Som så ofte før må min beretning indledes med at der var gået lang tid siden sidste dyk- sørgeligt. Selv den 2-årlige tur til Ålesund havde jeg måttet undvære grundet anden forpligtelse, så det trak efterhånden at komme i vandet.

Det lykkedes at få samlet rebreatheren og få den testet til søndagsdyk, så jeg mødte Kim, Kasper og Malthe ved klubben, vi fik alle fyldt flasker og drog afsted mod Helsingør, hvor vejrudsigten lovede beskeden strøm og vind. Allan og en sværm af andre bådfolk mødte os i havnen, men det lykkedes da at få Havgassen i vandet og lastet. Med kun 5 dykkere og undtagelsesvis kun et lukket system var der god plads i båden.

Vi satte kurs mod Otto, et af klubbens husvrag, et fragtskib fra 1867, som sank kort nord-øst for Helsingør efter en kollision i 1892 (link). Kim fik slået vraget på ekkoloddet, loddet blev smidt, Kasper gjorde sig klar til påbinding og hoppede hurtigt i vandet. Da markøren kom til overfladen blev Havgassen bundet på, og vi andre begyndte at gøre os klar. Og heromkring blev det opdaget, at Kims tørdragt ikke var kommet med… Eftersom Kasper allerede var i vandet fulgte vi andre efter, og Kims dragtsituation måtte så løses efterfølgende.

Min nedstigning blev ganske rolig for at få justeret gas, fumlet med lygte, trykudlignet og alt det andet, man skal. Stilheden ved en rebreather er fantastisk, men det er samtidig lidt foruroligende ikke at kunne høre om enheden virker, særligt efter lidt rigelig lang pause. Vraget mødte mig ved omkring 22 meter og der var fin sigt. Der var bundet på i bagbord side bag styrehuset, og jeg begav mig videre ned- og agterud. Sigten var mindre god ved bunden og det meste af dykket blev langs den øverste skibsside og henover lastrummene. Der var ganske pænt med liv af både nøgensnegle, småtorsk, taskekrabber og enkelte fladfisk (tunger, tror jeg). Efter en lille times udforskning begav jeg mig opad, hvor de øvrige allerede var i båden og havde grillet frokost.

Vi fik spist lidt frokost og betragtede de springende tun imens. Vi måtte jo så beslutte et andet sted til andet dyk, og Allan’s enorme kendskab til danske vrag kom til god gavn. Vi besluttede at dykke hjuldamperen Cimbria, som sank i 1858 (link). Da vraget ligger syd for Helsingør betød det at vi kunne få hentet Kims dragt i havnen (den lå frit fremme på molen- tak til retskafne folk).

Ikke overraskende er Cimbria ganske sammenfaldet og stedvist begravet i sand. Man kan følge skibssiden fra agter og fremad forbi et skovlhjul og ud i forskellige vragdele, som kan være lidt svære at finde rundt i- Jeg fik da brug for et hint af Malthe, da jeg syntes at bundtovet burde være betydeligt nærmere, end det reelt var.

Efter endt dykning sejlede vi retur til Helsingør mens vi kiggede på springende tunfisk og sludrede om en god dags dykning.

Tak for turen alle sammen!

Søren