Hummertur til Mors d. 8-10/6 2018

Det er Fredag og jeg har taget fri. Ikke bare fri til en almindelig forlænget weekend. Nej det er fredagen, hvor jeg skal med otte gæve Havbasser til Mors på jagt efter hummer – Limfjordens sorte guld.

Det ser alvorligt ud…

Af alle mulige grunde er vi fordelt på en del biler på turen derop og ankommer også på forskellige tidspunkter. Jeg skal samle Jess op kl. 9.00 hos ham, hvor vi spænder Havets dronning efter bilen. Udover Havets dronning har vi også Havtasken med så vi alle kan komme ud med båd på samme tid.

Jess og jeg er de første der ankommer til huset, som er superlækkert og nyrenoveret hus med plads til alle mand, grej, biler og både.

Så mangler man bare hovedretten…

Vi får pakket ud og har aftalt at mødes med Jens og hans bror Morten som kommer med Havtasken. Vi vil tage ud og tjekke nogle spots ud, så vi er klar til lørdag. Det står hurtigt klart, at det varme vejr har medført en helt vild algeopblomstring og sigtbarheden er max 1 meter. Vi finder ikke rigtigt nogen spots som ser lovende ud. Uanset hvor vi sejler er vandet proppet med hummergarn, så de må jo være her.

Lidt surt – men vi har lim og klisterspecialister!!

Desværre viser det sig at Havets dronning efter lang tro tjeneste er blevet mør. Båden har fået en stor flænge i bunden, så vi har kun en båd til ni mand.

Over aftensmaden da alle er dukket op bliver vi enige om at dele os op i to hold om lørdagen. Det hold der ikke er ude med båden vil så tage et dyk fra kysten.

Der var da krebsdyr – og det er jo ikke størrelsen…

Jeg er på holdet der skal starte fra kysten. Morten, Morten, Jens og jeg hopper i bilen og kører et stykke ned syd for havnen, hvor vi efterlader bilen og beslutter os for at tage turen med strømmen tilbage til havnen, hvor vi har aftalt at møde de andre. Vi finder hurtigt ud af at de lokale fiskere har styr på, hvor hummerne er, for det er først ude ved garnene at vi begynder at se hummere. Ikke mange, men de er der da. Fordi vi ikke har jagtredskaber med (harpuner) gælder reglen om de 300m afstand til garn ikke og vi kan derfor dykke tæt på dem. Vi er dog tidligere på dagen blevet advaret om at fiskerne godt kunne optræde ret aggressivt overfor dykkere og komme helt op til en i bådene. I de tilfælde skulle vi bare henvise til at vi havde retten på vores side og at de i øvrigt var sejlet for tæt på alpha-flaget  .

Det ender med at blive en lang tur og det er hårdt arbejde med de konstante neddyk, så vi er godt flade, da vi går i land ved havnen lige i tide til at undgå mødet med den lokale fisker, som samler sine garn ind mens vi står på stranden.

Der er da siddepladser til et par stykker…

Vi møder Thomas, Henrik, Frank, Torben og Jess på havnen, får lidt at spise, får hentet bilen og vi hopper i båden. De der havde været i båden havde ikke haft så meget held på de spots de havde besøgt, så vi beslutter at følge Jess’ råd og sejle til nordsiden af Fur. Jess der ikke har været i vandet endnu hopper i med en flaske og kigger sig omkring i en times tid. Vi andre fridykker som tidligere – ned – op – ned – op i et væk. Vi er på 4-6 m vand og spottet viser sig at være fantastisk. Der er masser af hummere, men der skal arbejdes på sagen for at få dem med op. Bedre bundtider, giver bedre arbejdsvilkår og det nyder Jens godt af og snupper 6 hummere. Jess har tømt flasken og forsætter nu som os andre med snorklen. Vi ender med at have 10 hummere og har dermed nok til alle mand til aftensmaden.

Jens ser ud til at have det ok! Har han mon en six-pack?

Godt trætte tilbage i sommerhuset får vi lavet mad og grillet hummer. Og ja, det smager så man kan høre englene synge, og man forstår bedre at hummerne går for 600 kroner kiloet. Efter at have fortæret for 4.000 kroner hummer skal vi blive enige om hvad vi vil gøre søndag. Vi havde fået et tip om at vinden om søndagen ville være perfekt til et dyk ved molerne ved Hanstholm. Så det skulle enten være der, hvor vi bl.a. kunne finde multer, havbars, hummer og taskekrabber. Alternativt skulle være, vi sejler alle mand over til Fur, så de der ikke rigtigt havde set og fanget hummere endnu kunne prøve det ved det gode spot.

Hvis man kan få det her behøver man ingen grill-pølser!

Beslutningen bliver Fur, da vejret begynder at virke tvivlsomt for Hanstholm og fordi det var en hummertur vi var af sted på.

Søndag får vi pakket ned, gjort rent i sommerhuset og afleveret nøgle. Alle bliver sejlet til Fur og der bliver dykket på livet løs. Der er stadig hummere, men sigtbarheden var blevet lidt ringere end dagen før da vinden er vendt.

Alle får dog kæmpet med hummerne med mere eller mindre held. Kl. 12 sejler første hold tilbage mod havn, mens de sidste prøver at vride det sidste ud af turen. Den sidste time har jeg selv fået det sværere ved at trykudligne og det gør mere og mere ondt for hver opstigning. De sidste 20 min indtil vi bliver hentet sidder jeg bare over bøjen og kigger på de andre der ligger lige i nærheden. Vejret er skiftet. Det blæser ret meget op og vi får pænt store bølger mens regnen står ned.

Andre bruger en tommestok, når man skal måle.. Her bruger vi en Jens!

Vi bliver samlet op og turen går tilbage til havnen. Vi får båden på traileren, får klædt om og tager afsked med hinanden inden vi tager den lange tur tilbage til Sjælland. I skrivende stund sidder jeg stadig med et kæmpe smil på og kæmper med lidt propper i ørerne. Men det har været en absolut forrygende tur og jeg er sikker på at der er nogen der har fået rykket nogle grænser og lært lidt nye teknikker. Det er i hvert fald helt sikkert at vi alle har fået et andet forhold til hvad der er ”dårlig sigtbarhed”. Mon ikke vi tager afsted igen til næste år igen. Jeg er i hvert fald klar

Mads Tønder