dage til afgang blev vi nødt til at finde en erstatning.

Det skulle være en rummelig, venlig og undseelig person. Helst stille og medgørlig. Det kan måske undre at valget fandt på Jess. Men der er jo det skønne ved Jess, at man får penge for at passe ham. Jess går troligt på ”arbejde” hver eneste dag uden at vide, at den specialklasse han ”arbejder i” har ham stående som elev i deres system. Vi snakkede med Jess kone, og hun tilbød gladeligt en rundhåndet betaling, hvis vi ville passe ham i weekenden.

Fredag d. 18. marts afhentede skolebussen med Chauffør Frank, Jess i Farum. I Ølstykke var Storfangeren og Coach i fuld gang med at laste den gode pølsebåd ”Stealth”. En 14 liter gryde til kogning af alle de mange hummere vi skulle fange, en vakuumpakker str. Xl , samt en transportabel fryser til den store fangst. Kom ikke og sig’, at Gammelmandsjægerne ikke er velforberedte.

Skolebussen ankom til Ølstykke og kl 15.30 kørte vogntoget afsted. På børnesædet sad den læreruddannede Coach og holdt øje med om Jess pillede ved noget. Om Jess alligevel havde pillet ved noget skal være usagt, men under alle omstændigheder, så kørte alt på skinner indtil mørket faldt på, og vi kunne se, at lyset på traileren ikke fungerede. Sidelyset var røget af traileren, og lygtebommen fungerede ikke. Heldigvis have Storfangeren medbragt et sæt magnetiske baglygter, så efter kortvarig panik kunne vi køre det sidste stykke vej til bondehuset på Thyholm. Med hensyn til lygter, så var det ikke Jess skyld, at han ikke havde lygter med. Dem skulle hans kone have pakket ned i hans taske.

Kl 20.30 ankom vi til overnatningsstedet. Huset lå på en meget smal vej, og bakning med bådtrailer kan være vanskeligt. Da det blev foreslået, at man bare kunne køre ind og vende på den forårsbløde græsplæne måtte Coach tale med store bogstaver. Han nedlage forbud, hvorefter han gik ind og anrettede aftensmaden. Efter et stykke tid kom resten af holdet ind. Græsplænen var pløjet op, og Coach måtte skrive en undskyldende mail til udlejeren. Stemningen var en smule trykket ved bordet. Efter et par flasker vin var stemningen igen høj. Jess blev puttet i sofaen, mens de voksne fik hvert deres værelse.

Efter en solid morgenmads buffet kørte vi næste morgen mod slæbestedet. Det var blevet livligt diskuteret, hvor vi skulle jage. Udfordringen var, at Coach har en udpræget procesorienteret tilgang til jagten, mens Admiral Gellert udelukkende går efter sejren/fangsten. Storfangeren er mest interesseret i frokosten, og Jess fedtspiller altid i forhold til sine spots (eller også er det bare for at kunne spille bagklog). Hvorom alting er, så er det Coach der bestemmer, så vi skulle selvfølgelig afprøve nye spots til gavn for klubben.  Vi kørte derfor til Remmer Havn, men havnen var imidlertid  sandet helt til. Lemvig Feriepark blev næste fixpunkt. Det var på dette tidspunkt, at Jess roligt spurgte Storfangeren om han havde husket nøglen til båden………

Der blev helt stille i bilen, og man kunne nærmest lugte koldsveden. Frank var meget løsningsorienteret, mens Storfangeren mærkede efter i de tomme lommer. På dette tidspunkt blinkede Jess til Coach. Han havde nøglerne. Der blev bandet højlydt fra førersædet, men planen blev, at vi kørte til Lemvig. Fik båden i vandet, og Storfangeren så kørte tilbage efter nøglerne. Jess spillede formidabelt skuespil på bagsædet. Forrige aften blev gennemspillet flere gange for at finde ud af, hvor nøglerne kunne ligge. Storfangeren virkede meget brødebetynget, mens han styrede bilen gennem det tågede landskab.

Da vi nåede Lemvig var tågen lettet og slæbestedet så fint ud. Jess overrakte bådnøglerne til en lettet Storfanger og alt var fryd og gammen. Første spot var et kæmpe stenrev i nærheden af Lemvig. 3 jægere blev sendt i vandet, mens Storfangeren passede båden. Solen skinnede fra en skyfri himmel, vinden var let og sigten ca. 0,5-1 meter. Stenrevet var fint, men virkede som om, at hummerne endnu ikke var kommet ind fra dybere vand. Admiralen fandt dog en enkelt lille hummer, men ellers var vi mest optagede af at få registreret spøgelsesgarn. Det var ganske voldsomt så mange der lå i dette område.

Efter ca. 1 time i det 5 grader kolde vand, så valgte vi at krydse Nissum Bredning til næstespot, hvor det skulle vrimle med stenbidere. Jess blev i båden, mens vi de andre afsøgte det flotte stenrev på meget lavt vand. Vinden havde lagt sig helt, men sigten var desværre lidt ringere. Som bestilt var der stenbidere, men kun hanner. Der blev hjemtaget 2 stk som kommer i røgovnen snarest. Coach kom hurtigt op af vandet og startede gasblusset op, så pølser og bacon kunne fylde de tomme depoter. Storfangeren kom også hurtigt op, mens Admiralen vanen tro svømmede langt og længe. Resten af selskabet nød et par Gammelmandshotdogs, og da Admiralen råbte om man kunne blive hentet var svaret et klart og tydeligt ”NEJ”. Vejret var så smukt og stille, at vi kunne høre ham på lang afstand.

