Vi mødtes alle ved Havgassen, her gik fyldning og klargøring af grej og båd, i et jævnt rutinetempo.

Der blev tjekket div, vejr app´s på telefonerne, og debatteret frem og tilbage, hvilket vrag vi skulle vælge. Vi var alle enige om at strømmen, kun ville blive stærkere i løbet af dagen, og at den var lidt kraftigere ved Helsingør end Hven.

Kasper Møller kom lidt efter os andre, det var noget med et familiemedlem, der lige skulle køres på arbejde, det var også dagen, hvor vi gik fra sommertid til vintertid, måske det spillede ind?

Thomas Pilegaard, sagde dagens berømte ord ” skal vi ikke vælge Otto, for så skal vi ikke sejle så langt” alle nikke ja, og så kørte vi mod Helsingør lystbådehavn.

Jeg var den første i havnen, og lagde alt mit grej klar på kajkanten ved slæbestedet, og da havgassen kom, kørte de pænt forbi mig og stoppede, ved det næste slæbested, som jeg ikke lige havde set, et tydeligt tegn på det er lang tid siden, jeg har sejlet fra den havn.

Sætte båd i vandet, og fylde den med dykkergrej gik igen i et meget rutineret tempo, og afsted på den korte sejltur ud til Otto. Vi forventede strøm, så vi sejlede hen over vraget et par gange for at planlægge hvor loddet skulle smides. Ned kom loddet og jeg meldte mig til at binde på, lidt før jeg hoppede i vandet, fortalte de andre på turen, at de var blevet undervist i, at man ikke skal binde på i strøm, med et køleskab på ryggen, noget med scrubber, co2, og ADV, de havde ret, det er bestemt ikke optimalt.

Svømmede så godt jeg kunne ned at tovet, og pulsen kom bestemt også op, de havde ret, det ikke behageligt med et køleskab på ryggen, i den mængde strøm.

Nede på ca. 31m gled loddet lige så fint hen af bunden, og vurdere ud fra bund forholdene, at vi var langt fra vraget, så op med mig, og smide loddet på ny.

Thomas og Kim lavede flere oversejlinger af vraget og smed loddet et godt stykke forbi vraget, så det kunne nå og gribe fast.

Det var helt tydeligt at se på bøjen, at nu sad loddet fast i noget.

Denne gang kunne jeg slet ikke svømme ned at torvet, og måtte trække mig hele vejen ned, der var nok stærk strøm, ned til ca. 25, og stadig lidt på bunden.

Det var kun selve loddet der sad fast i vraget og resten af kæde og torv var strukket helt ud i frit vand. Jeg prøvede af flere omgange og trække slæk, så jeg kunne binde på, men det lykkedes mig ikke.

Til sidst gav jeg op, og begyndte min opstigning, for at sige de skulle sende en mand ned med noget tov og på den måde sikre bundtorvet, heldigvis mødte jeg Kasper, som var på vej ned for at hjælpe, og sammen kunne vi, lave en knapt så sikker på binding.

Efter en runde på vraget og nede at se skruen, svømmede jeg mod bundtorvet, og svømmede op, på vejen mødte jeg Kenneth, og vi prøvede at kommunikere, om at kæden havde givet et par store ryk, og at han lige skulle kikke på det.

Kenneth kom ned til vraget, og nåede lige at få visuel kontakt med Otto, og der efter så han Herkules (Kasper) der havde fat i loddet med den ene hånd, og vraget i den anden, og da han spændstige legeme ikke kunne give sig mere, fløj vi alle 3 afsted på tovet.

Vi mødtes på sikkerhedsstoppet, så takket være det kendte danskerheld, var vi alle på tovet da loddet slap vraget, så ingen behøvede at lave en fri opstigning, i den strøm.

Oppe i båden, blev vi alle enige om at med den strøm, skulle Otto ikke havde flere chancer, så vi sejlede mod et andet vrag, må tilstå at jeg ikke kan huske hvilket vi valgte (Kalle, red.), men efter vi havde sejlet, ned mod Hven og ledte nogen tid efter vraget, gav vi op og sejlede videre til vraget Ceylon, hvor der var noget mindre strøm. Her fik alle vist et lille dyk.

Heldigvis var vejret stadig meget mildt og havet fladt, så sejlturen hjem til Helsingør, gik fint.

Godt vi valgte Otto, så sejlturen, var kort, næste gang vi vælger en kort sejltur, forslår jeg vi sejler til Prinzen 🙂

Tak for en lidt hård, men rigtig god dag på havet.

Erbs