Otto har været svær at komme tæt på gennem lang tid, ikke mindst fordi strømmen har drillet hele foråret. Men nu skulle det være, prognosen sagde 1 knob sydgående i overfladen, og en knob nordgående på bunden, altså helt omvendt af det ”normale”, men indenfor det dykbare.

Vi var 7 der skulle ud denne eftermiddag inkl. Maria, en gæst fra VSK. Vi fik hurtigt kastet grejet i bilerne og sendt os alle sammen nordpå. I Helsingør havde de ommøbleret på havnen, men slæbestedet lå, hvor det plejede.

Der var ikke trængsel, så vi fik de optimale parkeringspladser og vi var hurtigt klar til afgang. For at optimere tidsplanen gjorde jeg klar til at binde på undervejs, hvilket var en god ide, for Havgassen er jo ikke tør at sejle i når der bølger.

Loddet røg hurtigt i og kort efter fulgte jeg. Der var ikke meget strøm i overfladen, men tovet var en kilometer langt, så jeg svømmede det bedste, jeg havde lært. På ca. 15 meters dybde blev jeg drejet rundt på tovet og blev skubbet ned på vraget af en frisk nordgående strøm. Sigten var ikke god og jeg landede midt i vraget. Jeg fandt en david og fik bakset kæden omkring og så gik det ellers med den friske strøm mod agten.

Sigten var vel et par meter og den var lige så god på bunden som på vraget. Lige over vraget blev sigten noget bedre, men der kan man kun bruge den til at undgå de mange vandmænd.

Det var sløjt med store fisk under vraget, men der var nogle gemt mellem plankerne i lasten og i øvrigt var der meget, specielt småkryb, for de  biologi-interesserede,

Vraget falder sammen fra gang til gang og man kommer nemt ind, hvis man har de lyster, men noget af vraget ser skrøbeligt ud. Måske var det en fordel at sigten var halvskidt, det gjorde det mindre skræmmende at kravle ind i og under vraget.

Efter 40 minutter var kulden mærkbar og jeg søgte mod overfladen. Jeg havde hilst på de fleste på min tur og på tovet mødte jeg Maria, der gik langsomt ned pga. ørerne. Og det kunne kun blive langsomt, for tovet var ikke tottet op.

Peter var sidste mand tilbage i båden og han plejer jo at dykke længst… Han kom i og så begyndte folk at dukke op. Trods strøm og sigt var alle godt tilfredse med deres dyk, og en øl og en grillpølse hjalp stemningen endnu mere på vej.

Da vi var ved at være klar til at vende snuden mod havnen dukkede Peter op, fik smidt grejet og fik en øl og en pølse i hånden, så vi kunne komme afsted.

Vinden var flovet og solen viste sig, indsejlingen til havnen var behagelig – og tør!

Kim