Vi skulle på tur med en flok fra Horsens, som vi var på tur med i ’22. De, nok mest Claus, havde fået bikset en tur sammen, hvor der var et par pladser til os. Vi skulle først flyve fra København, så med stop i Cairo, men til sidst skulle vi flyve fra Århus, så for sjællænderne var der afgang søndag morgen ved 8-9-tiden, alt efter hvor forsigtig man havde mod på at være.

Hvorom alting var, vi mødtes i Århus Lufthavn i meget god tid før afgang, og vi fejrede gensynet med jyderne og andre sjællændere med spise lidt frokost sammen. Vi skulle jo med AirCairo, og de er ikke just berømte for deres servering ombord på flyet.

Efter 5 timer med sammenkrøllede lemmer nåede vi omsider frem til Hurghada, hvor vi så lige skulle klare visum og kontrol, men det foregik egentlig ok, og vi nåede til bagageudleveringen og mulige supplerende indkøb i TaxFree. Priserne var dog chokerende høje og ikke for almindelige lønmodtagere…

Vi fandt også et par busser, der skulle køre os til båden- Heaven Liberty, der afløste det hedengangne MV Nouran, og turen var heldigvis kun ganske kort. Efter en kort intro og lidt papirarbejde skulle vi ordne grej, så alt var på plads inden afsejling, men vi havde nu mere lyst til en lille sjus m.m.

Vi gjorde dog som anbefalet. Der var dog en højtryksslange der sprang, det kostede en fra besætningen en bule lige ved øjet og en anden en tur på hospitalet. Vi fandt ikke ud af hvilke skader han havde pådraget sig, men de slæbte ham op til en bil og kørte afsted med ham.

Mandag d. 18/11
Morgenen var ikke voldsomt travl, men der nåede da at komme en del tonic om bord, hvilket jo ved første øjekast var glædeligt (indtil vi fandt ud af at 2/3 var club soda). Og så sejlede vi omsider og vi fik en lang briefing fra guiden Islam, der ikke selv dykkede, fordi hans udstyr var gået tabt på den båd, vi oprindeligt skulle have været med (som brændte og sank). Vi fik minglet en lille smule med de andre gæster på båden. Tre englændere og fem tyskere, hvoraf nogle kendte hinanden fra tidligere ture lidt på kryds og tværs. Pragmatiske folk, der ikke gav anledning til kulturelle sammenstød undervejs.

Tjek dyk – uden guide i en time ved Gotta El Dare, hvor turen nu var i gang. Vandet var lidt varmere end forventet, ca. 24-25 ºC, og dykket eneste rigtige spændende øjeblik var om dekobøjerne stadig fungerede, de havde for de fleste ikke været brugt siden sidste gang i Ægypten… Alt virkede med større eller mindre elegance, og så kunne vi komme op til frokost. Og så var der også en enkelt Havbasse der fik et par glimt af det delfinpar, der havde gjort en af de andre grupper selskab på det meste af deres dyk.

De næste par dyk skulle foregå ved revet Abu Nuhas, der gennem tiden har være et skæbnesvangert møde for mindst 4 skibe.

Vi fik en gummibådstur til Giannis D, 99.6 m fragtskib bygget i 1969, gik på revet og sank i 1983 efter kaptajnen havde overgivet roret til en juniorofficer.

Agternenden og broen er temmelig intakt, og vi tog en tur igennem maskinrummets, forbi den 6-cylindrede dieselmaskine, drejebænk, filebænk og boremaskine. Maskinrummet var stort og rummeligt, men med 45° slagside og 3 dykkere var der alligevel lidt kaotisk.

Ud over mekanik bød vraget på glasfisk, batfish og dykkere…

For de ihærdige var der natdyk på revet – uden dog at se noget spektakulært.

Tirsdag d. 19/11
Vi fortsatte rundt på Abu Nuhas. Denne gang var det Chrisola K der stod for skud. Bygget i 1954, lastet med italienske fliser og på grund i 1981.

