Tidligt på ugen lovede vejrudsigten helt vindstille lørdag – og der blev drømt om togter i både øst, vest og nord – men som så mange gange før blæste det hele væk og vi var kun 4 – Juhl skulle have været nr. 5 – men han havde vist aldrig tilmeldt sig…

Havkassen hang i bremsen så Havgassen blev spændt efter min bil – og så satte vi kursen mod Helsingør.

Her virkede automaterne til dagskort ikke – men heldigvis var der en flink sejler med helårskort der lukkede os i… så håbede vi bare at automaterne var fikset til vi kom retur…
Der var god plads i båden med kun Henning, Kim, Karin og jeg selv.

Vi stak næsen ud af havnen i helt havblik og sejlede til Birgit hvor det allerede blæste lidt mere og der var også lidt dønninger men ikke sporet af strøm – dejligt!

I med Kim som endelig har flottet sig og købt ny dragt så der var forhåbninger om at han ville være tør på denne jomfrutur. Flåddet kom i overfladen og vi fik smidt Henning i, og lige da Kim brød overfladen hoppede også Karin i.

Kim kunne berette om mellem-dårlig sigt – men pænt med liv på det lille vrag. Jeg fik det sidste grej på og fulgte de andre – Henning mødte jeg på tovet og Karin på vraget.

Sigten var rigtigt nok ikke imponerende – men den var vel 3m hvor den var bedst – og med et lille vrag kan det også være rigeligt. Jeg tog en tur rundt på bunden – fandt en stakkels krabbe der sad i et mistet monofilgarn – jeg fik skåret den tilpas meget fri til at jeg kunne hænge den over på bundtorvet i stedet.

Der er var pænt med liv – et par småtorsk, en del rødtunger, og rigtig mange (dog meget sky) langfingerkrebs – og så et par fine buskhoveder der dog også var slemme til at gemme sig når man kom listende med kameraet.

Man når hurtigt vraget rundt – men der dukker hele tiden flere detaljer op jo flere gange man betragter både vrag og dyreliv fra forskellige vinkler. Det er et rigtigt fint vrag vi dog ikke dykker så tit – for det er ikke supercharmerende hvis man skal dele det med 8 andre…

Tilbage i overfladen var vinden taget til og bølgerne nu halvstore…

Karin argumenterede for at vi skulle rykke syd for Kronborg i stedet for et dyk på Otto… Kim var ikke tilfreds – men han var for konfliktsky til at gøre noget ved det.

Det vindende argument som lokkede Henning og undertegnede over på Karins hold var at syd for Kronborg ville der være så vindstille at grillen kunne startes – så vi satte kursen mod Snarensvend – en dansk fregat der vistnok blev sænket af kanonerne på Kronborg efter Svenskerne havde stjålet den. Karin sagde at i gamle dage dykkede de altid her fordi der var så meget spændende at finde..

Syd for Kronborg var der fuldstændig vindstille og fladt vand… vi fandt noget der kunne ligne et vrag på ekkoloddet og smed loddet i – Kim fulgte lidt efter med aftalen om han kun sendte flåddet op hvis der var noget at binde i – og det kom aldrig op…

Det skulle vise sig at vraget af Snarensvend – ikke overraskende – ikke rigtigt er et vrag mere men blot en bunke ballaststen, resterne af et ildsted og et par enkelte pinde der inden de er blevet ædt af pæleorm har været en del af skibet..

Jeg tog nogen runder dernede i halvdårlig sigt… vraget ligger på 18m og det er akkurat for lavt til at der er rigtig meget liv – men dog dybt nok til at der f.eks. er hydroider og svampe… hvis man tager dykket for et dyk på et lille stenrev er det rigtigt fint – men et vragdyk kan man dårligt kalde det..

Oppe i båden var eftermiddagens højdepunkt – pølsevognen var åben – og vi fik debriefet og spist det meste, inden vi slog kursen nordover.

Heldigvis virkede billetautomaten nu og vi kunne få grej og båd op.

Tak for en god tur.

Steffen