Det skete i de dage, mellem jul og nytår, at et ganske lille vejrhul viste sig og alverden skulle dykke – eller i hvert fald 6 mand.
Der var lidt startproblemer med bilen – men de snedigt indrettede forbindelser mellem batteri til hhv. bil og elspil som en kløgtig ingeniør har udtænkt gjorde at vi kunne starte køretøjet uden at skulle have gang i startkablerne.
Der var ikke de helt store forhåbninger for god sigt med det blæsevejr det havde været de sidste mange dage – men alligevel satte vi kursen mod Robert da det så længe sigten er bare rimelig absolut er det meste interessante vrag på disse kanter.
Fremme på positionen var vi lige ved at kaste loddet før vi så at der (stadig) lå en bøje på vraget og vi kunne i stedet hale den ombord og så ellers sætte gang i dykningen.
Nu var det ikke fordi det gik meget hurtigere selvom vi sparede påbindingen – 1., 2. og 3. manden var ikke just hurtige – og især ikke 3. manden som var undertegnede for jeg skulle i vandet hele 3 gange før min rebreather stoppede med at drille.
Inden jeg var kommet i vandet 3. gang var både 1. manden (Henning) og 4. manden (Eskil) kommet op igen – sigten var for dårlig til de gad spilde tiden udsat for fugt og kulde… heldigvis var 2. manden (Peter) blevet på bunden så et eller andet var der vel dernede.
Da jeg hoppede i for 3. gang kunne jeg på de øverste meter lige nå at overhale 6. manden (Juhl) indenom og lidt længere nede passere 5. manden (Kim) som forlod bunden akkurat da jeg ramte vraget. Her kunne jeg ved selvsyn konstatere at de påståede ca. 30cm sigt nok ikke var overdrevne. Men nu er det jo heldigvis ikke første gang jeg var på vraget – og det var som altid spækket med småliv som man alligevel skal tæt på for at se.
Jeg fandt således massere af nøgensnegle, rejer, troldhummer, sortvels, krabber af forskellig slags, buskhoveder og sikkert andet jeg allerede har glemt.
Efter ca. 30 minutters tid fandt jeg bundtovet og stak mod overfladen som nu var helt spejlblank.
De øvrige gaster havde hygget sig med grillen mens jeg var nede – men jeg var heldig og de havde ikke spist op.
Efter måltidet sejlede vi mod havnen med månen i ryggen.
Det var ikke det bedste dyk jeg har oplevet i Øresund – men absolut heller ikke det værste – så vi gør det jo nok igen snart.
Tak for en hyggelig eftermiddag på vandet
/Steffen
