En god vejrudsigt er nødvendig, når man har godt 30 sømil til dykkeområdet, og denne eftermiddag så på forhånd ud til at blive en af sommerens bedste til formålet. Det almindelige tirsdagsdyk blev således byttet med langfart i Henriks båd med afgang kl. 13 fra Gilleleje.

Jeg var sidste mand i Gilleleje, og det passede mig glimrende, for så var de andre klar til at slæbe mit udstyr om bord. Omklædningen skete undervejs, helt uden problemer, der var kun små bølger/dønninger ved havneudløbet, derefter var det heeelt fladt.

Det gik raskt od nord, og det flade vand afslørede en tilsyneladende velvoksen bestand af marsvin; der var hele tiden marsvin, der brød overfladen, nær og fjern og til bagbord og styrbord. Efter godt trekvarter så vi noget i vandet og sejlede lige hen for at se nærmere. Det viste sig at være et dødt marsvin, nok lige over 1,2 m langt og noget nedbrudt. Fuglene havde vist været der, men vi så overhovedet ingen mågen i nærheden…

Vi fortsatte op mod Emmy, som var dagens første mål, men da vi kom nærmere så vi ikke mindre end to joller med lystfiskere, en dansk og en svensk. 30 sømil ude på åbent hav og så er der folk lige der, hvor vi skal være…

Danskerne var ved at være færdige og smuttede efter en hyggesludder, svenskerne var ikke færdige, de hev den ene torsk op efter den anden, krydret med nogle mindre sej. De ville fiske her, for de var sejlet fra Varberg og her var fisk.

Vi pladrede lidt med dem og foreslog et par andre af de nærliggende vrag og til sidst gav de sig lidt, de ville fiske en halv times tid endnu, hvorefter vi kunne få of  vraget for os selv. Det gav tid til at gøre klar, så så Henrik kom i grejet, så da svenskerne fortrak, smed vi lod og Henrik i vandet ved samme oversejling. Det var nu heller ikke svært, for der var hverken vind eller strøm.

Herefter røg PIV og Steffen i, og jeg havde havblik og solskin for mig selv, mens jeg fik nørklet grejet sammen.

Efter en times tid var Henrik tilbage i båden med en pose, der ikke var fyldt med fisk… Han fortalte om et superfint dyk, over 10 meter sigt og let strøm på bunden. Masser af torsk, der hvirvlede skidt og møg op, men strømmen klarede det op. Ingen havkatte.

Jeg kom i, og passerede Steffen nærmest på vraget, hvor han lavede det første dybe stop. Hans computer gir ham det første dybe stop, når afgasningen begynder, og med en frisk nitrox på denne lave dybde så afgasser han jo næsten på hele dykket.

Sigten var god, og det var en behaglig tur hen over det fint bevokset og ret nedbrudt vrag. Der var masser af sky torsk, de gemte sig godt og gik nemt i panik, når de fik lys på sig. Jeg kunne ikke håndtere en harpun, så jeg måtte finde noget, jeg kunne klare med venstre hånd – det gik så ud over den store bestand af kammuslinger, der lå ved siden af vraget.

Desværre var jeg begrænset af lommerne og dem, jeg kunne have i venstre hånd. Herefter op og nyde det dejlige vejr, mens vi havde travlt med at give hinanden skylden for at der ikke var kaffe med.

Næste dyk blev diskuteret længe, tænk at vi ikke gjorde det, mens vi ventede på at komme i vandet første gang, men vi til sidst sejlede vi mod Sonne, dvs. det troede vi. Henriks position var skæv, men vi fik en snak med Aalborg Sportsdykkerklub, der var på kuttertur. De var ankret op på Ossian, som vi før afgang havde overmodet til at udse som muligt mål for tredjedykket!

Vi fik nogle mere præcise tal med derfra, og vi fandt Sonne. Rækkefølgen var som før, først Henrik, så PIV og Steffen, mens jeg ventede til første mand var retur. Henrik kom op efter en times tid, og fortalte om god sigt, men næsten ingen torsk, masser af glyser og sej. Vraget var brudt meget ned og lå ikke højt over bunden, men dybden var acceptable 25 meter. Der var lidt mere strøm i overfladen, men ikke noget der mindede om Øresund. Vraget var lidt mørkere, måske fordi klokken var næsten 20, men man kunne snildt orientere sig uden lygte.

Der var et meget varieret fiskeliv på vraget, masser af små langer, glyser i store stimer, leopardkutling, buskhoved og alle de helt almindelige fisk, vi ser hver gang. Blot var der ingen havkatte og heller ingen rødtunger. Der var en fritsvømmende knurhane, men den var svær at tage billeder af, det lykkedes først, da den nåede ned på bunden. Det var i øvrigt den blankeste knurhane, jeg nogensinde har set.

Da dekometeret begyndte at blive emsigt, bandt jeg af og lod mig trække hen over bunden. Det gik dog så langsomt, at jeg  steg op i stedet.

Og vi var enige om, at dagens forsinkelser forhindrede os i trediedykket, og vi fik en forfriskning, mens vi tøffede hjemover med solnedgangen i ryggen. Vind og bølger var taget lidt til, og der var regn på vej, så timingen var rigtig.

Kim R