Da Admiralen endelig havde kæmpet sig tilbage sejlede vi roligt mod det sidste spot. Her var Jess sikker på, at hummerne lå i lag og ventede på at blive hentet. Båden blev efter et par forsøg ankret perfekt op på 3,5 meter vand, og så gik den vilde hummerjagt. Sigten var noget udfordrende, men der blev hurtigt spottet hummere, men de var alle på nær en enkelt med rogn. Coach kunne fornemme, at vi ville gå sultne i seng, hvis der ikke blev ændret strategi, så han begyndte i stedet at samle taskekrabber. Dem var der nemlig mange af.

Admiralen sad lidt uroligt på båden. Han er som tidligere nævnt usædvanligt fangst/konkurrence-orienteret, og selvom han havde fået føjet en stenbider til Vintercuppen, så manglede der stadig en hummer. Da han endelig kom i vandet gik den vilde jagt uden den store succes. Selvom Admiralen kan syne ung af sin alder, så opstod en smule uro, da han skulle hentes op. ”Jeg har krampe”, råbte han. Hvor til Coach rolig spurgte, om han havde brug for hjælp? ”Jeg har krampe”, lød det lidt mere desperat. Coach spurgte Storfangeren om han skulle springe ud og hjælpe, men nåede ikke i vandet før Admiralen brølede ” Kan I for helvede da ikke lige sejle hen til mig”. Jess lå på sikker afstand af den voldsomt ophidsede Admiral, men fik også lige en bredside, da han meget tydeligt fik ordre på at samle Admiralens bøje op. Den havde han nemlig smidt fra sig. Da Jess efterfølgende prøvede at forklare Admiralen, at man skulle ”kravle op” på bøjen, hvis man kom i problemer blev det ikke vel modtaget……

Men alle kom sikkert ombord og vi sejlede tilbage til Lemvig, hvor båden blev trukket op, og turen gik mod bondehuset, hvor Storfangeren anrettede en storslået fiske- og krabbe/hummer buffet. Der opstod en trykket stemning, da morgendagens jagt- og hjemtur skulle planlægges. Storfangeren og Coach insisterede på, at vi skulle være i havn senest kl 13, da vi havde en lang tur foran os. Admiralen, der endnu ikke havde fanget en hummer, var presset over udsigten til en kort tur i vandet. Tænk nu, hvis han ikke fandt en hummer. Endnu engang skar Coach igennem. Vi skulle være tilbage i Struer Havn kl 13, så måtte vi stå lidt tidligt op og ramme vandet kl 9. Vækkeurene blev stillet til kl 7, og en flok trætte Gammelmandsjægere gik i seng, mens Verdens ældste ungdomsjæger stenede fjernsyn i stuen.

Kl 5.25 begyndte det at støje i køkkenet. Admiralen er ikke så let at styre, så han havde egenhændigt besluttet, at kl 7 var alt for sent, hvis han skulle få nok tid i vandet. Der blev bumlet rundt og alle mand kom på dæk noget tidligere end forventet. Coach er morgenfrisk, så han påbegyndte et engageret længere foredrag om pædagogik, hvorefter de andre bad ham om at hoppe op i båden og tage imod bagagen. Der stod han så i 30 minutter uden der skete noget….

Vi var allerede klar til afgang fra Struer Havn kl 8.45. Kursen blev sat i nærheden af Struer, hvor vi skulle ligge i læ for vinden der havde taget til i styrke over natten. Der var noget vind og sigten var max 1 meter, men der var straks hummere. Desværre var der kun rognhummere med størrelse, men rigtig mange lige under målet. Efter et par timer i vandet blev det besluttet, at rykke sydligere, hvor vi håbede at ligge mere i læ.

Klokken var blevet 12 da vi nåede sidste spot. Det kan diskuteres (og det blev det), om vi bare skulle været startet der. Sigten var i top 2-3 meter. Hummere var der mange af. Samtidigt med at vi kunne nyde synet af de store flotte søanemoner. Desværre havde vi kun kort tid i vandet, men Storfangeren fik snuppet sin første hummer, og coach tog for sig af retterne. Admiralen kunne glædesstrålende løfte turens største hummer ombord, så alle var glade. Jess begyndte selvfølgelig at brokke sig, og mente at vi straks skulle være startet der. Han vidste jo der var mange hummere.

Da båden skulle på land var det lige ved at gå galt. Storfangeren havde ikke lige fået monteret el-spillet (selvom Coach havde fået specialsvejset flere beslag til formålet). Det gamle spil kørte så trægt, at vi måtte køre båden op selvom der manglede 30-40 cm i optrækket. Det gik, men mon ikke det el-spil er på plads næste gang pølsebåden skal afsted.

Turen hjemad gik som forventet. Det andet sidelys på traileren røg af. Jess fortalte sjofle historier på bagsædet. Admiralen indrapporterede på livet løs fangster til Vintercuppen, mens Coach forberedte sig ved at se store idrætspræstationer på mobilen. Storfangeren bragte holdet sikkert til Ølstykke, hvor vi tømte båden og fordelte rovet.

Alt i alt en fuldstændig forrygende tur. Fremragende selskab, mange grin, og så ellers bare en masse Gammelmandssnak (ikke for sarte sjæle). Som beretningen afspejler, så er det at være Gammelmandsjæger 80% hygge og 20% jagt. Helt uden forventningspres.

Beretning

Morten ”0-tur” Krarup