Vi har længe snakket om at tage tidligt af sted, sejle langt nordpå fra Gilleleje og dykke 3-4 af tyskernes trawlere, som englænderne skød i sænk under 1. verdenskrig. Nu skulle det endelig være!

Torsk på stribe – det er Henrik i midten…

Det med at tage tidligt af sted gik dog hurtigt i vasken da jeg skulle deltage i en ”Trivsel-workshop” på kontoret frem til kl. 12. Det er ikke meget trivsel i at gå glip af en dykkertur så den workshop lagde allerede dårligt fra land – heldigvis nåede jeg dog begge dele.

Da vi gerne ville nå tre dyk var besætningen skåret til og Henrik havde kun fundet plads til to gaster – Kim og undertegnede.

Med afgang kl. 13 fra Gilleleje var formanden ikke ligefrem optimistisk om at nå 3 dyk men vi var jo kun 3 mand så vi kunne vel dykke 25 % hurtigere sådan ….

Vi mødtes og fik grejet i båden og rundet fiskehandleren og vekslet kontanter til is, der passende kunne køle øl og sodavand indtil der blev fanget fisk.

Der var solskin det meste af tiden

Da vi kom ud af havnen stod dønningerne os lige i smasken, alligevel blev der udstukket et vrag 32 mil oppe og vi begyndte at tygge os gennem dønningerne. Gasterne blev formanet om at det skam ville blive bedre længere nordpå – og det blev det vist også – efter ca. 15-18 mil var de værste dønninger da væk… Vi satte pris på at turen ikke var i Havgassen, men i Henriks båd og dermed tålelig!

Det var heldigvis halvlunt at sejle og kun på det sidste stykke begyndte kulden at krybe ind – dog ikke på formanden, der naturligvis sejlede hele vejen i shorts og t-shirt, mens vi andre sad med trøje og hætter/huer.

Fremme på positionen blev vraget hurtigt fundet og ekkoloddet afslørede store stimer af fisk over vraget.

Første mand i vandet ca. kvart i fire…

Kaptajnen hoppede i og jeg fulgte små 10-15 min efter ham – sigten var fra 0 – 15 m virkelig dårligt – og det var med noget bekymret mine jeg bevægede mig ned af tovet. Omkring 15 m klarede det dog pludseligt op, og inden længe kunne jeg se det meste af vraget under mig. Vraget af SFi Mekrele er ikke voldsomt stort og overbygningen er væk og foran kedlen er et stort spil faldet ned i vraget til de mange torsk og langer, der gemmer sig alle vegne. Ud over de mange store fisk var der godt med skaller, der indikerede besøg af en Havkat – men undertegnede fandt den ikke..

Netop som jeg steg op efter lidt obligatorisk deko, gled Kim ned af tovet og jeg kunne entre båden og nyde frokost med tilhørende kølig sodavand fra køleskabet. Efter en god time på bunden kom Kim op med lidt godt i posten, og han havde da i hvert fald set en havkat.

Den har ikke haft en god dag… Men så kan de andre også se en havkat!

Næste vrag Sfi. Saedler lå lige om hjørnet og turen derhen var nærmest overstået før den var begyndt – vi gentog proceduren fra sidst – først Henrik og kort efter mig.

Solen var efterhånden fortrukket bag skyerne og det kunne ses under underfladen, hvor der var noget mere dunkelt – men på bunden var sigten stadig fin. Der er noget mere tilbage af Seadler, men den har også fået en hårdere medfart så det der er tilbage ligger noget mere hulter til bulter. Skrue og ror er intakt ligesom flere store spil og den store dampkedel er markante i vraget. Stævnen er mest smadret og har bordet sig delvist ned i bunden men til gengæld vogtede en flot Havkat herude.

Der var store taskekrabber overalt .- man ku’ ha’ fyldt en sæk med kløer!

Livet var her om muligt endnu mere mangfoldigt end på Makrele, og især torsk og langer var der ufatteligt mange af. I alle huller, hvor de kunne mase sig ind, lå der pæne fisk. Det er sjældent at vi ser så mange torsk på et vrag. Det ved fiskerne tydeligvis også – for vraget var spundet ind i både garn og liner over det hele.

Man forstår godt torskens nervøse blik…

Selvom dybden var begrænset, så havde vi aftalt 3 dyk, så jeg begrænsede nitrogenoptaget og gik op efter 30-35 minutter på bunden. Oppe i båden var klokken efterhånden blevet mange og de to øvrige havde næsten besluttet sig for at stikke næsten hjemover. Der var mange årsager til at det var bedre at komme hjem til heste, børn og meget mere – men snakken om Havkatte og især manglen på dem fik Kaptajnen overtalt til at sætte kursen mod ”Fasanvraget” (S.S. Christina), hvor vi lige kunne nå 3. dykket inden mørket kom krybende.

Flot fangst, men hvor er havkattene?

Vi besluttede bare at dykke på bøjen, da vi alle ville tage relativt korte dyk, og da vraget ret spredt ville vi ikke være afhængige af at finde tovet. Da jeg kom i mødte jeg Henrik på tovet og fik dermed vraget for mig selv.

Det var heldigvis en af årets længste dage

Vraget, der primært består af rælingen næsten i niveau med sandet og en stor kedel i midten, tonede frem i den gode sigt. I kedlen stod et par fine torsk – de fik dog lov til at blive der, da jeg kom i tanke om hvad tid jeg ville være hjemme og hurtigt fik afmålt min lyst til at ordne fangsten ved hjemkomst… Der var efterhånden blev halvmørkt både oppe og nede og det fik i endnu højere grad dyrelivet til at myldre frem; der var et mylder småfisk, krabber, troldhummere mm og i den lokale gode sigt var det en fornøjelse at liste rundt på vraget i fred og ro. Da Kim kom ned, overlod jeg roen til ham og tøffede op og tog straffen på tovet, før jeg indfandt mig i båden og delte indtrykkene med Henrik.

Troldhummer

Langt om længe kom Kim op og han fik hurtigt kittet tilstrækkeligt ned til, at vi kunne sejle – klokken havde nærmet sig (og vist også passeret) 22:30 og der var stadig 24-25 mil til Gilleleje – til gengæld begyndte det at småregne på vejen ind. Det gjorde nu ikke så meget – 3 gode dyk blev vendt på hjemturen, mens vi fik gjort kål på en stribe øl.  Vi fik rigget hurtigt af og fik sorteret grejet nogenlunde, inden vi satte kursen hver til sit – jeg var hjemme 00:50 – og var glad for at jeg ikke skulle forbi Farum – og i øjeblikket endnu mere tilfreds med, at jeg ikke havde samme fangst med hjem som Kim og Henrik.

Der sjældent man har tre så gode dyk – og sjældent det er på samme tur! Det gør vi nok igen – måske med lidt tidligere udgangspunkt.

Steffen