Vores husvrag – Robert – har gennem et par år nærmest været tæppebombet med fiskegarn, og det har næsten fået os til slet ikke at sejle derover for at se, om der skulle være en mulighed.

Rødtunge og garnrester

Men nu skulle det være, for Steffen havde lovet godt vejr og grej der virker. Det lykkedes mig at være på Rungsted Havn inden de andre var sejlet, ja de var ikke en gang færdige med omklædning, så jeg havde kun begrænset dårlig samvittighed, og efter ganske få minutter gik det over Sundet mod Ven.

Sensommerstemnjng

Vi var fire i Havtasken, og både Steffen og jeg havde tilmed aftalt, at vi dykkede uanset om der var garnbøjer eller ej. Da vi rundede Ven’s nordvestlige hjørne kunne vi se et anseeligt antal småbåde, der lå og fiskede, også tæt på Robert, men vi kunne ikke se garnbøjer derude. Og det var der heldigvis heller ikke, så indenfor kort tid blev loddet droppet og jeg kravlede i efter det.

Mand over bord!

Der var ingen strøm – slet ingen, så det var bare at glide nedad og lyse, for vi har jo tidligere haft masser af garn op i vandet. Jeg så ikke noget, men var ret opmærksom. Loddet skulle være droppet på agten, men da jeg passerede 35 meter uden at ane vraget under mig lurede jeg, at det nok var til siden jeg skulle søge og kort efter tonede agterenden af Robert frem. Jeg fik halet loddet op på vraget og gjort fast i en pullert. Sigten omkring pullerten var mindre end nul! Og der var ikke strøm til at fjerne støvskyen, så den hang der (også 45 min senere, da jeg skulle op).

Masser af rejer!

Sigten i agten var mådelig, 2-3 meter, men længere fremme i vraget var det nærmere 3-4 meter og det var jo egentlig ok. Det bedste var dog, at de mange garn, der gennem lang tid har flagret på vraget, stort set var væk. Måske har der været behjertede dykkere, der har skåret garnene ned og droppet dem ud over siden, eller måske har fiskene selv hængt fast i dem og hevet dem op. Men mange af garnene var væk, og skaderne på Robert var ikke blevet mindre, siden vi var der sidst. Steffen fulgte med rundt, hvilket jo ville være en fordel, hvis nu man havde hængt fast i garn, men det var nu ikke noget problem med den gode sigt, den manglende strøm og de ”neutraliserede” garn.

Søanemone

Der var mange småfisk – masser af bittesmå torsk og glyser, en del havkarusser og buskhoveder. Og rødtunger! Eremitkrebs og søpindsvin var der i stort antal, og de havde haft kronede dage med at æde af de døde fisk, der har hængt i garnene, men nu var der kun få døde torsk tilbage, i hvert fald oppe på vraget. Flere af garnene hang ned over siderne og der kan have været fisk i dem, men jeg tjekkede ikke. Der var naturligvis også en del nøgensnegle og andet småkravl, men alle de store torsk, der har været på vraget de seneste år var væk. Måske var det derfor, der ikke længere stod garn på vraget. Og det er jo godt nok, selv om årsagen ikke er det.

Der var en del rødtunger…

Men alting har en ende, mit dyk nærmede sig afslutningen og dekometeret var også ved at nærme sig den øvre komfortgrænse, så jeg søgte hen mod bundtovet, hvor jeg mødte Søren, der hyggede sig uden lys. Jeg forlod det 11-12 grader varme bundvand og endte oppe i 17 grader i de øverste vandlag – meget behageligt, når man nu var  tvunget til at ligge der.

Rungsted i horisonten.

Op i båden, så vi kunne få PIV i vandet. Og de andre skulle også op. Men hvor ville en stige dog være rart. Vi fik sludret og drukket kaffe, men PIV hang i lang tid på tovet, så vi trak tovet op, så han kunne forstå, at hans svage krop skulle op i båden. Det kom den og da PIV havde fået åbnet lidt førstehjælp, fik vi vendt snuden mod solen og Rungsted.

Kim R