Da Steffen luftede muligheden for en eftermiddagstur på en ellers kedelig mandag, var det for godt til at sige nej,.

Vi var seks personer, der skulle nyde godt af lempelserne i forsamlingsforbuddet på foreningsniveau, og vi havde aftalt Helsingør kl. 15. Jeg var, til en afveksling, i allersidste øjeblik og da jeg kom halsende ind på Helsingør Nordhavn, var det mig de ventede på…

Strømprognoserne blev diskuteret flittigt, mens jeg fik dragten på, for der var uenighed mellem vores foretrukne kilder, nemlig DMI og FCOO. Den ene lovede 1-1,5 knob nordgående, hvilket ville være muligt, den anden noget mere, så det var No-Go. Der blev diskuteret alternativer syd for Helsingør, men Steffen og undertegnede blev enige om at sejle ud til den grønne bøje og tage en analog vurdering af forholdene. Vi havde ikke dykket Otto i en rum tid, for vejr- og strømguderne har bestemt ikke været venligt stemt, så vi var villige til at tåle “en hel del”. Vinden var frisk og fra nord, så vi fik lidt stænk indenbords, da vi sejlede ud, men da vi nåede bøjen, var der tilsyneladende ikke noget strøm, så vi drejede skuden mod nord.

Otto blev fundet, og der skulle udpeges en til at binde på. Jeg vidste, at der var en minde utæthed i min dragt, så jeg helst ikke dykke først, Allan ville dykke sidst sammen med Thomas, og de andre kunne ikke finde ud af det med deres fine grej 😊

Enden blev, at Thomas, som den gentleman han altid er, tilbød at gøre det. Umiddelbart før han hoppede i, kom han i tvivl om hans lynlås var lukket og spurgte os andre. Vi så at beskyttelseslynlåsen var lukket og vi mente at den rigtige også måtte være lukket.

I med Thomas, og der gik ikke mange minutter før flåddet lå i overfladen tæt ved bøjerne. Det satte yderligere skub i tingene, og få minutter senere røg Kennet og Henning overbord. Stilheden sænkede sig, Steffen gjorde sig klar til at følge de andre i dybet, og var klar til at hoppe i, da Thomas kom tilbage. Thomas kunne fortælle, at der ikke var noget strøm, god sigt på 5-6 meter og at han i øvrigt var gennemblødt pga. en lynlås, der ikke var lukket helt. Han bar tilsyneladende ikke nag til dem , der tjekkede, men det var jo også de fleste.

Og alt imens det skete, stod Henning pludselig på stigen, så jeg gjorde klar og hoppede i, så Allan kunne være sidste mand. Vandet var næsten strømfrit, så det var en fornøjelse at glide ned mod vraget, specielt da jeg kom ned i det 8 ℃ varme bundvand.

Otto er blevet noget mere nedbrudt hen over vinteren, men lignede nogenlunde sig selv. Både vraget og sandbunden omkring det var dækket af fint brunt slam, der ikke ligefrem pyntede, men det forsvinder sikkert hurtigt, når strømmen kommer igen. Vraget så sådan lidt trist ud med det brune lag, og sønellikerne var ikke foldet ud og kunne ikke skjule det. At sigten så var temmelig god, specielt øverst på vraget, forstærkede det lidt vintertriste udtryk.

Spisekammeret i bagbordsside var desværre fyldt med sand, så selv ikke de små torsk kunne gemme sig der. Og der var ikke mange fisk på vraget, enkelte torsk gemte sig mellem bjælkerne i lasten og så et par buskhoveder, der jo altid er der-. Og så selvfølgelig en del mindre havkarusser.

Da jeg havde brugt min tid i dybet, vinkede jeg til Allan ved bundtovet og gik op. Heldigvis var der ikke løbet deko på, så jeg var hurtigt oppe i båden, hvor der allerede var gang i afterbriefingen. Kort efter var Allan også i båden, og det varede kun få sekunder, før der var uddelt varmedunke til alle, der kunne magte det…

Tilbage til havnen, hvor Thomas endelig kunne tømme dragten for vand og få tørt på. Vi fik også hurtigt båden op og grejet pakket, så vi kunne nå hjem til spisetid…

Kim R