Endelig en dag med en fornuftig vejrudsigt og samtidigt nogen med både tid og lyst til at tage på langtur. Vejrudsigten så gunstig ud for Kattegat, ikke mindst i den østlige del, så vi valgte dagens mål derefter, først Walther, som Allan nu har omdøbt til S.Fi. Heinrich (26 sømil) og  dernæst S.S. Walkyre (36 sømil)

Vi havde afgang fra Farum 9:30 og kurs mod Gilleleje, hvor vi heldigvis nemt kunne komme til – og endda parkere tæt på.

Vi fik læsset og kom afsted mod nord. Vejret var ok, uden at være prangende, men der var noget mere vind end lovet  og håbet. Det gik nogenlunde og vi har så heldige at se marsvin på vejen. På et tidspunkt flovede vinden og vi havde en helt blank overflade, men det var ganske kortvarigt og fordi vinden vendte og tog til. Vi fik lidt af en røvtur og valgte at stoppe da vi nåede Walter og derefter afvente om vinden skulle løje af, mens vi dykkede.

Steffen i som påbinder, fulgt af Juhl, som skulle op og grille. Herefter havde Henning og undertegnede tid til at komme i tøjet og gøre klar. Juhl var første mand tilbage på stigen og havde haft et nogenlunde dyk, men han var noget forbeholden.

Jeg hængte en dekoflaske ned og hoppede selv i. Der var slet ingen sigt i overfladen men det blev bedre på vejen ned, for igen at blive dårligere, hvor vi skulle bruge den. På tovet mødte jeg Steffen, der gav en opvisning i ”Gæt og grimasser”, som jeg tolkede til, at der var en havkat ved skruen. På vraget svingede sigten mellem 2 og 4 m, og lidt dårligere helt nede ved bunden. Der var en del småfisk, men der var langt mellem de store. Der var en del glyser ovenover og indeni vraget og der var rødnæb/blåstak. Enkelte mindre torsk, men den famøse havkat var jeg ikke i stand til at finde. Der var desuden en del taskekrabber.

Hele dykket var dybere end 30 meter, så dekometeret tikkede lystigt deropad, og da min komfortgrænse blev nået, bandt jeg af og steg op i varmen, der mødte mig på 20-21 meter. Meget behageligt! Herefter stille og roligt op til der, hvor jeg håbede min flaske var, men sigten var så ringe at jeg ikke kunne få øje på den. Da jeg kunne gå op på 3 meter kunne jeg skimte skyggen af Havgassen og svømmede langs med den, for at finde tovet hvor min dekoflaske hang. Jeg fik halet flasken til mig og fik forkortet straffen.

I båden var grillen i gang med klimavenlige kyllingeburgere, så vi med bedre samvittighed kunne brænde mange liter benzin af… Under frokosten blev vi enige om at tage andet dyk på Kronprinzen, vejret var ikke blevet bedre, tværtimod  var vinden taget noget til.

Vi fik forflyttet os og fandt Kronprinzen. Her fik vi fundet stævnen og kastet loddet. Juhl røg i som førstemand og der gik ikke mange minutter før flåddet lå i overfladen, som tegn på at der var gjort fast. Herefter røg dykkerne i vandet i en lind strøm.  Da Juhl igen brød overfladen, var han et stort smil, forholdene på vraget havde været fine, masser af fisk over og ved siden af vraget, eneste minus var den manglende sigt på bunden. Da jeg selv kom ned, blev jeg mødt af nysgerrige blåstak, der lod til at være lige så interesserede i mig, som jeg i dem, og der var masser af rødnæb, der kunne beundre de dristige hanner.

Masser af store taskekrabber og der var store helt blanke sej uden for vraget. Og så var der torsk i vraget, ikke så mange og ikke så store som i gamle dage, men de var der og det var dejligt at se, at de findes endnu. Men tiden forsvandt som dug for solen og det blev tid for opstigning. Jeg kunne se at Steffen havde en fest, for markeringen på kæden var ikke taget, så den stoppede jeg i lommen, og overlod afbindingen til ham.

På vej op ad tovet mødte jeg Martin, som også havde lidt straf til gode, men jeg overhalede ham for at få fat på dekoflasken som denne gang kunne skimtes, sigten var altså bedre her. Jeg kom op i båden før Martin, og da han stod i båden, kunne han med et smørret grin fortælle, at Steffen stadigvæk manglede 25 min deko.

Vi ventede på formanden, og de mest tørstige fik sig lidt at fordrive ventetiden med. Og da Steffen kom op, kunne man jo lige klare en til…

Turen tilbage til Gilleleje var en del mere behagelig end frygtet, og vi nåede i havn med nyrerne i behold og stort set tørre. Og som noget meget besynderligt for en tur i Kattegat på denne årstid, kunne vi reflektere lidt over, at vi havde ikke set en eneste brandmand!

Hjem til Farum efter en meget lang dag. Godt vi gjorde det!

Kim