Robert d. 2/9 2021

En hurtig eftermiddagstur I Havtasken til Robert er jo fint nok, men det bliver sværere og sværere at nå det inden det bliver mørkt. Vi var fire personer, der havde fået plads, og vi blev efterhånden samlet på Rungsted Havn, kun lettere forsinkede.

Hjemad mod solnedgangen

Vi fik smidt grejet i Tasken og kom afsted. Søen var alt andet end blid, så der var nogle meteorologer, der havde regnet meget forkert, men vi var jo på vej og tog tæskene for at komme hele vejen. På Robert var der ingen strøm, og efterhånden fik jeg tilkæmpet mig grej nok til at kunne hoppe i og binde på. Jeg havde til lejligheden ladet maske og computer ligge i bilen, så jeg udnyttede lidt af Steffens redundans…

Sigten var ikke alt for god da jeg kom ned, men der var et par pullerter jeg kunne kaste kæden omkring. Herefter en fin rundtur på vraget, hvor sigten var noget varierende fra ok med 3-4 meters sigt og til helt fraværende, specielt omkring bundtovet, hvor den lette bund blev hængende i det strømløse vand.

Der var masser af liv på vraget, små torsk og sej ikke mindst, men der var også meget hvirvelløst liv, hvor rejer, eremitkrebs, søpindsvin,  nøgensnegle og slangestjerner var de mest fremherskende.

Men som så ofte før slutter festen når det er allersjovest. Op i båden og få sendt Kasper i som sidstemand.

Her kom Peter og så Steffen op. Vi havde tid til at have ondt af os selv, for vi var kommet af sted helt uden forplejning…

Op med Kasper og snuden mod solnedgangen og Rungsted, hvor vi var i havn ved 20-tiden.

Kim