Også her kunne man få et kig til maskinen og de mange fliser. Igen også et værksted fyldt med glasfisk, drejebænk og boremaskine.

Juhl lagde sin blylomme på vraget. Den fik vi dog fundet og genmonteret uden større dramatik.

Det sidste af de fire vrag vi skulle besøge var Carnatic. Et 89 m langt dampskib, bygget i 1863. Allerede 6 år senere, i 1869 sejlede det på revet og gik ned nogle dage senere. 5 af de 34 passagerer og 26 af det 137 mand store mandskab klarede det ikke.

Carnatic adskilte sig fra de andre skibe ved både at være dampskib med store flotte kedler i stedet for en diesel maskine. Og små 100 år ekstra på havbunden havde også givet anledning til en mere varieret fauna. Igen var der glasfisk i massevis, batfish og jackfish.

Selvom det var småt med dimser var der dog stadig lidt rester af det maritime liv. Kæder, kedler, kapstan, davider og sølle rester af lasten af gode vine.

Efter en frokost og en sejltur på tværs af Gubal strædet, var vi på plads ved endnu et dampskib; Dunraven. Bygget i 1873 og kun tre år senere sejlede den på et af de lumske rev, der lurer lige under overfladen. Vraget ligger nu på hovedet, på op til 30 m vand.

Briefingen sluttede med de samme ord som de andre: “Maximum dive time: 45 minutes… Up to an hour… Anybody who wants to dive longer??” og vi drog ud på et dyk af passende længde.

SS Dunraven ligger helt op ad revet, og der er et meget fint dyreliv omkring det gamle vrag. Der var specielt en iøjenfaldende stime bat-fish, der residerede i området og ikke tog synderlig notits af os. Inde i vraget var der masser af glasfisk, som på alle de vrag vi har  besøgt, og selvfølgelig også nogle fisk, der gerne ville æde dem. Det var nemt at komme ind og ud af vraget, for dem der ikke kunne lade være med det, for bl.a. at se de to store kedler. Efter godt en times tid begyndte man at se det samme igen og igen, så tilbage til skibet.

Efter et par timer på overfladen var det tid til natdyk, for dem der havde kræfter til det. Stedet var velegnet og vi så blæksprutter og meget andet sjovt, bl. a. medusaslangestjerner, der falder sammen når man lyser på dem. Men også her måtte vi ende fornøjelsen, for middagen ventede jo på os…

Og det gjorde playlister og barskab også.

Onsdag d. 20/11
Morgendykket var i nationalparken Ras Mohammed, hvor vi blev smidt i vandet fra moderskibet og kunne drive langs de flotte rev i den lette strøm. Revet var ganske smukt, og der var indbydende drop-of, der lokkede med spændende oplevelser. Vi kom langt omkring og så mange forskellige fisk, blot ingen hajer 🙁 .

Vi fandt selvfølgelig alle lokummerne ved Jolanda Reef og følte os næsten som hjemme i Trykkerdammen. Da den tildelte tid var tæt på at være nået, spottede nogen af os en gruppe, der var ved at sende en dekobøje op, så vi listede os nærmere og fik et lift til båden

Kingston. Endnu et dampskib fra sidste halvdel af 1800-tallet, der sejlede på et rev i fint vejr. Vraget står kølret med agterenden temmelig intakt og en fin firebladet skrue og ror. På alle tegningerne ligger der en reserveskrue på dækket, men den er forsvundet nu.

Da vraget var overset var der et flot rev at drive langs, og ret beset var revet noget mere interessant end Kingston. Det medførte at dykketiden blev lang, ikke længere end vi havde aftalt, men der var nogle lettere utålmodige gaster, der havde en gummibåd lige over os i den sidste halve time af dykket. Der var utroligt meget liv på revet, bl.a. en krokodillefisk og vi havde ikke travlt…

Da vi var samlet sejlede vi, dvs. skibet var allerede på vej, da gummibåden bragte de sidste ombord.

