Lysekil var igen umuligt pga. Corpona-situationen, så Dennis fandt på at flytte dykningen til Sønderjylland. Han havde entreret med Sønderborg Sportsdykkerklub, så vi kunne fylde luft uden at slæbe vores egen kompressor med. Der var ikke overvældende tilmelding til turen, vi endte med at være de seks personer, som vi var fra starten, der ville bruge en forlænget weekend på at dykke på noget, vi ikke ser til dagligt.

Vi pakkede bilen tirsdag, og skulle køre onsdag efter arbejdstid. Pakningen var hurtigt overstået og vi fik koordineret det sådan, at Dennis og Søren S. trak båden til Als, hvor vi havde sommerhus. Vi andre, Lærke, Juhl og undertegnede, skulle køre med Karin og sikre nøglen til det lejede hus, og at vi fik købt ind på vejen, så vi ikke skulle lide nød – noget der ikke bekommer havbasser særlig godt…

Sommerhuset var stort, og den eneste mangel var parkeringsplads til båden, men det lykkedes dog efter at have bakset noget med traileren i regnvejret på den meget smalle vej.

Torsdag morgen skulle vi finde et sted at få båden i vandet. Dennis havde allerede luret, at Mommark var en mulighed. Vi fik smidt båden i vandet og Havnemesteren fortalte, at vi bare kunne fortøje båden ved slæbestedet, så vi ikke skulle bruge tid på at hive båden op hver dag. Dagens plan var først S-103. Positionen passede fint og der gik ikke længe før første mand var i vandet for at gøre fast. Vraget er ikke kæmpestort, men der var nu rigeligt at kigge på langs de 35 m vrag. Vi var ikke de første på vraget, men der var da stadigvæk en maskinkanon, som kunne varme et drengehjerte, også i en utæt dragt..

Vi kom alle op og var klar til dagens næste udfordring Metha Marie, der lå kort derfra. Jeg havde haft ret kort dykketid og jeg overhalede Dennis i køen og hoppede i for at gøre fast, så næste runde kunne komme i gang. Dette vrag lå på samme dybde som før og havde også ca. samme størrelse. Metha Marie var dog noget mere bredrøvet og egnet til at sejle igennem kanalerne. Fin oplevelse, men der var ikke så meget liv på vragene, og de fleste spændende ting findes nok dybt i mudderet eller på en Amagerhylde, hvor de kan glæde nogen.

Dragterne har det med at blive utætte, når de bruges flittigt, og det resulterede jo i at der skulle tørres og repareres en hel del

Da middagen var spist og vi havde ryddet bordet, kunne vi spille et eller andet, som alle åbenbart kendte i forvejen. Det var nu morsomt ganske morsomt alligevel.

Steffen var kommet til sidst på aftenen og han var selvfølgelig velkommen med hans gode portvin. Vi fik vendt mangt og meget over portvinen, og vi blev også enige om hvor vi skulle dykke dagen efter, det eneste problem ville være vinden og måske regn og den manglende sol…

Efter lidt limning og lidt morgenmad kom vi afsted, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at havde vi været hjemme på Sjælland, så var vi blevet i hjemme, og vi havde slet ikke overvejet en langtur på 25 sømil.

Turen var lang til MS Stenfragt, og definitionen på ”Den længste mil” blev opdateret flere gange undervejs. Men vi nåede frem til positionen og der var ingen tvivl om at der var vrag, og det eneste det gjaldt om var at kaste loddet så det ikke kurede ned på kølsiden, for vraget ligger på siden. Stentrans er et stort vrag, ca. 70 meter langt så der burde jo være noget at se på.

Jeg fik fornøjelsen af at binde på og da jeg nåede ned på 10 meter, gik tovet vandret hen til toppen af vraget, hvor det var nemt at gøre fast. Jeg var, som altid, godt gennemblødt, men det er jo altid spændende at se noget nyt og tålte derfor ubehaget i det 6 grader kolde vand ien halv times tid. Jeg mødte et par fine rødspætter, men de var ikke allesammen lige samarbejdsvillige, og når man klumrede lidt i det, væltede det op med sorte skyer fra bunden, der var alt andet end sund! Selve vraget var mere velbevaret end de sandsugere vi har ovre ved os selv, og der var stadigvæk en del detaljer tilbage. Man kunne også komme ind i et par mindre rum og se til pumper og maskiner, men man skulle lige passe på ikke at støve for meget op, hvis man ville ud igen. Vi fandt dog intet af betydning, men vi var jo heller ikke de første på vraget 😊 Alle havde fine dyk på vraget, og dybden på 10-20 meter var bestemt til den komfortable side. Eneste virkelige minus var, at posen med frokosten stod klar i sommerhuset. Heldigvis havde Søren Snickers til alle.

