Vejrudsigten dikterede egentlig langtur – havblik så langt øjet rakte i alle retninger.
Det var dog sløjt med tilmeldinger – vi var Kim og jeg – og så lidt Henrik – og så faldt Kim fra – og Henrik kunne kun, hvis knægten også kom med – så det blev altså ikke en lang tur.

Heldigvis trængte Søren S også til et genopfriskningsdyk – så enden blev at vi tog et enkelt dyk et sted i Kattegat. Fremme i Gilleleje sidst på formiddagen var et barn blevet til et barn plus en kammerat og en forælder mere, så vi var i alt seks der skulle på tur. Selvom vi kun havde planlagt et dyk, satte vi kursen de ca. 20 mil mod Nixe – mest fordi der også ville være garanti for lidt at fange for ungerne (med fiskestangen). Turen derop gik med snak om status på køkkenhaverne og meget andet, mens vi så på marsvin og prøvede at indhente diverse fjerkræ.
Fremme på destinationen blev fiskestængerne rigget til, mens Søren og jeg fik spist frokost – og da børnene var blevet trætte af at fiske, blev Søren og jeg smidt i vandet med formaninger om at fange nogen spændende hav-dyr….
Jeg kom ikke langt ned før jeg kunne mærke utætheden i den ene handske – jeg rettede lidt på den og syntes det forsvandt. Der var vel en 10-15m sigt hvor det var bedst – og 3-5 m på bunden, hvor det var dårligst. I det hårde vejr skulle der jo bindes grundigt på – så det gjorde jeg – og så måtte jeg lige op i båden og få en anden handske – for den første var fortsat utæt. Med et par hånlige grin fra Henrik væltede jeg i vandet igen og fandt vraget.

Da jeg hev kameraet frem kunne jeg konstatere at man skal huske at dække kameraet til eller fjerne forsatslinsen når solen skinner – hvis altså man har et nært forhold til sit kamera… fronten af kameraet var smeltet, så objektivet ikke kunne køre ud… Jeg bandede lidt, inden jeg smed kameraet på dekoflasken og tog en runde på vraget.
Der var meget af det sædvanlige liv; taskekrabber, erimitkrebs, buskhoveder, troldhummere, langer og et par små torsk. Nøgensnegle har der nok også været, for der var enormt mange æg fra dem.
Jeg reddet et par taskekrabber fra fiskelinerne – eller reddet var måske så meget sagt – for de endte aftenen i min suppegryde – mens jeg tog en 2-3 runder på vraget.
Et rigtigt fint dyk blev det til, inden jeg var ved at være en anelse lav på luft og måtte stikke til overfladen – hvor roen hurtigt var ovre, da de to bavianer skulle se på krabber og kløer.
I overfladen var Henrik godt på vej i vandet – normalt kan man så skrive at der var ro og fred indtil Henrik kom op – men de to kammerater havde travlt med at se på krabber, spise rugbrødsmadder og stille spørgsmål.

Efter en lille time eller sådan noget var Henrik i overfladen.
De to små søfolk skulle lige fiske lidt mere, før vi kunne sætte snuden mod Gilleleje. Men det var nu fint – vejret var godt og Søren havde hjemmebrygget øl med, som vi nød imens.
Inden længe var vi på havnen hvor der hurtigt blev rigget af før vi alle stak hver til sit!
Tak for en hyggelig tur!
Steffen