For en gangs skyld faldt et vindhul på en traditionel dykkedag – tirsdag. Og den elendige vejrudsigt på begge sider af vindhullet gav også mange tilmeldinger, men som så ofte før, så kan det være svært at nå det hele, på trods af de gode intentioner – også for mg selv, der kom i allersidste øjeblik!

Nu bor der igen en taskekrabbe i kobberrøret ved styremaskinen.

Da jeg ankom, manglede man blot at fordele 8 mand i 3 biler – Otto og Helsingør var valgt som mål for dagens aktiviteter.

Da vi havde fået fyldt de enorme mængder grej i båden, og her var jeg taknemmelig for de frameldinger der var tikket ind i løbet af eftermiddagen, sejlede Jørgen Havgassen ud af havnen. Der var lidt krappe bølger uden for molehovedet, så vi skulle lige ha lynet dragterne, inden vi sejlede de små fem minutter, det tog at komme til Otto.

Søanemonerne kan kan klare strømmen – og de lever af den dårlige sigt!

Her var strømmen helt fraværende, så vi fik hurtigt smidt loddet og kort efter Juhl i vandet. Næste hold var Rene fulgt af Henning og Kenneth. Jørgen og Carsten var næste hold, men de nåede ikke i vandet før Henning og Kenneth var tilbage på stigen med ret negative kommentarer til oplevelserne i dybet. Ingen strøm ned til 15 meter, hvorefter der var stærk strøm og dårlig sigt. De vidste ikke, hvor de var på vraget og havde givet op efter få minutter. Jørgen og Carsten var næsten kommet i vandet, samtidtig med at Juhl og Rene var kommet op, så der herskede noget der mindede om kaos i vores ellers veltilrettelagte dykkeplan. Juhl fortalte, at der var gjort fast på forkanten af broen, men strøm, middelmådig sigt og ingen konsumfisk.

Benny (ny mand på holdet) og jeg gjorde klar, men Jørgen og Carsten havde også givet op over for forholdene på vraget, så der var trængsel, før vi kom i. Men endelig i vandet og så blev jeg ramt lidt af nogle små irriterende udfordringer på vej ned ad tovet, min feeder var hoppet af, for jeg havde jo sat den på, til gengæld var der luft i min vinge, der var blæst op af sig selv. Men det blev løst i det helt strømløse vand, kun med lidt vand fra indblæsningsventilen som eneste minde. Vraget nåede lige at tone frem under os, før strømmen for alvor tog fat i os. Den var dog ikke helt så slem som frygtet, men den var da lidt ukomfortabel.

Buskhoved i dødningehånd

Sigten var ca. 3 meter, altså meget bedre end de udmeldinger vi havde fået før dykket. Vi lod strømmen føre os ud over siden og gik i læ på styrbords side, hvor vi kunne se lidt på det rige hvirvelløse liv. Vi var en tur ude ved stævnen, kiggede ind under bakken, og tullede ellers lidt rundt på læsiden og inde i vraget.

Benny dykkede på luft, og da hans computer mente han havde fået nok, blev han sat af på tovet, mens jeg lige tog en lille runde ovenpå vraget før jeg bandt af. Og hvor var det dog behageligt at komme op i varmen over springlaget, jeg var blevet lidt kølig i mit sommersetup, kun skiundertøj der tilmed var fugtigt pga. den manglende feederslange.

Man ku’ næsten se kaffen fra sikkerhedsstoppet!

Dykning er som lagerstyring – last in, last out…

Men op til lidt hygge i aftensolen, men den var godt nok kortvarig, Jørgen ville absolut udnytte, at han var kommet på bådførerlisten og sejlede så vildt, at vi spildte øllet…

Der var ikke meget tid til at nyde den eneste rolige aften i denne uge…

Og på havnen skulle vi lige ha’ fyldt broen med alskens helt uundværligt grej til et enkelt lille let dyk 🙂 Og så skulle båden jo også lige hales op…

Så er der kun køreturen tilbage.

Kim R