Det var en grå og småvåd eftermiddag, da vi mødtes ved havnen for at sæte kurs mod S/S Robert. Regnen silede stille og vedholdende, som om vejrguderne havde fået nys om vores planer og besluttet sig for at teste vores entusiasme.

Ingen klagede dog (højt), og stemningen var høj allerede ved ankomst – særligt fordi Martin havde slæbt halvdelen af den lokale slagterbutik med i form af pølser.

Formanden – ægte kaptajn som altid – gik som den første i vandet. Det var selvfølgelig ikke uden lidt heroisk attitude, som vi andre gladeligt kommenterede på fra båden. Han blev også, meget passende, den sidste op ad vandet, som en sand leder, der ikke efterlader nogen bag (eller bare nød stilheden under overfladen væk fra os andre).

Selve dykket? Magisk. Vraget af S/S Robert lå tyst og majestætisk på bunden, dækket af liv og historie.

Sigten var overraskende god trods regnen, og der var både torsk og nøgensnegle at spotte – og for en enkelt dykker måske også noget, der kunne have været en havfrue, men vi fik aldrig bekræftet det.

Oppe på båden igen tog Kasper straks ordet og erklærede, at singlelivet altså ikke er så slemt, især når man kan bruge sin weekend på at dykke i godt selskab. Resten af os nikkede – nogle i solidaritet, andre med et smil, der tydede på, at det muligvis ikke var første gang, han havde nævnt det.

Efter dykket blev der tændt op i grillen (ja, selv i regnvejr – vi er jo ikke lavet af sukker), og Martins pølser fik deres velfortjente øjeblik i rampelyset. Der var rigeligt – som i rigtig rigeligt – men som ægte Havbasser tog vi naturligvis opgaven på os og gjorde et solidt indhug.

Alt i alt en klassisk Havbasse-dag

Tak for Turen

/Kasper – hjulpet af lidt AI