Deltagere:
Madsen, Simon, Kokken og undetegnede.
Vi trillede fra Farum fredag eftermiddag efter at have gjort båden uv-venlig. Båden havde stået et godt stykke tid i garagen efter dykkerne sidst havde brugt den i Norge. Heldigvis kunne vi komme af sted tidligt og undgå myldretidstrafikken.

Efter ankomst på Mors fik vi indlogeret os og Simon varmede en god omgang bolo op på komfuret. Det var satme en lækker omgang bolo som havde stået i timevis hjemme på Vesterbro. Desværre havde vi i dagene op til set at vejrudsigten var dårligere og dårligere, så vi var lidt lost på mulige dykkerspots.

Gamle coach Krarup var ikke meget værd, så vi måtte hive søkort, gamle natura 2000 undersøgelser og fantasi frem. Vi valgte et helt nyt spot i den nordlige del af fjorden som så god ud.
Om lørdagen stævnede vi ud i stiv kuling og regn. Det var mildest talt pisse kold. Efter et minut satte ekkolodet ud og en omgang fejlfinding var nødvendig. Det var nok et irret stik som gav en løs forbindelse. Da vi endelig fik det til at spille satte vi kursen og sejlede i høj sø.
Der var fint med hummer og vi fik alle lidt med i posen. Simon fik rigtig god fangst, og det undrer os andre da han også brugte mindst et par timer i båden på at stå og lave sprællemand for at få varmen. Jeg brugte selv mere end 45min på én kæmpe hummer som jeg simpelthen ikke kunne lokke ud af sin hule. På dyk nr. 100 var hulen pludselig tom og den store houdini var ingen steder at finde. Det var godt nok en streg i regningen.

Vi havde dog heldigvis fået nok hummer til aftenens festligheder. Vi havde nemlig planlagt en god omgang surf and turf. Christian havde stået for nogle rigtig gode bøffer. Og ikke mindst en bearnaise som sparkede numse. Godt med e(k)stragon i den!



Søndag bød på 16m/s vind med stød til 20m/s så vi stævnede naturligvis ud fra havnen med en smule forsigtighed. Vi kantede os langs kysten i læ af klipperne, men det endte stadig med 1-2m høje bølger – det er lidt rigeligt i Limfjorden. Madsen meldte om 20-30cm sigt, og så kunne vi andre jo ikke vente med at hoppe i vandet.

Vi kunne desværre ikke hive den store fangst hjem, men vi havde det sjovt.. eller koldt i hvert fald. Turens sidste etape var at få båden op af vandet. Det gamle spil på traileren var desværre blevet mørt og båndet knækkede med båden halvvejs oppe af traileren. Der skete heldigvis ingenting, men det tog da lidt tid at få det løst med knuder, knob og knofedt
Rasmus