Vi ville dykke på Bredgrundskuffen på tilbagevejen. Nu havde vi vind og sø imod os, så det var noget af en tur. Vi overlevede, sådan lige, og så skulle vi finde vraget, men det lå ikke lige der vi troede. Vi fandt det efter en del oversejlinger og en omregning, men udslaget på ekkoloddet var begrænset til en lidt ujævn bund. Jeg hoppede i og der var et lille vrag for enden af tovet, dvs., der var næsten ikke noget sammenhængende vrag, men en del plader og diverse vragdele af ubestemmelig karakter. Men, det var ikke nemt at finde noget at gøre fast i, og jeg var vraget rundt, sådan da, og fandt til sidst noget, der med lidt god vilje kunne holde, når der nu ikke var strøm. Jeg  fik gjort fast, sendt flåddet op og da jeg trak i kæden for at ”kvalitetssikre”, fik jeg rykket det hele fra hinanden. Jeg kastede kæden omkring det nærmeste som heldigvis var en spilkop, der kunne holde. Søren var lige kommet ned for at se hvorfor det tog så lang tid, og han kunne kun se en enorm muddersky omkring bundtovet, ellers var sigten det bedste vi havde set på hele turen med 6-8 meter. Vraget var også det mest levende, stor artsrigdom og mange individder, specielt var der mange torsk, der dog var i den for lille størrelse. Da mudderskyen havde lagt sig tonede også en af de karakteristiske sænkesværd frem.

Herefter hjemover, og det var godt, at vi var over halvvejs i havn, for vejret var ikke blevet bedre, men der var lidt læ inde under land. I havnen fik vi sendt Steffen retur, Dennis og Søren skulle ind til Dykkerklubben og fylde flasker over noget klog snak med de lokale, mens vi andre skulle prøve om vi kunne fravriste detailhandlen et fornuftigt måltid. Det holdt hårdt, så vi endte med Chili con carne. Og så havde Lærke været så uforsigtig at love pandekager, og det fik hun ikke lov til at glemme.

Dagen havde slidt lidt på folket og der blev ret hurtigt ro, så Søren og jeg måtte underholde hinanden.

Lørdagen startede med Juhls glimrende morgenbag, en hurtig oprydning af huset og så afsted for at aflevere nøgle, mens Havkassen kørte til havnen.

Dagens første mål var MS Transport, et mindre vrag, der fragtede koks på sin sidste rejse. Skroget var temmelig intakt og og står kølret. Styrehuset havde tabt taget så der var fri adgang til den lille eftermonterede maskine og et par rum under dæk, der indbød til lidt arbejde med muddervingerne for folk med den slags lyster.

Der har været mange teglværker i området, så mange af vragene er lastet med enten kul, koks eller tegl.

Således var turens sidste stop en kuf, ligeledes med et intakt sværd. Connie var lastet med drænrør. Stævnen stod frit, mens agterenden forsvandt i mudderet. Vandet var ret klart og igen helt uden strøm, hold op, hvor ville dykningen være nem, hvis det altid var sådan.

Der var en del torsk, nogen påstod vraget var fyldt med dem. Det kan desværre ikke bekræftes af undertegnede.

Turens eneste væsentlige udfordring, udover vejret, var de talrige brandmænd, de fleste meget små, men de sved god i fjæset og på læberne, når man var uopmærksom

Vi var i havn og fik pakket så vi var klar til afgang ved 16-tiden. Der var bare lige det, at der var nogen, der lige skulle have ”Hottere” inden afgang, men vejret var jo også blevet fint, med ingen vind og solskin…

Turen hjemover var udramatisk, og vi pakkede bilen ud og puttede båden ved 21:30 – tiden.

Tak for et glimrende initiativ og en god tur !

Kim R