Skrivekarl: Carsten

Med kun 3 lægtvandsdyk på et halvt år var det med glæde og spænding, at jeg så frem til denne tur – ikke at jeg på forhånd vidste, at det netop var Libra og Anders Martin i Kattegat, hvortil vi skulle, for jeg kom for en gangs skyld frem til klubben som sidste mand og vandt dermed tjansen som skrivekarl.

Meget fine forhold!

Vejr- og sejladsudsigten så lovende ud, men vi kunne dog kun mande os op til seks deltagere: Kim R. Sørensen, Klaus F. Østergaard, Kenneth Krull, René Jørgensen, Steffen T. Pedersen og skrivekarlen selv. Pakning af bilen var rutinemæssigt hurtigt overstået og af sted til Hundested, hvor en mindre båd var ”parkeret” i vandet på slæbestedet.

Havgassen på rampen.

Havgassen kom i vandet, uden om den ”parkerede”, og så blev der ellers læsset så mange enkelt- og dobbeltsæt og diverse stageflasker om bord, at bådens stævn lå lavere end agten.

Så skal der læsses grej…

Det hjalp kun lidt på bådens trim, at vi velvoksne basser entrede den – og det til trods for den fyldte og nu meget større brændstoftank. Heldigvis har bådens nye motor kraft nok til at korrigere trimmet.

Kattegat var det rigtige valg på dagen.

Da vi kom ud på Kattegat mødtes vi af havblik og tågedis, som dog fordampede op ad dagen. Havblikket forsvandt senere, dog uden at der var tale om generede bølger. Vel fremme på positionen blev loddet dumpet på Libra, og Kim gjorde fast. René og Kenneth var de første til at følge Kim i dybet, hvorefter Klaus og jeg tog turen nedad. Min hukommelse hvad angår Libra var ret hullet, så oppe i båden hjalp Kim mig med at huske, at jeg faktisk havde været der. Ved efterfølgende kontrol i min logbog kunne jeg konstatere, at han selvfølgelig havde ret – det var i august 2015. Nuvel, oplevelsen dernede var god, selv om jeg ikke erindrede det store fra mit første dyk. Sigten var 6-8 meter på vraget og var kun 2 meter de sidste par meter over bunden. Til gengæld var strømmen denne dag løbet et andet sted hen. Klaus var dynget godt til med dobbeltsæt og 2 stageflasker, men det fyldige setup hverken sinkede eller sænkede ham. Vi havde en fin tur rundt om vraget langs bunden, derpå langs rælingen og lidt på kryds og tværs, inden vi ramte tovet.

Der var eremitkrebs overalt

Oppe igen i båden ymtede Klaus noget om, at ”det dog var den langsomste opstigning”, han havde oplevet, og at med i alt 52 minutter i vandet så ”kunne man have lavet et ordentligt trimix-dyk”, hvortil jeg oplyste ham om, at min computer, som ikke er konservativt indstillet, under hele turen op brokkede sig over, at det gik for hurtigt, hvilket betød, at lige når Klaus’ computer syntes, at opstigningshastigheden var fin, så brokkede den sig over, at det så gik for langsomt, fordi jeg, som lå under Klaus på tovet, holdt igen.

Masser af sønelliker

Efter disse lærerige udvekslinger ploppede Steffen i baljen, og vi andre riggede om til næste dyk. Da Steffen kom retur og entrede båden, kunne han berette om et ”lortedyk” – det var vist noget med dobbeltsættets vægt….., om vægten var for stor eller lille, fattede jeg ikke helt, for én ulykke kommer sjældent alene, som man siger.

Mit ene 1. trin var blevet utæt, kunne jeg konstatere, da jeg flyttede det over på flaske nr. 2. Efter i nogen tid at have rodet med O-ringe, bandet og svovlet forgæves, fik jeg lov at låne et regulatorsæt af Steffen, der monterede det, mens jeg havde flasken på ryggen. Nu kunne han søreme konstatere, at også mit andet 1. trin lækkede, så han lånte mig endnu et sæt. Jeg var ellers klar til at sidde over for ikke at spilde de andres tid, men Steffen insisterede, så jeg takkede ja og var en glad dreng.

Bevoksningen var tæt…

Jeg formoder, at vi er vanedyr, for på Anders Martin var par-sammensætningen og dykkerækkefølgen den samme som på første dyk. Faste rutiner giver tryghed! Anders Martin kunne jeg absolut intet huske om, selv om jeg ved efterfølgende tjek af logbogen kunne se, at jeg var dér første og indtil i dag eneste gang i 2015. Denne gang appellerede jeg dog ikke til Kim om hukommelsesstøtte. Lidt stolthed har man vel i livet!

Mange af taskekrabberne havde rogn under bugen.

Ned ad tovet, hvor der var svag strøm og fnuller. Ved ankomst på vraget var sigten 10-12 meter, juhu – dejligt nemt at orientere sig, bortset fra ved bunden, hvor sigten var som på Libra. Strømmen var svag, vi drev stille rundt, og med vores ”fodror” korrigerede vi fra tid til anden retningen en smule. Vi var over det hele, nede, oppe og på tværs samt lidt rundt over og nede i hullerne i vraget, der er meget flot bevokset. Som på Libra så vi også her bl.a. torsk, uden at antallet var imponerede. Efter knap en halv time i dybet fandt vi tovet. Denne gang foretog Klaus og jeg en noget hurtigere opstigning, så jeg hørte ikke mere om mistede muligheder for trimix-dyk.

Konk-fest

Kim klarede i retursejladsen til Hundested, hvor der i vandet på slæbestedet stadig lå den tidligere nævnte båd og nu også en rød BRIG-rib. Op med grejet på bassinkanten og Havgassen blev med kyndigt tovtrækkeri og ditto gasstyring ført til rampen, hvor Steffen holdt klar med traileren. Snart var vi på vej mod Farum, hvor klokken var godt 18, da vi landede ved klubgaragerne efter endnu en skøn dag på vandet.

Selv en stor vil kan fyldes med grej…

Tak for det gode selskab og et par dejlige dyk – lad os komme af sted igen i en fart!

Carsten