En meget udfordret morgen var lige ved at koste min dykketur, og faktisk også Kaspers, for jeg skulle have en flaske med til ham. Men jeg nåede frem med kun 10 min forsinkelse, hvilket var en præstation i sig selv, men det blev ignoreret af resten af holdet, der blot lagde endnu mere pres på mig for, at jeg skulle blive klar. Og jeg havde knapt sat foden på dækket af Lummerskuden før jeg skulle skubbe fra og turen var begyndt. Dagen mål var Robert. Det har det efterhånden været en del gange, hvor vraget, hver gang vi har været forbi, har været overplastret med garnbøjer.

På vej mod dagen dykkemål

Sejlturen var som sædvanligt meget behagelig, og der er nu engang dejligt varmt i et opvarmet styrehus, hvor vi kunne se bøjerne hælde i en ret kraftig nordgående strøm på vestsiden af Hven. Jeg fik fornøjelsen, eller straffen om man vil, af at binde på, så jeg benyttede sejlturen til at krybe i dragten, for på den måde at indhente lidt af forsinkelsen.

Strøm var der nok af på vestsiden af Hven

Da vi nåede hen til vragpositionen kunne vi med glæde konstatere, at fiskerene ikke havde flere garn tilbage, og derfor havde taget deres bøjer med hjem. Jeg hoppede i, og der var kun en ganske let strøm. Der var rigtig god sigt i de øverste 20 meter og derefter aftog den til ikke at være særlig god. Loddet lå ganske tæt på en pullert i bagbords side, så der blev bundet på i en fart. Vraget var helt viklet ind i garn og liner, så det var en ukomfortabel tur rundt. Garnene stod op i vandet mange steder, så man skulle være opmærksom, og der var desværre mange døde fisk i garnene. Der var dog også rødtunger, der havde undsluppet garnfælderne og de efterfølgende krabbeangreb, men det var ikke lige dagen, hvor man skulle slås med fangstsøm og sprællende fisk.

Jeg havde efterhånden fået nok, det mente min computer i hvert fald, så jeg svømmede tilbage mod bundtovet, hvor jeg begyndte turen op til det koldere overfladevand, selv om man ikke burde klage over 5 grader i februar. De sidste dykkere i båden gjorde sig klar og bortset fra enkelte mangler på rutine, så blev det hele afviklet i god ro og orden.

Thomas på genopfriskningstur

Da sidste mand var kommet op, skulle vi sammenligne lækager, og for en gangs skyld var det ikke mig der vandt, faktisk slet ikke, for jeg var kun let fugtig i den ene støvle. Søren var drivende våd i den ene fod, Kasper var drivende våd over det hele, Allan var lidt fugtig på ærmerne, og Thomas og PIV var tilsyneladende næsten tørre, eller også turde de bare ikke indrømme andet, når de nu selv har limet. Da vi ikke skulle dykke mere, kom vi alle ind i varmen og fik lidt af Sørens trylledrik. Men vi må opfordre Søren til at købe en større termokande.

Herefter gik det mod Rungsted i flot solskin, hvor det mest dramatiske var en “nærdødsoplevelse” for hele holdet og båden under et selfieforsøg.

God stemning

Kim R