Næste destination var Thistlegorm, et vrag fra krigens tid, der næppe behøver nærmere beskrivelse. Forventningerne var forskellige hos deltagerne, en del havde været der før og huskede mest det kaotiske i at være alt for mange dykkere på og indeni det samme vrag, og de mange både over vraget. Og da vi ankom var vi da heller ikke alene. Men dog langt fra de værste skrækhistorier. 8-9 både kunne tælles.

Vi fik gjort fast i vraget og der blev truet med strøm, men strømmen var nu ikke noget, der kunne skræmme dykkere fra hverken Øresund eller Lillebælt…

Der var som altid en guidet tur og så dem der ville dykke unguidet. Udsigten til en oplevelse inde i vraget med blinkende lygter og kø for at se det man ville, fik nogen af os til at skynde os med at “gå mod strømmen”, dvs. vi svømmede den forkerte vej gennem vraget.

Vraget lignede sig selv fra tidligere, men tidens tand og de mange besøgende har ikke gjort noget godt, hverken for vraget eller de køretøjer, der var i skibet. Der var en del liv inde i vraget, og de fisk der var der, de var helt uimponerede af dykkere og skulle næsten flyttes, for at vi kunne komme forbi.

Udenfor på vraget så vi en krokodillefisk, men den var åbenbart ny på vraget, for den flyttede sig lidt uroligt rundt – uden dog at flygte.

Dennis og de andre rebreathere dykkede uden tidsbegrænsning, og på den dybde giver en rebreather rigtig meget tid uden deko af betydning. Med tid nok gav det også god mulighed for at trække sig lidt tilbage og vente på at de par guidede ture vi mødte kunne passere. Det blev til lidt mere end to timer på vraget. Eller dvs. mest indeni, for der løb en heftig strøm henover vraget. Den sidste halve time var det tilmed mørkt. Så en slags natdyk blev det da til for nogle.

Vi skulle ellers have dykket natdyk på vraget, men strømmen skulle åbenbart tage til, så det blev aflyst. Det gav tid til at hygge på dækket hvor der blev spillet musik af meget svingende kvalitet…

Torsdag d. 21/11
Vi var jo briefet fra dagen før, så morgendykket på Thistlegorm kom hurtigt i gang, og der ikke var så mange i vandet endnu – og strømmen var også tålelig. Turen i dybet blev til dels brugt på at undersøge bunden ved siden af vraget for diverse ting og sager, bl.a. lokomotivet og det store anker.

Da dekometeret begyndte at trænge sig på for alvor, rykkede vi ind på vraget, hvor vi kunne beundre de mange fortøjningtrosser, der var på ethvert fremspring på vraget. Den sidste del af dykket blev brugt oppe mellem de mange ”Bat-fish”, der hyggede sig oppe i den moderate strøm.

Først lidt morgenmad, og så lidt transport til næste vrag, der var Rosalie Möller. Her blev vi delt mellem tekniske dykker og alle andre. Juhl måtte opgive det første forsøg på at komme ned, men han fik så en personlig tur, hvor han kunne lede guiden rundt lidt senere, dog med alt for meget fokus på ikke at gå i deko ☹ Vraget var en stor kølret kasse, hvor det meste var i  nogenlunde god stand efter 80 år på havets bund.

Den guidede tur måtte ikke gå ind, og det var jo synd for dem, for der var en imponerende stor maskine, og sigtbarheden var utrolig fin inde i vraget, hvis man var blandt de første.  Der var en del liv på vraget, bl. a. en stime jacks over  vraget og diverse og talrige dragefisk, der indimellem kunne æde nogle af de glasfisk, der kom for tæt på åbningerne i vraget. Der var også nøgensnegle, men hvem ser dog dem, når man dykker på en kæmpe kasse.

