Endnu en tur uden at være i egen båd som stadig er hos mekanikeren. Der er nu ikke noget der er skidt uden at det godt for noget andet. Jeg troppede således op med mig selv og mit grej i Helsingør lidt op ad formiddagen og Steen Brandmand lagde båd til. Det er efterhånden blevet lidt kutyme at vi ikke gider at stå for tidligt op hvis der ikke er nogen nævneværdig grund til det.
At være i Steens båd som engang var Manleys, vagte minder. Ikke fordi at jeg har dykket ret mange dyk fra den gang den var Manleys, men det var en tid hvor der var mindst lige så mange dykkere som der var både. I dag virker det næsten som om der er flere både end dykkere.
Afsted vi kom og endnu engang var Lars Hagemand med, dvs. to ture i år ud af totalt 4 ture på 20 år Hurtigt fik Allan og ham godt fat i de kærlige skænderier som hører sig sådan en lille båd til. Prognoserne sagde svag strøm i overfladen og den var god nok. Vi oplevede endda at den gik helt i stå for at vende 180 grader, kun over den tid det tog mig at blive klar som første mand.
Der var ingen strøm de første par meter men derefter tog den godt til og blev kraftigere til lige over vraget, hvor den tog en smule af. Det var hårdt slid, jeg kæmpede med finnerne for ikke at hive for hårdt, da Jeg kunne mærke dræget danse over vraget. Jeg nåede vraget og så at dræget lå på kanten af lønningen, ikke mange hiv mere så var den ude af vraget. Sigten var dårlig, en 1-2m, men der var kun 1m over til en david og efter 3 min og 47 sek. lod jeg nossen gå til overfladen. Det er 6 år siden mit sidste dyk på Otto og jeg var spændt på at se om vraget var til at kende, især i den dårlige sigt. Jeg var lige lidt i tvivl om, om daviden stod i bagbord eller styrbord side og valgte at svømme langs lønningen indtil jeg kunne samle puslespillet. Jeg nåede det store påsejlingshul i styrbord side og så var det som om det sagde pling og et fuldstændigt billede af Otto stod frem på computeren. Et hurtigt skøn så har jeg dykket omkring 100 dyk til den gode side på Otto de sidste 30 år. Når Otto først er set i 15m sigt så er det også et nemt vrag at finde rundt på også i dårlig sigt.
Det meste var som det plejede at være, lidt mere sand her og lidt mindre sand der. Største forandringer var i stævnen hvor pladerene er raslet ud og hele bakken ligner, at den hviler på tynde stolper. Ikke sjovt at ligge derinde under bakken når ankre og spil kommer ned i hovedet på en. Sørme om der ikke var en rødtunge hjemme lige præcis hvor den plejede at være. Derudover var der ikke så meget liv desværre. Et par gode torsk, taskekrabber og en velvoksen berggylte ude omkring ankrene. Fra stævnen tog jeg den på bunden hele vejen til agten hvor der blev noget mere rodet. Her har det altid forbavset mig over at sandbankerne skråner opad på siden af vraget, på toppen er man nærmest i højde med lønningen. Der skal dog være rigtig god sigt før man opdager det. Her har der før ligget flotte rødspætter og rokker. Jeg ville lige have været en tur omkring skruen men med den sigt skulle så skulle jeg helt ind under vraget for at have pejlepunkter, så det droppede jeg. Op på vraget igen for at lede lidt efter tunger og torsk mellem lasten af stolper og sveller, men der var ikke rigtigt nogen hjemme. Her havde jeg før i tiden et sikkert spisekammer af pæne torsk.
Jeg fik kravlet det meste af vraget rundt på knæ og albuer i jagten på tunger og fandt et par stykker mere, hvoraf kun den ene kom i posen. Otto havde igen leveret varen og kan varmt anbefales til store og små. Vi er ret privilegerede i at have et så stort, gammelt og relativt intakt dampskib liggende med så kort sejltur fra land. Eneste udfordring er som regel strømmen. Med en dyr nitrox 34 fik jeg 50 min på vraget uden deko, men alting har en ende og jeg gik op og tog lige 3 min på tovet for en sikkerhedsskyld. Med alle mand i båden satte vi kurs eget territorialfarvand med lempeligere alkoholpolitik for skipper og nød en af de små flasker med grønt låg, samt en dåse til at skylde det hele ned med. Hurtigt var vi i havn og fik rigget af og sagt farvel.
Henrik