S.S. Robert d. 27/4 2019

Vi skulle samles til den store arbejdsdag i klubben og lave div ting og sager. Efter ALT det hårde arbejde var det meningen at vi skulle dykke, men vejrudsigten var ikke den bedste så jeg havde ikke taget udstyr med.

Der var masser af småkravl

Kasper overtalte Kim, Steffen og  jeg til at tage afsted. Jeg skyndte mig hjem efter grejet men desværre kom jeg sidst i havnen (Rungsted) og vandt retten til at skrive beretning.

Båden i vandet,udstyret i og så afsted på et noget fladere Øresund end forventet. På vej mod Robert passerede vi midtfarvands bøjen som stod i en vinkel af ca 45 grader så der var godt gang i strømmen.

Det er forår for eremikrebsene, de myldrer frem overalt!

Endnu engang mistede jeg lidt håbet om at dykke, tænkte at det nok lige var i overkanten med så meget strøm.

Da vi ankom til Robert havde Kim gjort loddet klar så Steffen skulle bare finde vraget og det tog ham ikke lang tid. I med loddet og herefter Kim for at binde på. Efter ca 10 min kom flådet til overfladen og så ville Kasper gerne i inden linen blev fastgjort til båden, så afsted med ham.

Rejerne er der altid og de er ikke sky…

Efter ca en 30 min kom Kim op i båden og kunne berette om 2 meter sigt og godt med strøm ned til ca 15 meter.

Først Steffen og så mig lige i hælene på ham.

På ca 15 meter vand syntes jeg at dragten strammede lidt rigeligt så jeg måtte lige lukke lidt luft ind, men der skete ikke rigtig noget. Mærkede efter og der sad ikke nogen slange på dragten, prøvede at få fat på slangen fra dragtgas men den kunne jeg ikke finde, så jeg nappede pisken fra bailout flasken. Hold da op det var dejligt, videre ned af torvet det gik ,og da jeg mødte Steffen på vraget fik jeg lige lidt hjælp til at montere den rigtige slange på dragten.

Og lige en nøgensnegl endnu fordi der var så mange…

De 2 meters sigt passede meget godt, Steffen førte an så jeg kunne tage lidt billeder. Masser af snegle, så der var rigeligt at tage billeder af og da jeg lige skulle prøve nogle nye ting med mit kamera passede det jo meget godt.

Ud forbi masten og tilbage rundt om agter, lidt ud mod broen og så mente Steffen at de 10 min deko, vi havde samlet op, måtte være nok, så vi svømmede tilbage til tovet, bandt af og op i det lidt varmere vand til lidt deko hygge.

Tilbage i båden fik vi styr på alt grejet og lidt vådt til halsen imens vi tøffede stille og roligt mod Rungsted.

Kasper er glad og med fyrre knob kom vi hurtigt “hjem” til pølsevognen.

Kasper styrede båden med sikker hånd ind til slæbestedet, hvad der så skete derefter er jeg ikke helt klar over men nu stod Kim med dragt og blybælte på og båden var blevet flyttet.

Kasper havde vist nok tabt nøglen til bilen i vandet, Så tak for kvajebajer  Kasper.

Nøglen var ikke “vist nok tabt” – den lå dernede…

Kim fik bjerget nøglen så vi kunne få hentet kassen og få båden op.

Tak for en god tur.

Kenneth