Skaldyrs-safari i Limfjorden d. 27.-28. december 2015

Et vindhul og udsigt til hyggeligt selskab fik os til at rykke et par dage ud af kalenderen for at supplere nytårsmenuen med lidt friskfangede skaldyr. Turen startede med at rejse mod Limfjorden, nærmere bestemt Mors, hvor vi skulle overnatte hos Jørgen og Kersti, som vi før har besøgt. Denne gang skulle vi mødes med Jørgen og nogen fra “Krabben” og “RSK”, i alt en 10-12 stykker, som fejrede mellem-julen med frokost på Fur Kro.

Next Stop Fur - der hvor regnbuen ender!

Next Stop Fur – der hvor regnbuen ender!

Pga. tidsnød og det praktiske (pisøsende regn det meste af vejen og små veje i Jylland) endte vi med at køre direkte til færgen til Fur, hvor vi havde mindre end ét minuts ventetid, inden vi sejlede de få hundrede meter over til Fur. Sejlturen var kort, men vi kunne godt fornemme at den hårde vestenvindvind og bølger på ingen måde var dykkeregnet og der var regnbyger oveni. Det eneste positive ved vejret var den smukke og intense regnbue, der var over Fur. Færgeturen og valget om at køre selv gjorde, at vi nåede frokosten præcist rettidigt! Og denne frokost var ikke inspireret af juletiden, men bøf og bearnaisesauce fungerer jo også. Og Fur-pilsner kan bestemt også drikkes.

Meget hyggeligt og vi fik kalibreret lidt af vores fælles fortid, så vi var enige om, hvem der havde gjort hvad og hvornår og hvis skyld det i øvrigt var! Men der var jo ikke hundrede procents enighed om alt, og specielt hvornår er blevet sværere de senere år. Alting føles som om det lige er sket , men det ligger ofte adskillige år tilbage.

Efter et par hyggelige timer sejlede RSK i deres RIB og efter kort tid sejlede folkene fra “Krabben” med Jørgen som skipper til Nykøbing. Allan og undertegnede tog færgen tilbage. Vi mødtes med Jørgen i Nykøbing efter en proviantering hos havnekøbmanden, og vi fik en hyggelig aften! Vi skulle dog ret tidligt op for at udnytte de lyse timer maksimalt, det var noget med afsejling kl. ni…

Der gøres klar til afgang!

Der gøres klar til afgang!

Og vi da også klar på havnen ca. kl. ni, hvor René fra Randers stod klar til at tage med ud. Allerede i havnen så vi, at sigten ikke var prangende, men vi troede/håbede på at det ville være ok og vinden ville ifølge prognoserne lægge sig yderligere, så vi rykkede ud.

Der er mange historier, der skal fortælles...

Der er mange historier, der skal fortælles…

Sejlturen gik da også ok, og efter lidt spidsrod mellem muslingefarme og garnbøjer og andre sejlafmærkninger, fik vi Allan i vandet. Vi kunne se på stigen, at sigten i overfladen var ca. en meter, men Allan var tilbage efter knap ét minut og rystede mismodigt på hovedet – mindre end 10 cm sigt!

Han ser trist ud, men han fik dykket - mindre end ét minut!

Han ser trist ud, men han fik dykket – mindre end ét minut!

Vi sejlede til Salling Aqua Park for at se, om sigten skulle være bedre der, hvor der var lidt dybere. Igen var Allan i vandet og denne gang trak han dykket lidt længere ud, måske halvandet minut. Sigten var også marginalt bedre. Og Allan kan nu skrive Salling Aqua Park ind i logbogen :-), selv om han nok helst var fri!

Havets Detektiv leder efter Aqua-parken i den dårlige sigt!

Havets Detektiv leder efter Aqua-parken i den dårlige sigt!

Vi enedes om at opgive dykningen og i stedet forsøge at samle stillehavs-østers til nytårsaften.

Så er der slut med dykningen denne gang!

Så er der slut med dykningen denne gang!

Det var nu heller ikke nemt, for vandet var så uklart at selv en halv snes centimeter vand kunne skjule bunden helt. Vi skulle hele øen rundt, og fik våde sko og sokker i forsøget på at finde et egnet sted. Det lykkedes dog til allersidst i det svindende lys og på de sidste dråber benzin på bilen at nå ud til et sted, hvor de famøse østers lå fra vandkanten og udefter. Vi kunne samle de østers, der lå på det allerlaveste vand, men det var også i rigelige mængder.

Herefter gik det tilbage til Nykøbing og rykke lidt rundt på et par ting og sige pænt farvel og tak til Jørgen og Kersti. Og så af sted mod Hovedstaden…

Kim R