Vejrudsigten kunne man ikke klage over og på vejen mod Rødvig kunne man se ud over et helt blankt hav, så forventningerne var i top. Jeg ankom lettere forsinket, men heldigvis var der mange historier, der skulle fortælles inden afgang, så jeg nåede at få mit grej ombord inden afgang.
Vi var fire, Anders, Kim Askebøl, Allan og undertegnede, der ville udnytte den smukke forårsdag til en tur på og i vandet. Da jeg endelig kom ombord, havde resten af crewet udstukket kursen mod ”Russeren”, S.S. Jacoff Prosoroff.
Turen ud var hurtig, men trods det fine vejr var det en anelse koldt – for os der ikke havde el-varme…
Fremme ved positionen blev loddet kastet og Kim Askebøl tabte lodtrækningen og skulle binde på. Han kom med noget besvær i grejet og hoppede i. Vi ventede hvad der føltes som en rum tid, mens vi forbandede lukkede systemer, hvor man ikke kan følge med i hvor folk er. Lige da vi skulle sende Anders ned for at hjælpe, dukkede markeringsflåddet op, som signal på at der var bundet på. Anders fulgte efter og da Kim var retur i båden hoppede jeg også i. Der var ingen strøm i overfladen, men når man ramte 20 meters dybde var sagen en anden, der løb en heftig strøm på langs af vraget, så man måtte prøve at finde læ hvor man kunne. Sigten var fin, nok 5-6 meter og det var jo behageligt sammenlignet med den nordlige del af Sundet.
Orienteringen på vraget var ganske nem, der var bundet på, så man først skulle kæmpe mod strømmen, for derefter at forsøge at fange bundtovet når man blæste forbi igen på returen.
Vraget lignede stadigvæk sig selv, en rodebunke med masser af rør og blåmuslinger…
Det var ikke udpræget varmt på bunden, så da fingrene var tæt på følelsesløse gik det mod overfladen, og heldigvis aftog strømmen lige over vraget og ved overfladen var den helt fraværende. Og heldigvis har Anders fået monteret en stige på båden, så de kolde fingre skulle ikke pille grej af i vandet.
Tilbage i båden kunne vi nyde solens stråler og lidt varmt at drikke, og så var der en gråsæl, der blev ved med at cirkle omkring os. Men det er jo også kedeligt at være helt alene ude på havet.
Derefter startede anden omgang for de mest ihærdige… Og da de havde fået nok, gik det retur til havnen, hvor vi fik rigget af og sagt pænt farvel og på gensyn!
Kim R