Juleaftensdyk d. 24/12 2021

Endnu en gang er cognacen forsvundet i Furesøen, og da vi ikke er glade for varm cacao uden smagsforstærker, måtte vi vi sende flere ”recovery-teams” på eftersøgning.

Cognac-nissen endnu engang på vej væk…

Der var sne og skoven var smuk, men Furesøen var lidt urolig og vinden var frisk, så vi frøs en smule, da vi ventede på positive nyheder fra dybet. Der var i år udstukket meget præcise koordinater for den sidste observation af nissen, 90 º fra den yderste pæl på broen og 4,5 meters dybde. Disse oplysninger blev delt flittigt, så øjenvidnerne ikke selv skulle i vandet for at redde julen…

Heldigvis lykkedes det at lokalisere og bjærge Nissen med flasken, og cacaoen var varm, så der gik ikke mange minutter før man kunne få varmet fingre og svælg. Æbleskiverne blev varmet på den store paella-pande og det fungerede nogenlunde og til stor glade for hundene, når vi vendte æbleskiverne, for der var nogle stykker, dert røg af panden.

Nissefangerne

Det var hyggeligt omend halvkoldt, at stå der, og til sidst ventede vi kun på Kenneth, der var lidt længere tid om at komme op af vandet end de andre… Han havde som sædvanligt ledt efter snegle, og var lykkelig, da han til sidst havde fundet en lille mosesnegl…

Da alle var sikert oppe igen kunne vi ønske hinanaden en glædelig jul og se frem mod et dyk mellem jul og nytår.

Glædelig Jul!

Kim