Aftentur i Kattegat for anden torsdag i træk, der er endelig komme hul på bylden. Vi mødtes i Gilleleje kl. 17 hvor jeg lagde båd til. Mit snart 20 år gamle skiv klarer sig stadig fint og er blevet opdateret på el og andet godt her over sommeren, så alt endelig virker.
Vi fik pakket og udstukket positionen på Saturnus ca. 17 mil oppe. En tysker fra 2. verdenskrig og som ikke kan beskrives bedre end af Allan på vrag. Dk (M.S. Saturnus (M 3827) – Allan Jensens VRAG!)
Kattegat opførte sig noget pænere end ugen før og det var i vanlig tilbagelænet stil og hyggesnak omkring styrepulten hele vejen op til positionen.
Vi fik smidt dræget og Kasper bandt på. Loddet var i øvrigt en xxxl størrelse karabinhage som Thomas havde med fra Norge. Mit eget dræg kunne jeg ikke finde, det har for en tid været erstattet af et anker til diverse badeopgaver.
Jeg fulgte lige efter Kasper og glædede mig over at sigten blev bedre og bedre nedad. Det har vi dog oplevet før for så at få nulsigt lige på eller over vraget. Jeg kiggede nedad og nedad og så bunden på 37m tydeligt under mig, men intet vrag.
Vrag var der dog, jeg skulle i stedet kigge frem og op. Kæden hang som et U ned til bunden og der var bundet forsvarligt på i bagbord side foran broen. Det gibbede i mig og jeg tog lige en pause på lønningen og lyste rundt i den gode sigt med masser af naturligt lys på toppen. Jeg dykkede Saturnus for første gang for 25 år siden hvor jeg famlede mig frem i 1m sigt uden overhovedet, at vide hvor jeg var. Siden hen har der været mange dyk med, for det meste, brugbar til halv god sigt.
Saturnus står ret på kølen på 37 og rager små 5m op i vandet med toppen af broen som det højeste punkt. Der har gennem tiden gemt sig mange spændende ting i mudderet her, ting har det dog med at forsvinde og jeg nænnede ikke at grave i mudderet for at kigge efter om noget var glemt. God sigt kan nogen gange tage initiativet fra en.
Jeg tog den agterover langs siden af skibet og der hvor Kasper ikke havde været, kunne jeg lyse på tværs af skibet og se fra lønning til lønning. Lidt militært isenkram lå spredt rundt på dækket og jeg samlede et par messinghylstre op med fare for at få fingrende klippet af.
Vraget var som så mange andre i denne tid fyldt med taskekrabber i alle størrelser. Jeg rundede agten og kiggede lidt til kanonen. Her under dækket var der tegn på aktivitet og vi har før fanget flotte havkatte på vraget, men her var det et par småtorsk der huserede og bortset fra lidt andre småtorsk, glyser og enkelte småsej, var vraget tomt for fisk. Med den gode sigt var det muligt at lyse langt ned i vraget og jeg opdagede mange nye detaljer som hører sig til på et skib af sådan en kaliber.
I stævnen var der sket lidt forandringer siden sidst, en del mere af dækket var åbent og her kunne der ses flere kahytter og inventar der lige netop stak op ad mudderet. Jeg svømmede en tur ud i det fri og rundede stævnen i behørig afstand, svævede lidt og nød synet af den høje stævn hvorefter jeg lod mig dale ned på bunden og tog den lidt agterud i bagbord side. Der var ikke meget vraggods hernede og ikke specielt interessant og der var ligeledes tomt for fisk i den, ellers velegnede store hule inde under vraget. I gamle dage måtte torskene have stået i kø for at komme ned i posen der. Lidt zik zak rundt på vraget og så var der kommet 5 min deko på uret på en ellers halvfed nitroxblandning og der var tid til opstigning.
Jeg forlod det lune bundvand på 8 grader og steg op i varmen hvor jeg blev mindet om den brandmand jeg fik på overlæben på vej ned, det varme vand vækkede smerten til live igen. Det var i øvrigt den eneste brandmand jeg så, så det er egentligt meget godt ramt.
Kasper og mig tog hul på den første forfriskning inden Thomas og Kim var i båden og sammen nød vi Kaspers frikadeller og anden forplejning imens vi langsomt drev for vinden sydpå.
Intet varer evigt, det var hverdag og vi skulle tidligt op, så vi gav gas og havde en fin tur ind under anden forfriskning.
Skønt at være på havet igen og intet sand i udstyret efter nogle tørre år med kun stranddyk.
Henrik