Ikke alle grupper havde samme dykketid og der var i det mindste en efternøler, der måtte overhale den guidede gruppe på tovet, så solodykket ikke blev negativt sanktioneret.

Da alle var kommet om bord igen gik det videre mod den næste destination, ”The Barge”, en pram, der som vrag ikke var meget værd, men der var helt klart vand og masser af dyreliv – og dykkere. Vi kunne dykke lige så lang tid vi ville. Med en relativt begrænset bunddybde på 20-25 meter kunne vi bruge masser af tid og gøre skumringsdykket til natdyk. Der var andre der gjorde det til to dyk, men der var jo ingen grund til at gå op og skifte flasker…

Der var en del stimefisk, som man kunne hyrde sammen med lygterne, så det brugte vi en del tid på, sjovt for os, men nok mindre sjovt for fiskene, der jo agerede i panik.

Vi så flere muræner på turen, flere maskekuglefisk, som heldigvis for dem, slap for Kasper i år. Vi kom tilbage til vraget, hvor der var et lysshow, der var et hvilket som helst diskotek i provinsen værdigt.

De mange dykkerne tog dog charmen fra dykket, men vi skulle lige se skorpionfisken, der lå på rælingen før vi gik op til den velfortjente øl og derefter drinks og aftensmad.

Fredag d. 22/11
Dagens første dyk ville være på Ulysses, en damper fra 1871, der sank 1887. Vraget, der er ca. 95 m langt, ligger nu på bunden, nærmest på bagbords side med en bunddybde på små 30 meter. Det er meget åbent i strukturen, så selv folk med klaustrofobiske tendenser har en chance for at komme indenfor. På vraget var der de sædvanlige glasfisk og så også en del batfish, som vi har set mange af på denne tur. Der lå også flere scorpionfisk inde i vraget.

Efter vraget var set, gik det med strømmen langs revet. Vi måtte dykke længe, så det gjorde vi, dvs. ikke længe for en rebreather, men Dennis havde ikke andre venner end os denne morgen:-)

Dolphin-house var noget af en kaotisk oplevelse, der var mange både, masser af dykkere og ingen delfiner. Dykket var en tur langs et rev som egentligt var ok, men der var lige lovligt mange grupper af dykkere til at det var behageligt. Vi så det meste af det man kan se i det nordlige Rødehav, og vi fik en overordentlig lang svømmetur for at komme tilbage til båden. Men hellere det, end at dykke med guide.

Syul-Vi hoppede i fra båden og så gik det ud mod et drop-off, hvor der lå et mindre vrag på kanten. Vraget var ret åbent og rummede ikke nogen seværdigheder af betydning. Herefter fik vi en længere tur nærmest rundt om hjørnet, hvor der var truet med stærk strøm som vi dog aldrig mødte. På vraget var der mange af de akvariefik, vi har set på hele ugen, ikke meget nyt, men alligevel ok. Vi så bl. a. en fluoriserende neonrød anemone med et par klovnfisk i oppe på væggen.

Vi var tilbage efter 75 minutter, og det var nu meget behageligt at få en kop kaffe. Vinden var taget noget til og virkede lidt kølig, men med tanke på frost og sne derhjemme, så skulle vi jo ikke klage.

Da vi var tilbage på båden, sejlede båden til stedet for natdyk, Umm Qamar, som var en kort sejltur væk. Vi ventede en rum tid og intet skete, men der var ingen briefing og ingen guider synlige. Da vi blev lidt utålmodige, fandt vi ud af de var faldet i søvn. Og så kom den søvndrukken guide, Alex, og briefede os, men han havde ikke opdaget at vi var på en ny lokalitet.

