En lovende vejrudsigt og klubbåden stadigvæk til reparation er ikke det mest opløftende, men heldigvis var der en afmelding af Havtasken, så de hurtigste kunne komme på Sundet.

Vejret var kun til Øresund, men med sol hele dagen ville det også være fint nok. Vi sigtede mod Robert som så mange gange før med håbet om god sensommersigt

I havnen havde vi den første udfordring, for vi var ikke rutinerede nok til at få en bøje med, for sådan én er der jo altid i båden… Men vi blev enige om at dekobøjerne måtte være nok for linen var også flydende. Herefter blev måden kæden var bundet på bundtovet udfordret, men vi mente nok at det også kunne holde til dagens formål.

Vi kom frem til positionen efter bemærkelsesværdig meget sprøjt ind i båden, men søen var drilsk og ujævn. På vraget var der ingen ”aktive garn” hen over vraget, så det var bare med at få loddet overbord med en buket af dekopølser, og efter kort tid kunne vi se, at strømmen var ikke eksisterende i overfladen.

Jeg væltede i og var en lille smule skuffet over sigten i overfladen, men kom dog fint ned af tovet. Lige omkring springlaget var der en rask strøm, men den slækkede ned mod vraget, hvor der absolut ikke var noget strøm. Loddet lå på bunden i styrbords side og heldigvis var der årest bedste sigt, så jeg kunne ane vraget og fik halet det lille lod op på vraget og hen til en pullert. Her manglede der lidt strøm, for det skidt man hvirvlede op når man gjorde fast, det blev hængende ubevægeligt ved bundtovet.

Sigten på vraget og helt ned til bunden var ikke under 5 meter, så jeg startede med en tur ned omkring skruen, hvor der var et par store buskhoveder og et par større torsk, der absolut skulle ødelægge den gode sigt. Frem langs bagbords side, hvor der var en del store nøgensnegle af forskellige arter, der lå helt frit fremme, fordi Kenneth ikke var med 😊 Frem mod stævnen, hvor jeg kunne se at de garn der længe havde prydet daviderne var blevet fjernet og generelt var der ryddet meget op. Fremme i stævnen var der nogle torsk og stadigvæk noget garn, men meget er fjernet. Den tætte bevoksning af hvirvelløst liv, der sad på garnene også væk, men det kommer heldigvis hurtigt igen. Men jeg måtte retur pga. de stigende forpligtelser på tovet, men jeg havde nu ikke travlt, for der var meget at se på, når man nu endelig kunne, Og så mødte jeg Dennis, der var på vej frem mod stævnen i styrbords side og man kunne godt fornemme at han heller ikke var utilfreds.

Efter et par runder på den agterste del gik det mod bundtovet, som var helt væk. Der var en tæt muddersky og et tov der tonede frem over den. På vejen op mødte jeg Dennis’ strobe, jeg ikke havde set nedefra og så René, der kom mig i møde. Herefter op i det lune vand og betale prisen for det bedste dyk på Robert i år.

Og så manglede jeg bare manddomsprøven med at komme ombord i Havtasken i de ret store dønninger (der slet ikke skulle være der). Det gik dog i første forsøg, dog med en puls noget over sædvanligt.

Juhl var ved gøre sig klar og kort efter røg han i. Jeg fik gjort klart skib og fik skænket kaffen men freden blev brudt af René, der var tilbage på stigen. Nu er Robert ike hans yndlingsvrag, så jeg tror ikke han var lige så lykkelig som jeg, men sigten plejer jo også at være bedst for den første.

Dennis kom op efter nogle minutter yderligere og der gik heller ikke længe før vi var bundet af. Da Juhl var tilbage var vi nogenlunde enige om hvor fantastisk et dyk vi havde haft, der var lidt mere uenighed om hvad vi havde set på vraget, men det må vi jo tjekke op på ved lejlighed.

Fik debrieefet som det hør og bør og så gik det mod Rungsted. Vi fik desværre kun et dyk, men med fire dykkere i Havtasken, var der ikke plads til mere udstyr.

Kim R