6 mand høj til heldagstur på en hverdag i marts…. det er længe siden det er sket – det vidner om hvor magre de sidste mange måneder har været.

Vi mødtes tidligt onsdag morgen – velvidende om at der var lovet massiv tåge i det meste af vores nær- og fjernområde og dermed allerede fra start af udelukkede den oprindelige plan med dyk i Østersøen. Det eneste hul i tågen jf. vejrudsigten var ved Sjællands Odde. Vi fik fyldt kassen med bunker af grej og med lidt møje og besvær motioneret traileren så bremsen til sidst slap. Kursen blev sat nordvestover i meget tæt tåge – kun afbrudt af stop i SuperBrugsens bager hvor Peter købte fødselsdags-onsdagssnegle. Fremme på Odden havn hvor vejrudsigten jo sagde god sigt – var der, tja begrænset sigt i bedste fald og i hvert fald alt for ringe til at sejle i. Vi var nu alligevel optimistiske og håbede at tågen var ved at lette – så vi satte båden i vandet og smed grejet i den – bare for at se at tågen blev tættere.

Vi tog en kop kaffe og spise Peters Kage. Forholdene blev ikke bedre – og som sidste et sidste desperat træk før vi trak båden op kørte Kasper og jeg tur ud på Gniben for at se om tågen var bedre der – og vi var ikke nået 1500m væk fra havnen før solen skinnede fra en klar blå himmel og vi kunne se til horisonter.

Vi blev derfor enige om at vi måtte tøffe forsigtigt ud af tågen som tydeligvis kun lå tæt om havnen – og at vi sagtens kunne finde retur på samme måde. Inden vi kom tilbage til båden og fik gjort det sidste klar var der imidlertid pludselig også klart vejr i Odden havn og vi kunne sætte kursen nordover uden yderligere forsinkelser.

Dagens destination var vraget af Slæbebåden Wotan som ligger på 30m vand ca. 12 mil fra havnen. Det blev en semi-våd sejltur hvor flere fortrød deres påklædning – men vi kunne dårlig klage over forholdene, for den vind der skabte bølgerne, var formentlig årsagen til at tågen var lettet…

Fremme ved vraget blev Kim smidt i efter bøjen og kort efter Dennis – mens nogen hældte vand ud af både ørene og handsker.
Peter og Bjørn hoppede lidt efter og Kasper og jeg ventede på Kims returnering før det blev vores tur.
Sigten var et par meter på bunden og der var lidt strøm – men vraget er heldigvis begrænset i størrelse (ca. 45x8m) så man kunne uden de store problemer begive sig på opdagelse uden at blive rigtig væk. Der var ikke mange fisk over 10cm længde på vraget men ellers var der pænt med makroliv og vraget flot begroet med dødemandshånd. Sigten helt ved bunden var ret ringe ringe men oppe på vraget var den brugbar – måske 3meter der hvor den var bedst. Jeg tog en tur omkring hele vraget og var en tur indenfor og vende – men der er lidt trængt og meget mudder så det var en kort fornøjelse.

Efter 40minuter var især tommeltotterne blevet kolde og jeg vendte retur til overfladen hvor jeg havde forventninger om at vi skulle grille Bjørns gourmet-pølse – men der var krise! Stor krise! For det første var der mis-kommunikeret så da Bjørn havde sagt ”ja jeg har købt pølser” – mente han rent faktisk det – og ikke ” jeg har købt pølser, brød og smørelse” som i hvert fald turledelsen havde forstået – men hvad skulle vise sig at blive endnu mere kritisk – og i øvrigt gøre kommunikationsbristen ligegyldig – var at vores gril slet ikke ville tænde. Der blev sat flere ingeniører på sagen – men uden succes – og vi måtte alle ty til madpakkerne!

Kasper var demotiveret grundet manglende indtag af brændte pølser – og han var vist i øvrigt også lidt fugtig og var blevet gennemkold på fusserne så han sprang andet dykket over og vi andre kunne dykke i spredt orden – men det endte nu alligevel med at Kim kom op inden jeg kom i igen alligevel.

Sigten var måske blevet lidt bedre på toppen af vraget – men strømmen var tiltaget så den drillede lidt mere på bunden men overordnet var det samme indtryk – med massere af makroliv, ikke så mange store fisk – men mange pæne taskekrabber som alle fik lov til blive til næste gang.

Jeg fik afsluttet dykket – hængt bailoutflasken på Tech-snoren og entreret båden hvor vi fik gjort klart dæk – delt en stribe Underberg og sat kursen hjemover i pænt vejr!

Tilbage i Farum tog et par os forbi den lokale Kebab-biks og fik lagt planer for næste tur!
Tak for en fantastisk dag på havet og en god start på foråret.
Steffen