De sidste dage har haft en fin smag af forår. Lærken triller og viben opfører sin psykotiske flyvning med lyd, men det er kun marts, og havet har stadig et vinterligt tag, især på en gråvejrsdag. Men det skulle ikke afholde os fra at være ganske godt tilfredse med dagens dont.

Jeg lagde båd til og alle 6 var mønstret rettidigt på Helsingør nordhavn, i sig selv en bedrift.

Pensionistholdet på udflugt

Hurtigt kom vi ud af havnen på et Øresund der var fladt som et stuegulv. Målet var så som så mange gange før Otto, selvom Emil Retzlaff lige var oppe at vende hos en enkelt af gasterne. Det lugtede af gamle dage og længe siden at Allan, Steen Brandmand, havde været med mig, Søren B ligeså, hvorimod Piv var hyppig genganger.

Loddet blev kastet og jeg tilbød at binde på, eller rettere sagt, der blev ikke snakket om det, jeg gjorde det bare.

Gæsterne først gælder ikke her!

Bøjerne lå som om de drev, kun en ganske lille krusning bag dem tydede på en antydning af strøm og forventningens glæde boblede i kroppen på mig, så jeg ikke mærkede det 4 grader kolde vand slå mod ansigtet, da jeg ramte vandet. Jeg kiggede ned af tovet og lod mig dale, stort set uden at holde i tovet. Det skar gennem vandet der var krystal klart langt derned af. Vi er før blevet snydt hvor den dårlige sigt kommer lige over vraget. Men ikke på denne dag. Allerede fra 15m kunne jeg se daviderne på broen og et par meter længere, den blanke kæde, liggende få decimeter fra et egnet påbindingsted, og det tog derfor mindre end 10 sek at binde på. Jeg løftede mig lige et par meter over vraget og vendte 360 grader rundt, stadig uden at have tændt lygten. Der var vel 10-12 m sigt og masser af lys, på trods af skydække på overfladen og lav sol. Selv med mere end 100 dyk på vraget, så får sådan en dag med god sigt det alligevel til at gibbe i kroppen. Otto er et virkelig flot og spændende vrag og med under 2 mil fra havnen, så forstår man ikke at der ikke kommer flere dykkere, de kan vel for fanden ikke alle være på den lortefærge ved Fyn.

Endnu en der ikke dykker på “Færgen ved Fyn”

Nå, jeg vidste at der kunne være konkurrence om fiskene, især tungerne, når nu Allan var med og jeg ladede harpunen og begav mig af sted. Først til rødtungehullerne og dernæst til torskehullet. I førstnævnte lå der 3 stk. og jeg prøvede forsigtigt at lirke dem til at ligge i lag, lykkedes og trykkede af. En blev hængende, men den de to andre var væk da støvet lagde sig en smule. Et andet hul husede en stor fed basse og den blev også hængende. Middag til 3 var hjemme. Dernæst røg der en fin torsk i posen og jeg begav mig fremad i vraget med andre ærinder end tanken om at fylde i posen. På sådan en dag med god sigt kan man rigtigt se hvor medtaget Otto er, omend mere spændende, men i den grad medtaget. Stævnen er efterhånden udhulet for sand/ler og står med mere plads under dæk end nogensinde, der kan ikke være mange år til kollaps og det var derfor med en hvis uro, at jeg begav mig derind. Der er dog efterhånden mange interessante ting derinde, så jeg lod mig friste.

Man behøver ikke engang at holde i tovet.

Vel ude igen svømmede jeg op på bakken og iagttog de flotte ankre, lod mig glide ud over vraget og helt ned på bunden 10 m fra vraget, vendte mig om og kiggede op. Det syn kan man ikke blive træt af. Stævnen troner 7-8 m op i vandet og havde det været solskin er jeg sikker på at man kunne have set overfladen her fra små 30m. Op på vraget igen og jeg susede agterud, over broen hvor der også er skyllet meget sand ud og tilbage til hullerne. Det gav en enkelt tunge mere og så var tiden og varmen i fingrene efterhånden ved at være brugt og jeg svømmede mod tovet på broen. Jeg mødte flere glade dykkere på min vej og de fleste lå højt og nød sigten. Der var lige et par strafminutter på tovet og det var der sgu ikke meget forår over, til gengæld var det lige så køligt i båden og ingen have de små flasker med, som ellers mere er regelen end undtagelsen.

“What goes up must come down” – og omvendt…

De fleste syntes det var for koldt til øl, men dem der siger at man godt kan dykke uden at drikke, de tager fejl og da Piv kom op som sidstemand, nød ham og jeg en enkelt. Allan forærede mig en tunge med skudhul i, det var nok den der lå i lag som alligevel var blevet ramt og var derfor let at tage. Hurtigt i havn, afrigning og så hjemover. Sådan en dag smager af mere og med lidt mere varme i luften, så er vi for alvor i gang igen og langturene står for døren.

Henrik