Vi kom dog i, og havde et fint natdyk med blæksprutter og muræner m.m., og hvis man gik tæt på revets top, oplevede man, at der skyllede koldt vand ind over, og vind og bølger var taget godt til. Vi lå dog fint i læ…

Lørdag d. 23/11
Morgendykket var ikke tidligt, selv om vi jo egentligt burde afslutte dykningen tidligt pga. morgendagens rejse.

Vi hoppede i fra  båden og hyggede os i en times tid  med et stille og roligt dyk, med overraskende meget liv. Vi mødte bl. a. en stime Rødehavsvimpelfisk, hvor Dennis prøvede at blive en del af stimen – fiskene var ligeglade. Vi mødte også en lille gruppe de smukke ”purple kirurgfisk”  og så en gruppe af de guleblåkindede (?) fanefisk., der tilsyneladende havde lystige tanker.

Ellers havde vi jo set det meste i ugens løb, så vi jagtede ikke meget rundt. Tilbage på båden og så lige en kort snak om hvad der skulle ske i løbet af dagen, kombineret med lidt morgenmad.

Turens sidste dyk for dem, der orkede – der var et par overspringere – skulle være på vraget af en ægyptisk patruljebåd/minestryger; El Mina, der ikke overlevede et besøg af israelske jagerfly. Vi kom til dykkerstedet, der nærmest er midt i havneindløbet, og efter noget der mest af alt mindede om en parallelparkering, kunne vi hoppe i havet og dykke på vraget, der ligger på siden med en bunddybde på ca. 30 m.

Man kunne snildt komme ind i vraget, men der var ikke meget at komme efter, dertil har der nok været for mange dykkere. Ved første øjekast virkede vraget også blottet for liv, men efterhånden dukkede der et og andet frem. Men en time på vraget, det var hvad der kunne klares uden deko, for vi skulle jo med flyveren dagen efter…

Oppe på båden blev udstyret nærmest pillet af os, skilt ad og skyllet og hængt til tørre. Besætningen gjorde sig umage med at fortjene drikkepengene! Og så kunne vi få en øl til frokost, inden vi skulle have eftermiddagen til at gå – uden at komme i vandet!

Efter betalingerne var overstået og vi var tilbage i jettyen, hvor vi afsejlede fra, kunne vi mærke land under fødderne for første gang i en uge. Vi skulle jo på indkøb, ikke efter souvenirs eller t-shirts, men vi var løbet tør for tonic. Efter en rundtur i en meget forfalden og møgbeskidt by, hvor de fleste forretninger var under afvikling eller tomme, fandt vi heldigvis en kioskfætter, der kunne afhjælpe vores umiddelbare behov – og som gerne ville have solgt os meget andet end det vi havde brug for.

Tilbage på båden fik vi så småt pakket sammen og kom godt i gang med de sidste gin-flasker. Og så var der jo også lige middagen…

Det var ikke charmerende at tilbringe natten i havnen, der var både på begge sider og ingen landstrøm, så der hang en tung lugt af udstødning fra de store dieselmaskiner, men på en eller anden måde kom vi igennem natten. Nogle køjemakkere var motivation nok til at sove på dækkket på trods.

Søndag d. 24/11
Op og lige få samlet det sidste grej sammen, pakket kufferten og så lidt morgenmad. Herefter ventede vil på bussen, mens vi vænnede os til lange bukser og tanken om den forestående flyvetur.

Busserne kom og de flinke unge mennesker på båden slæbte vores bagage for os. De var, og havde på hele turen været, meget servicemindede og hjælpsomme.

Da vi nåede lufthavnen var der en enkelt der manglede nogle Airpods, der lå til opladning, så hurtig retur efter dem og forfra i køen for den uheldige… Vi ventede i den ikke så spændende lufthavn og nogenlunde planmæssigt kom vi ombord i den trange flyver, hvor der var fyldt helt op.

Hjem til Århus – men der var jo lige en tur på små firehundrede km, der skulle klares, før vi kunne kalde turen for vel overstået

Tak for turen til alle!

/Crew