Konkurrence I Natjagt – 17-18/9 2021

The One and Only er glad for mesterskabet og præmien

Fakta: Det er tilladt at undervandsjage i Danmark om natten med lygte, men uden brug af projektlignende genstande såsom harpun. Vi brugte kniv og fiskelasso.

Årets konkurrence i natjagt blev afholdt for andet år i træk, med udgangspunkt fra Helsingør. Konkurrencen handler om at fange fisk om natten med tilladte redskaber som: kniv, fiskelasso og nat-net. Deltagerne havde 12 timer til fiskeriet og der var indvejning igen næste morgen kl. 8.00 ved parkeringspladsen ved Kronborg. Pointsystemet var delt op, så første til tredjepladsen skulle afgøres på pelagiske fisk og følgende placeringer blev suppleret med andre tilladte arter minus skrubber.

Der var ca. 20 tilmeldte til konkurrencen og Havbasserne var igen flot repræsenteret med ca. 33 % af deltagerne. Der var massere af store fine præmier, så det var tillokkende at indveje sin fangst, uanset hvor meget man havde fanget.

Vejret op til konkurrence havde været meget udfordrende med et roterende vejrsystem over Danmark med Sjælland i midten. Dette betød at der var bølger på de fleste kystlinjer og hermed dårlig sigt. De fleste kendte spots blev utilgængelige og det var svært at finde ”det gode spot”

Jeg var makker med Jesper D. Knudsen og strategien var ar fange en torsk og en stor havørred. Vi ville satse på Øresund for torsk. Tidligere på dagen var jeg ude og scoute og observerede sigt fra 1,5 til 4 meter sigt i Øresund.

Efter start kørte Jesper og jeg til det udvalgte spots. Til vores stor gru havde vinden igen vendt sig, og der var bølger samt kakaovand med 4 cm sigt. Nu var gode råd dyre og vi havde ringet til en del kontakter for at få sigtmeldinger på diverse spots og kyststrækninger. De fleste meldinger var triste og nedslående.

Overkommelige bølger…

Vi kørte mod vest og her fandt vi en vig med roligt vand og sigtbarhed mellem 8 til 10 meter. Vi fik hurtigt fanget pighvarrer og tunger. Vi observerede også flere små ørreder. Vi svømmede og drev over stor afstand på lavt vand med masser af liv og kontakt med ørreder. Vi havde selv en god følelse af at vi var godt med. De store fisk drillede og fiskelassoen havde svært ved at holde på dem. Jeg havde min lasso omkring 2 ørreder på ca. 3 kg der begge rev sig løs, selvom jeg lige havde fået sat 3 helt nye elastikker på min lasso. Det er frustrerende at opleve fiskelassoen ikke kan holde på fiskene, selvom man mener den er fint placeret

Pludselig stod den store ørred på ca. 6 kg foran mig. Jeg havde al mulighed for at placere min lassoen perfekt om fisken. Jeg tjekkede efter om det var her, jeg ville have min lasso til at sidde, inden jeg trykkede den af. Jeg slap lassoen som sidder i bøjelinen og fisken sprøjtede afsted. Efter få sekunder bliver alt stille og da jeg kigger under vandet, er fisken væk.

Morgenmaden var sikret på trods af nattens udfordringer

Heldigvis kom en hornfisk på 50 cm tøffende forbi, og den fik stor betydning for det endelige resultat.

Efter en nat i havet er alle vindere ved morgenbordet!

Da vi var færdige med at dykke kl. 5.00 om morgenen, gik turen tilbage mod Helsingør. Vi måtte sove korte lure og skiftes til at køre. Tilbage ved start mødte vi de andre deltagere og hørte hvilke svære forhold de havde haft. Jeg fik en første plads og var årets vinder af Nat-Jagt. Min makker Jesper fik en flot fjerde plads og der var frit valg af de flotte præmier. Jeg valgte en Gleipner fiskelasso i håb om den kan holde de store fisk bedre, men jeg tror der skal et net til.

Og så til den formelle del

De tilstedeværende blev hurtig enige om, at det er den første og eneste åbne officielle konkurrence i Natjagt i Danmark og derfor måtte jeg da være Danmarksmester i den disciplin. Så derfor bryster jeg mig af den flotte titel, selvom klubbens Storfanger (Klaris Sr) har en anden mening. Jeg tænker Storfangeren bare er en dårlig taber, haha.

Danmarksmesteren i natjagt 2021

Der er selvfølgelig givet en omgang i klubben for at fejre den store begivenhed.

Jess