Vi kunne kun skrabe 3 sammen til en tur fredag eftermiddag selvom vejret lovede vindstille og solskin i Kattegat.
Jeg var bagud allerede inden jeg kørte hjemmefra da arbejdet trak ud. I klubben blev Bjørn og Allan derfor sendt i forvejen mod Gilleleje mens jeg fyldte de sidste flasker og kørte forbi Kvickly for at proviantere.

Båden var i vandet og jeg havde tømt min bil ca. 1/3 da det gik om for mig at jeg manglede en flaske…. Den stod stadig foran fyldepanelet i Farum. Gode råd var nu dyre (bogstavligt talt) – men vi blev enige om at jeg måtte køre retur til Farum efter flasken (ca 1.5 time) mens de andre spiste et par is på min regning.

Ca 1.5 time senere kunne vi så stå ud af havnen – vi blev enige om at droppe turen til Nixe (20 sm) og i stedet nøjes med Eisfish/Proteus (10sm).
Allan hoppede i og gjorde fast og jeg fulgte efter i kort efter. Der var god sigt på vraget (5-6meter) og pænt med liv. ”I gamle dage” var der altid hundredevis af torsk der stod under dækket – nu er der måske 20 på hele vraget – til gengæld er de små. Men man må trodsalt glæde sig ved at der igen er torsk efter et par år hvor de har været tæt på helt væk. Derudover var der en masse sky sej. Vraget er tydeligt præget af tidens tand – men der er stadig mange fine detaljer på vraget – blandt andet resterne af rattet, maskinen, dampkedlen mv.

Efter en times tid på bunden overlod jeg vraget til Bjørn og tog min straf på tovet.
Bjørn varmede op til at dykke med Kasper og Niels på den forestående Norgestur så han tog et langt dyk – heraf en ret stor del på deco – uden ilt…
Da alle var oppe var der rådslagning om næste mål – jeg havde på forhånd sagt at jeg ville springe over hvis vi ikke alle kunne nå at dykke 2 dyk (Eftersom det var min skyld at vi kom sent ud af havnen…). Men med udsigten til et dyk på Mirs orkede Allan ikke rigtigt et dyk til så vi blev enige om at Bjørn og jeg ville tage et kort dyk så snart vi havde fået tilstrækkeligt overflade interval. Mirs blev dog vekslet til Desdemona som jeg aldrig havde dykket før – og det var vist +25 år siden Allan havde besøgt vraget – alligevel kunne han grave frem fra hukommelsen at skibet var ca. på størrelse med Otto – dog nedsprængt og formegentlig var fyldt med taskekrabber .

Jeg hoppede i og bandt på i en spante ca. 30 cm fra hvor kæden lå – nemt – og tog på opdagelse.
Sigten på bunden var også her rigtig god – og det var heldigt for vraget er noget af en rodebunke – det er nedsprængt og grabbet i. Der var dog meget liv – især taskekrabberne var som Allan forudså i overflod men der var også sej, torsk, langer og alt muligt andet.

Som vi kom tættere på solnedgang blev der mere mørkt og fiskene kom endnu mere frem og svømmede frit og ugeneret.
Jeg havde lovede at være oppe kl. 1915 – så der brød jeg overfladen – Allan mente dog ikke helt det talte for at være punktlig for min computer var sat til at være 10 minutter bagud.
Men jeg kunne jo nok alligevel have dykket noget længere for Bjørn gentog succesen med at tage et langt deco-dyk. Jeg havde godt nok hængt min decoflaske til ham – men kunne ikke skifte om på computeren så han måtte blive hængende i en rum tid før han fik lov at gå op.

Med Bjørn i båden delte vi en håndfuld øl i båden og sejlede ind i halvmørket!
Tak for en god tur og tak for tålmodigheden – næste gang prøver jeg at huske alle mine flasker!
/Steffen