Weekendens vejr tegnede lyst og da Kenneth inviterede til langtur i Kattegat og Ostmark blev nævnt som muligt mål, meldte jeg mig straks til. Men turen minder mig lidt om en gammel Monrad & Rislund monolog, hvor daværende statsminister Anker Jørgensen truer med at drukne sig i Atlanterhavet, men senere bliver fundet druknet i Peblingesøen 🙂
Forstået på den måde, at vi ikke kom på Ostmark, men måtte nøjes med S.S. Snorre lidt vest for Kullen. Dette var naturligvis ikke Kenneths skyld, men det lunefulde vejr, som nedgraderede vores tur betydeligt.
Men afsted på dykketur kom vi da og Snorre er da også et udmærket vrag, ofte med et rigt dyreliv, så der er noget både til kameraerne og til gryderne.
Turen fra Gilleleje og nordpå gik rigtig godt, det var roligt vejr og Havgassen skød 30 knob hele vejen, med den dygtige og rutinerede turleder ved roret, ikke en dråbe vand kom der i båden. Fremme ved positionen, gjorde Thomas hurtigt klar og sprang i vandet. Og alt imens Kim og jeg talte om, om det var 3 eller 4 minutter siden han var sprunget i, var markeringsflyderen i overfladen – det er vist rekord.
Så sprang Peter og Kenneth i med deres ”wonder-machines” og alt deres tingel-tangel, en ufattelig masse udstyr, men en ting havde de glemt, nemlig en målepind.
For ved en senere samtale i båden, forstod jeg ikke rigtigt, at de kun havde set store torsk, imens jeg kun havde set små. Ligeledes havde de set massevis af store taskekrabber, mens jeg kun havde set få, eller i hvert fald ikke ret mange og de fleste for små (med henblik på at spise dem vel at bemærke).
Tvivlen nagede mig selvfølgelig, havde jeg virkelig overset både store torsk og store krabber. Kan det virkelig passe, at jeg skal gå over til trimix for at få mad på bordet?
Denne tvivl nævnte jeg selvfølgelig ikke, men prøvede at repetere lidt teoriundervisning, det med at lysets forskellige brydning i vand og luft, gør at tingene ser noget større ud i vandet. Det virkede ikke.
Vi havde alt i alt en rigtig god og hyggelig tur, alle var glade, der blev drukket øl og grint, vinden tiltog, men solen var begyndt at skinne, så hjemturen var ikke så slem, selvom at nu kom der vand i båden, meget vand.
Forklaringen på det med størrelsesforskellen, eller rettere forskellen på vores opfattelse af størrelsen på fisk, kom sent om aftenen.
Kenneth sendte et billede af en ”kæmpe lange” han havde fotograferet som bevis på sin påstand (se foto). Men bemærk søanemonen, lidt tættere på linsen –indrømmet, men disse er sjældent mere end 10-12 cm.
Tak for turen Kenneth, og husk, at den der skriver beretningen har altid ret 🙂
Alan Jensen